Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kanten. Therese Evald er vokset op med en alkoholiseret far, der sad på bænken med flasker. Det er hun ikke alene i, siger hun, og hun håber på at kunne hjælpe andre som kampagneleder i Stemmer på Kanten.
Foto: Peter Hove Olesen

Kanten. Therese Evald er vokset op med en alkoholiseret far, der sad på bænken med flasker. Det er hun ikke alene i, siger hun, og hun håber på at kunne hjælpe andre som kampagneleder i Stemmer på Kanten.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Kampagneleder: »Jeg vil give underklassen en stemme«

De fleste socialt udsatte bruger ikke deres stemme, når der er valg. Derfor har jeg kastet mig ind i kampen for at få underklassen til stemmeurnerne til kommunalvalget, siger 21-årige Therese Evald.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Når jeg hører mine medstuderende på økonomistudiet gå op i problemer med deres forældrekøbslejligheder, tænker jeg: Helt ærligt! Det eneste, jeg har fået af mine forældre, er bekymringer. Men mødet med de privilegerede på universitetet er også min drivkraft. For når jeg står over for uligheden, føler jeg, at jeg bør gøre noget for de mange ikke-privilegerede derude, der betaler prisen for deres forældres fejl og de sociale kløfter i samfundet. Så det vil jeg gøre til mit projekt«.

Ordene kommer fra Therese Evald, der er vokset op i en familie, hvor faderen sad på bænken med flasken eller lå døende på sofaen, og hvor moderen var fuldstændig passiv.

Hun har løftet sig ud af miljøet, og i dag er hun ikke bare stud.polit., hun arbejder også i Huset Zornig som kampagneleder. Som kun 21-årig.

»De privilegerede bliver altid hørt i den offentlige debat. De fleste socialt udsatte bruger ikke engang deres stemme, når der er valg. Sammen med Lisbeth Zornig og en række andre ildsjæle vil jeg få underklassen til stemmeurnerne til kommunalvalget i november med vores kampagne, Stemmer på Kanten. Det er på tide, at underklassen får en stemme«.

LÆS OGSÅ

Therese har oplevet indefra, hvad det vil sige at være socialt belastet. I hendes barndom flytter familien rundt i landet, først til Holbæk, så Sønderjylland, og hendes maniodepressive far styrtdykker et par gange om året og tyr straks til flasken.

Da Therese er 8, får moderen nok. Therese tager sin to år yngre søster under armen og flytter med moderen hjem til en veninde.

»I den periode følte jeg, at vi var vagabonder. Vi sov på sofaer og madrasser rundt omkring, indtil min far flyttede tilbage til Sjælland. Jeg husker tydeligt, at en dag sagde en advokat til mig: »Therese, dine forældre får fælles forældremyndighed, men hvis din far nogensinde drikker, når han er sammen med dig, får din mor forældremyndigheden«. Jeg har aldrig sovet så godt i hele mit liv som den nat. Den dag blev der plantet et frø i mig, jeg blev givet en rettighed til at sige fra«.

Ingen hjælp at hente
Efterfølgende oplever Therese den rettighed smuldre mellem fingrene, da hun som 9-årig besøger sin far for første gang.

»Jeg havde glædet mig helt vildt til at tage toget alene over broen, og jeg savnede min far. Men han var fuld, og huset var møgbeskidt. Jeg gik ud og hældte hans papvin ud, og vi skændtes helt vildt. Min far tog fat i min arm og rev mig væk. Det var første gang, jeg oplevede min far voldelig. Næste morgen stod jeg op klokken 4 og pakkede min taske og ringede til min mors veninde, som jeg vidste stod op tidligt. Hun lovede at få min mor til at ringe tilbage. Men da min mor endelig ringede, og jeg fortalte hende, at min far var fuld, og at jeg ville hjem, sagde hun bare, hvad fanden jeg bildte mig ind at ringe til folk midt om natten, og at jeg alligevel skulle hjem snart«.

LÆS ARTIKEL

Var der ingen, der greb ind?

»Nej, jeg blev ved med at besøge min far i 2-3 år, for ingen spurgte mig, om jeg havde haft en god weekend. Der var nogle perioder, hvor han ikke var fuld, især når min lillesøster var med. Men man vidste aldrig, hvad man kom hen til. Til sidst var min far ved at dø på sofaen, så min mor hentede ham til Sønderjylland og fandt en lejlighed til ham i nærheden af os. Men det gjorde kun det hele endnu værre. For vi blev hans behandlingscenter – han boede hos os i perioder, spiste med om aftenen og dukkede fuld op på min skole«.

Men dine lærere reagerede ikke?

Jeg har langt hen ad vejen betalt prisen for de fejl, mine forældre har begået

»Nej. Jeg var god og flittig i skolen og var tit foran i lektierne, så jeg fik aldrig skældud. Jeg var meget indadvendt og fungerede slet ikke socialt«.

Hvad med kommunen?

»Som barn tog jeg kontakt til kommunen tre gange. Første gang fortalte jeg hele min historie og sagde, at nu vil jeg gerne væk. »Du har fået fat i den forkerte«, fik jeg at vide, »min kollega ringer til dig på mandag«. Der skete aldrig noget. I rigtig mange kommuner er der kun tilbud til børn i forbindelse med voksnes behandling. Men hvad hvis dine forældre ikke er i behandling? Der er nogle ordentlige sorte huller, og det skal ændres«

En lærer forandrede mit liv
Thereses mor er sosu-lærer, og i den lille by, familien boede i, betragter folk moderen som givende og hjælpsom, fortæller Therese.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men i hjemmet er der kaos, og først da Therese kommer på efterskole, lærer hun, hvad personlig hygiejne er, og hvor ofte man går i bad. Her møder hun også en lærer, der forandrer hendes liv.



»Ken, som var min forstander og dansklærer, satte filmen ’Bænken’ på i en dansktime. Der gik 20 minutter, så kunne jeg ikke klare mere og styrtede ud af lokalet. Ken stod klar udenfor og sagde til mig, at jeg skulle følge med ham resten af dagen. Han blev den første voksne person, jeg fortalte min historie«.

Så han er den første, der tog ansvar?

»Ja, og han kradsede i lakken. Han provokerede mig, så jeg blev vred. Han fik mig til at reflektere. Den dag i dag er han stadig den person, jeg er mest fortrolig med. Da jeg stoppede på efterskolen, blev jeg barnepige for hans børn, så jeg så ham ofte, og han stillede alle de rigtige spørgsmål. Som 16-årig meldte jeg mig ind i SFU. Her fandt jeg for første gang et åndsfællesskab. Jeg har altid været samfundsinteresseret og vidst, at hvis jeg vil have indflydelse, er det der, bolden ligger. Det var en helt ny verden, som åbnede sig for mig. Jeg var aldrig kommet på universitetet, hvis jeg ikke havde mødt mine venner i SFU«.

Det er noget af et spring. Hvordan kan du forklare det?

Der er en hel gruppe pseudointeresserede unge, som har virkelig overfladiske bekymringer. Forældrekøb, hvor gulvet ikke er fint nok, eller der skal nyt tapet på



»Lektier var altid mit holdepunkt, når bølgerne gik højest. Midt i kaosset vidste jeg i det mindste, at jeg havde en aflevering for til på mandag. Og så fik jeg rigtig meget selvtillid i SFU. Jeg tror ikke, der er særlig mange børn med min opvækst, og som har oplevet så store svigt, der har højt selvværd. Det er også derfor, jeg påtager mig så meget ansvar i alt, hvad jeg laver. Først i SFU, og nu hos Lisbeth Zornig«.

De pseudointeresserede
Det sejler stadig derhjemme, mens Therese går på handelsskolen. I 3. g, efter at hendes far er mødt fuld op på skolen, hiver to lærere fat i hende og hjælper hende med at flytte hjemmefra.

Så snart Therese får studenterhuen på, rejser hun til København for at læse økonomi. Her oplever hun en modstand, der tænder en ild i hende.



»Her på universitetet har jeg mødt en helt ny type børn. De fleste økonomistuderende er jo økonomers børn. De har en ordentlig ballast og støtte hjemmefra, og de vidste fra starten, hvordan det hele fungerede. Her fik jeg følelsen af, at de virkelig var heldige«.

Hvordan adskiller de sig fra dig?

»Der er en hel gruppe pseudointeresserede unge, som har virkelig overfladiske bekymringer. Forældrekøb, hvor gulvet ikke er fint nok, eller der skal nyt tapet på. Det kom som et chok for mig, for helt ærligt! Jeg var hjemløs, da jeg flyttede til København. Og så boede jeg på Tingbjerg-kollegiet, som er noget lort. Det er først for et halvt år siden, jeg flyttede sammen med en veninde«.

Siger du det nogensinde til dem?

»Det er der ingen grund til – det er jo den virkelighed, de kender til. Jeg har også fået mange gode venner, som har hjulpet mig igennem mange udfordringer. Det er ikke, fordi jeg vil ønske for nogen af dem at opleve det, jeg har været igennem. Men jeg vil gerne sætte perspektiv på deres virkelighed – vi har større bekymringer her i livet, f.eks. at 122.000 børn vokser op med fulde forældre«.



Men hvad så med underklassens børn. Kan de ikke få dig til at tænke: Tag jer nu sammen. Gør som mig!

»Hvis du er 17 år, er droppet ud af skolen, er på stoffer og ikke har nogen opbakning fra dine forældre – hvor er det så lige, du skal starte med at tage dig sammen? Jeg tror, at min far og rigtig mange andre som ham blot er et resultat af deres egen barndom. Han voksede op på Læsø – faderen stak af, moderen kunne ikke finde ud af det, og han havde en lillesøster at passe på. Det er jo mig om igen. Men det er ikke en undskyldning for ikke at stoppe mønsteret«.

Underklassen skal stemme

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du har skiftet den politiske ungdomsaktivisme ud med at prøve at få underklassen til at stemme. Hvorfor?» Jeg har langt hen ad vejen betalt prisen for de fejl, mine forældre har begået. Det er vi en stor gruppe børn, som har. Og det synes jeg ikke er fair. Jeg vil hjælpe dem, som ingen har kradset i lakken«.

LÆS OGSÅ Der er nogle strukturer, du gerne vil ændre. Hvilke?»Jeg bliver så gal i skralden, når jeg hører, at en familie har 41 sagsbehandlere i en kommune. Der skal mere helhedstilgang til tingene. Og så skal man huske børnene«. Men du er selv fra middelklassen. Hvorfor lige underklassen?»Jeg er aldrig gået sulten i seng. Min historie kunne være værre, men der findes flere former for fattigdom. Der var intet socialt overskud i min barndom. Vi fik ikke den tryghed og omsorg af mine forældre, som børn har brug for. Jeg ved, der er mange ligesom mig. Det er et kæmpe demokratisk problem, at kun hver tredje i underklassen føler, at det er vigtigt at stemme. Der bliver taget mange beslutninger, som berører underklassen, og hvor de er dem, der ved, hvordan beslutningerne tages bedst. Jeg vil give en stemme til dem, der ikke bliver hørt. Og det vil jeg blive ved med«.







  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden