Da jeg var færdig med 9. klasse, kan jeg stadig huske, hvordan min mor sagde til mig på vej hjem fra dimissionen, at det nok skulle blive bedre på gymnasiet. »Det bliver en ny start«, sagde hun, »noget andet end folkeskolen«. Og det glædede mig. Jeg gik nemlig i en klasse, hvor der var meget larm, hvor lærerne kæmpede for at få ro, og hvor det at koncentrere sig om undervisningen ofte føltes umuligt. Uro var hverdag, og mange undervisere følte sig pressede, frustrerede og udmattede.
Da jeg startede i 1.g, blev forskellen hurtigt tydelig, men ikke så meget, som jeg havde håbet. Mange af de gamle udfordringer var stadig til stede. Elever satte konstant spørgsmålstegn ved alt, hvad læreren sagde, gjorde, hvad der passede dem, og respekten for undervisning var ofte minimal. Jeg havde efterhånden vænnet mig til det, men det var stadig slående at se, hvor svært det var for lærerne at udføre deres arbejde. Mange fortalte, hvor drænende det var konstant at skulle kæmpe for respekt, og hvordan nogle mistede lysten til at undervise.
