Det er nu fem måneder siden, jeg henvendte mig til dit kontor, sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling. Det var tilbage i maj. Jeg ved ikke, om du kan huske min mail, men jeg forsøgte at komme i kontakt med dig. Jeg skrev til dig, fordi jeg havde været vidne til det, man må kalde uacceptable livsvilkår for vores ældste borgere på et af Københavns plejehjem. Jeg var der kun som afløser i knap tre uger, inden ledelsen pænt bad mig om at finde et andet sted. Men det, jeg så, har jeg brug for, at du skal vide.
Jeg er en af de velmenende idioter, der altid har troet på, at man kunne forandre verden ved at hjælpe ét menneske ad gangen. Og jeg tror stadig på det, selv som 42-årig med 17 års erfaring i omsorgsarbejde, fra vuggestuer til plejehjem, og på trods af perioder med stress og angst forårsaget af det, man kalder omsorgstræthed. Men da jeg i foråret efter fem års pause fra sektoren oplevede tre uger som timelønnet afløser på et plejehjem, så jeg noget, som gjorde mig vred.
