Forleden var jeg i et supermarked, hvor 2-3 mindre børn løb omkring og legede i vinafdelingen. De var under 6-7 år, begge forældre var der også. Børnene havde det sjovt, men var i legen tæt på at vælte vinflasker og løb ind i andre kunder, men opdagede det ikke, fordi de kun havde øje for hinanden og legen.
Moren forsøgte først roligt at få børnene til at stoppe. Så hævede far stemmen, ingen effekt, heller ikke da han med endnu højere stemme truede med, at »nu går vi ud af butikken«. Børnenes leg stoppede først, da en vinflaske ramte gulvet.
Den årlige trivselsundersøgelse viste for nylig, at trivslen i folkeskolen ikke været ringere, siden skolerne for ti år siden begyndte at måle, hvordan eleverne har det. Kommunernes PPR oplever en betydelig stigning i antallet af henvendelser, og flere børn og unge end nogensinde udredes og får psykiatriske diagnoser.
Som praktiserende psykolog i 35 år og med mere end 10.000 samtaler med børn, unge og deres familier bag mig er jeg stadig oftere vidne til alvorlig mistrivsel.
At alvorlig mistrivsel eksisterer, er jeg ikke i tvivl om, selv om omfanget kan diskuteres. Men fænomenet må jeg og mange af mine psykologkolleger tage et medansvar for. Vi har populært sagt sejret ad helvede til.
Vi psykologer har i de seneste 30-40 år slået til lyd for, at børn skal omfavnes af tryghed, kærlighed og omsorg. Vi har gjort op med autoriteterne og den sorte skole, så børn ikke er bange for voksne mere. Der er skrevet hyldemeter af bøger om, hvordan vi bør være lydhøre, rummelige og forudsigelige som forældre, og om, hvordan børns behov skal tilgodeses for at skabe gode voksne. I dag er det et børnesyn, der gælder i rigtig mange familier.
Men der er noget afgørende vigtigt, vi som psykologer har overset i kampen for det gode. Vi har glemt at fortælle forældrene, at de også skal hjælpe barnet med at lære at regulere sig. Eksemplet fra vinafdelingen viser, at vi må lære barnet, at dets egne umiddelbare behov i nogle tilfælde må vige. Og at andre mennesker kan have andre behov, som ikke altid lader sig forene med ens egne.
Vi må hjælpe barnet til at udholde følelser, som ikke er rare og ikke går væk med det samme. Ligesom barnet skal lære at udholde, at dets behov nogle gange ikke bliver mødt.
Når barnet er ængsteligt, trist, vredt eller skuffet, kan de færreste forældre udholde det ret længe. Vi siger ikke nej, hvis vi kan undgå det, vi vil helst være kærlige voksne og møde vores børns behov. Vi har som psykologer været med til at kassere autoriteterne uden at sætte noget i stedet. Konsekvensen er, at mange forældre er på herrens mark og ikke aner, hvordan de skal gå til opgaven.
Jeg ved fra min praksis, at mange forældre føler sig skamfulde og magtesløse over deres børns adfærd. De ved ikke, hvordan de skal få børnene til at gøre, hvad de beder dem om, og de bliver indbyrdes uenige. Far siger, at så stopper festen, og mor siger, at sådan skal du ikke tale til mit barn. Uenigheden rammer ofte barnet. Det er en klassiker i min praksis.
Andre voksne skammer sig, fordi de har råbt ad deres barn. Men måske afspejler det netop dilemmaet, hvordan får vi plads til både børns og voksnes stemmer og behov i den måde, vi er sammen på i dag.
Billedlig talt kan barnets udvikling beskrives som baseret på en passende brøk mellem tryghed og tilpas udfordring, mellem på den ene side at få hjælp og på den anden side at klare og overkomme på egen hånd. En brøk, hvor barnet som lille skal have imødekommet de fleste behov og klare meget lidt selv, men som det bliver ældre, skal forholdet mellem de to gerne flytte sig. Så barnet behøver mindre ydre tryghed, lærer at udholde, at dets behov ikke nødvendigvis bliver mødt, kan klare større udfordringer og dermed bedre klare sig selv, hvad der jo er livsopgaven.
Min oplevelse er, at langt de fleste forældre har forstået, at det lille barns behov skal mødes og opfyldes, men også, at dette forbliver det primære fokus langt op i barnets opvækst. Vi beskytter, møder og passer på. Risikoen er, at det går ud over barnets selvstændighed.
Vi psykologer og psykologien som videnskab har vundet en kæmpesejr, børn bliver behandlet som mennesker. Mange flere børn bliver mødt og forstået i deres behov, så længe de er små. Men den langsigtede udvikling, der indebærer, at børn har brug for at udvikle deres selvstændighed, at kunne få tillid til sig selv, det må være næste skridt i de kommende hyldemeter om børns liv og udvikling i og uden for familien.
fortsæt med at læse
