Vi står midt i noget, der ligner en trivselskrise. Det ved vi efterhånden godt. Hver tredje voksne dansker har alvorlige stresssymptomer. Børn og unge mistrives i rekordhøjt omfang. Det offentlige arbejdsmarked er plaget af højt sygefravær, udbrændthed og rekrutteringsproblemer. Alligevel er vores svar på krisen ofte overfladiske: flere indsatser, flere målinger, flere værktøjer.
Det er, som om vi hele tiden forsøger at tøjle symptomerne uden at se på det systemiske pres, der producerer dem. Men når vi ser nøgternt på udviklingen, bliver ét mønster tydeligt: Mistrivslen i befolkningen begynder i toppen. Tempoet og beslutningskulturen i det politiske maskinrum forplanter sig ned gennem lagene i den offentlige sektor: til kommunerne, til institutionerne og videre ud i borgernes hverdag.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


