Det er den tid på året igen. Luften emmer af håb og gåpåmod. Tiden har gået sin gang, og endnu et år er nu igen til ende. Vi kan alle starte på en frisk med vores mange nytårsforsætter og forhåbninger om, hvad det nye år mon bringer af forbedringer. Denne tid har for mig altid været præget af mange ambivalente følelser. Førhen mest af alt på grund af de mange tomme løfter og det endeløse pres om at opnå den bedste version af sig selv. I år er der dog nogle nye følelser, der går og nager mig. For i år ser jeg ikke mine egne tomme løfter om en fladere mave eller et klarere sind, men kun politikernes tomme løfter om en bedre fremtid for mig og fremtidige generationer.
Jeg kan ikke sige dig præcist, hvad årsagen til dette emotionelle skift er. Jeg fik i sommer den ikoniske hue på, og som enhver nyudklækket student blev jeg lovet det bedste år af mit liv fyldt med selvrealisering, rejser og frihed. Jeg kunne se frem til et år, hvor jeg skulle finde mig selv, bare være ung og ha’ lov til at drømme stort om min fremtid. Men hvor skal jeg lede for at finde mig selv i en verden, der ligger i ruiner? Og hvilken fremtid er det, jeg har at drømme om?
