Vi har tiet for længe nu. Som da Honecker vinkede til folket, som klappede ad ham kort før DDR-styrets fald, klapper vi stadig ad vores partiformand og statsminister, Helle Thorning-Schmidt og resten af partiledelsen på vores socialdemokratiske kongresser, mens et truende kommunalvalg er på vej. Men jeg klappede også selv? Og jeg ved godt hvorfor. Helle holder hvert år en tale, hvor jeg forstår, at jeg hører til hos Socialdemokraterne. Men bag de klappende partimedlemmer findes sandheden, som er dyb skuffelse og frustration.
Denne frustration er sendt i breve af flere medlemmer og kredsformænd til partiets formand og partisekretær. Men vi i baglandet taler for døve ører. For de eneste breve, vi får fra dem, er om nationale kampagnedage, hvor de beder os gå fra dør til dør og møde vælgerne for at profilere partiets politik.
