Det er tre dage siden, at jeg gravid i uge 11+4 panisk konstaterede blod på toiletpapiret. Det er to dage siden, at jeg grædende sad med synet af et lille tabt liv på en grynet skærm foran mig. Det er en dag siden, at jeg blødende, fastende og smerteplaget sad i venteværelset, fyldt med store, runde maver og bittesmå babyer, og ventede. Ventede i over en time på, at en læge tørt kunne konstatere, at jeg måtte vente endnu et døgn på den operation, der skulle fjerne det bristede håb, det spildte liv indeni mig.
På intet tidspunkt undervejs stoppede en læge op og stillede det spørgsmål, som synes så åbenlyst at stille: Hvorfor skete det nu for anden gang?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


