Som homoseksuel studerende på Københavns Universitet bliver jeg ofte konfronteret med debatten om, hvorvidt studiemiljøet er inkluderende eller ej. Jeg læste derfor med interesse den artikel, hvor en medstuderende beskriver universitetet som et ekskluderende sted for minoriteter. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg er træt af den offerrolle, som flere LGBT+-personer påtager sig i denne sammenhæng.
For mig handler det ikke om, at folk forsøger at gå over mine grænser, men tværtimod om, at de gerne vil forstå og lære mig at kende. Når jeg bliver spurgt: »Har du en kæreste?«, »Hvornår sprang du ud?« eller »Hvordan var det for dine forældre?«, ser jeg det ikke som et forsøg på at udstøde mig. Jeg ser det som oprigtig nysgerrighed. Det er spørgsmål, jeg også selv stiller til andre, når jeg gerne vil forstå deres liv og baggrund
