Åh, 1971. Året hvor jeg og tusindvis af andre troede, vi havde knækket koden. Koden til et liv uden slips, uden stress, uden atomtrusler og med masser af fællesøkonomi (som altid endte med at betyde, at ham med de dyreste guitarstrenge betalte mindst). Thy-lejren! Fristedet i det vestjyske, hvor den eneste trussel var en sur lokal landmand, og den eneste uniform var kropsmaling og et lettere skævt batik-tørklæde.
Det var dengang, vi udøvede ’make love not war’ med en dedikation, som selv en olympisk atlet ville misunde. Vi lavede kærlighed hele tiden. Til tider var det måske mere ’make a love interest before it gets too cold to skinny dip’, men intentionen var der! Nøgenbadning i Madsbøl Rende? Ja tak! At se min sidemand Vagn hoppe i vandet i sin fulde slaskende herlighed var en stærkere pacifistisk erklæring end noget manifest. For hvem gider slås, når man har travlt med at tørre Thy-vand af intime steder?
