Karen-Lise Mynster: Perfekte kroppe gør os ulykkelige

»Skønhedsidealet i dag er forvrænget og vulgært. Det har ingen forbindelse til sjælen. Vi farer til fitness, løber maraton og spiser økologisk. Alligevel har vi aldrig haft det så dårligt med vores kroppe, som vi har i dag. De unge døjer med alskens psykiske dårligdomme på grund af lavt kropsligt selvværd i stedet for at nyde deres ungdom. Det er en kæmpe forandring fra den frigørelse og accept af kroppen, som vi kæmpede for i 70’erne«.

Sådan siger skuespilleren Karen-Lise Mynster, der hele sit liv har sat sin egen krop i spil på de danske teaterscener. Hun mener, at hendes egen generation bærer en del af ansvaret.

»Vi er nødt til at genopfinde fællesskabet. Ideen om, at den enkelte bare kan sige fra, får os til at glemme, at det er et samfundsproblem. Og den enkelte unge har slet ikke psyke til det. Her burde vi gamle hippier jo dele ud af vores erfaringer og gå på barrikaderne sammen med de unge i stedet for at forblive lullet ind i vores konforme og trygge liv. Vi orker ikke rigtig at være udfarende, fordi kampen kan virke overvældende«.

Men er det ikke naivt at tro, at I gamle 68’ere kan nå ind til de unge i dag?

»Måske. Men vi skylder dem i det mindste at gøre forsøget«.

Vi har glemt funktionen

Karen-Lise Mynster er 62 år og bruger kroppen meget i sit arbejde. Hun mener, at den dyrkning af kroppen, der kun handler om udseendet – og ikke hvad man kan bruge den til – bunder i, at mange i dag sidder på deres flade og arbejder.

»Vores manglende glæde ved kroppen kommer af, at vi ikke længere bruger den funktionelt. Vi mennesker har altså brug for at arbejde for føden præcis ligesom dyr. Jeg kan blive helt glad, når jeg har brugt kroppen en hel dag i haven. Jeg har da ondt i kroppen, når jeg vågner om morgen, men jeg kan jo både gå og stå; min krop bærer mig rundt, jeg fungerer. Det er jeg meget taknemmelig for, men alt for ofte glemmer vi at værdsætte det«.

Vi har aldrig trænet så meget og løbet så mange maratonløb som i dag. Er det ikke at bruge kroppens funktioner?

»At løbe et maraton er selvfølgelig udtryk for, at man tester sin kropslige funktionalitet, men der er også en stærk æstetisk dimension i træningsfetichismen. Vi træner for at holde os slanke, unge og smukke. Unge mænd træner jo de muskler, der kan ses, men de ville sandsynligvis komme til kort i en nævekamp med mænd, der arbejder med deres krop til hverdag. Jeg har altid ment, at skønhedsidealet var en manifestation af penge. I gamle dage skulle man være være bleg og tyk for at vise, at man ikke behøvede at arbejde og havde råd til at spise rigeligt. I dag viser man, at man har råd og tid til at spise sundt og træne meget, købe dyre energidrikke og økologisk mad«.

Hvad er konsekvenserne af denne æstetisering?

»Jeg oplever en ensretning af kvindekroppen. Vi bliver konstant påvirket af billeder af idealkroppen; den lange slanke krop, kønt ansigt, markerede kindben. Alle kroppe skal ligne idealkroppen, der er ingen plads til forskellighed. Derfor er de unge ulykkelige. Det må være vanvittig hårdt at være ung i dag. De unge, især kvinderne, har det ad helvede til, selv om de får 12-taller på stribe og ser hammergodt ud. De oplever komplekser over intet. De går rundt og ser smukke og dejlige ud, samtidig med at de prygler sig selv over for tykke arme og for korte ben. Det er ødelæggende for psyken. Vi bliver fremmedgjorte over for vores egen krop. Hvor tror I ellers, den bornerthed, vi oplever i dag, stammer fra?«.

Bornerthed?

»Vi er alle sammen så blufærdige. I dag ser du knap en kvinde, der ligger topløs på stranden. De unge pjækker fra idræt, fordi de ikke vil bade sammen. Kvinder må ikke tage deres sønner med i dameomklædningen i svømmehallen. Den æstetiske krop er ekstremt seksualiseret. Det skyldes i høj grad medierne, pornoindustrien, film- og reklamebranchen«.

Filmbranchen er du jo selv en del af, så er ansvaret også dit?

»Jeg føler mig dybt ansvarlig som skuespiller. Jeg har sagt nej til roller, hvis jeg ikke mente, at filmen bidrog med andet end vold og ulykke. Hvis man har råd, kan man sige nej, men ellers er det svært at præge branchen som skuespiller.

Det er jo også en pengemaskine, og dem med pengene efterspørger noget særligt. Forbrugerne vælger jo også selv, hvad de vil købe billet til. Det eneste, jeg kan gøre, er at vise verden, hvordan jeg ser ud – helt uden plastikbryster og Botox. Også selv om det giver færre roller. Skønhedsidealet på film er, at vi altid skal se unge ud, uanset hvor gamle vi er. Også når vi spiller bedstemor; men en bedstemor er vel sådan en med smilerynker og bløde kinder. Sådan en bedstemor vil jeg i hvert fald gerne være«.

Mænd er også ramt

Ungdomsidealet er allestedsnærværende, og selv en erfaren skuespillerinde, der sætter en ære i at sige nej til skønhedsoperationer, kan blive ramt.

»Jeg bliver stadig overrasket, når jeg ser en gammel dame i mit spejl. Sådan ser jeg da ikke ud? Men jeg kan jo ikke bruge det til noget, og forhåbentlig vokser jeg fra det. Jeg tror, aldersforskrækkelsen hænger sammen med angsten for at dø. Men som jeg ser det, er det en nåde at dø. Jeg ville ikke bryde mig om at leve for evigt. Det har jeg slet ikke nerver til«.

Hvordan kommer forfængeligheden til udtryk?

»Rigtig mange kvindelige skuespillere i min alder får sprøjtet ansigtet fuldt af Botox, så man ikke kan se, at de har levet. Jeg bliver da også slave af min forfængelighed. Lars Norén skrev engang: »Jeg vil ikke elskes, jeg vil roses«. Den menneskelige forfængelighed står i vejen for mange ting. Jeg synes i stedet, at vi bør betragte ansigtet som livets landkort; det viser de hårde år og de gode år.

Jeg sad forleden i bussen og så på en gammel mand, hvor jeg tænkte: Hold kæft, hvor er han flot. Man kan se årene i sådan et ansigt. Men vi stræber efter ungdommen. Ofte siger vi til hinanden: Man kan jo slet ikke se, at du er 60, du ser så ung ud! Er det et kompliment? I dag har vi glemt at sætte pris på alderdommen, dens visdom og erfaring. Man kunne jo også hylde det at blive gammel. Vi fejrer alderen med fødselsdage. Som om vi siger: Hey, du klarede den sgu til de 60!«.

Du taler meget om piger og kvinder. Overser du ikke, at mændene også slås med problemet?

»Mænd er også ramt af disse idealer. Drenge begynder at få spiseforstyrrelser, fordi de er blevet voldtaget af æstetikken. Angsten for at blive gammel rammer selvfølgelig også mænd. Men mange mænd finder sig en yngre model i stedet for at få Botox. Historisk set er mænd mere virile end kvinder; de kan få børn hele livet, hvor kvinder bliver for gamle. I eventyrene leder kongen efter ungdommens træ for at sætte tænderne i dets frugter. En ung kvinde er som et æble: sprød, saftig og spændstig«.

68’ernes ansvar

Mynster oplevede ungdomsoprøret og hippietiden fra første parket. Selv om hun aldrig selv boede i kollektiv, kendte hun mange, der gjorde, og ideen om fællesskab og frihed tiltaler hende fortsat.

»Hippiebevægelsen var jo et stort brud med konformiteten. Den gav så mange nye muligheder og tilbød mange forskellige livsformer, f.eks. storfamilien og kollektivet. Den frie abort og p-pillen medførte et enormt skred, fordi det fjernede frygten for graviditeten. Nu kunne vi være totalt frie – også seksuelt. Alle bollede med alle, og det var meget normalt«.

Hvordan påvirkede det kropsidealet?

»Kroppen var til rådighed og naturlig. Det fostrede et kvindeideal, der lå milevidt fra min mors generations. Vi smed bh’en og slog håret løs. Det måtte også hellere end gerne være uredt og hennafarvet. Man hyldede den naturlige krop i alle dens afskygninger. Nogle havde lange patter, nogle havde små patter, nogle havde store patter. Man var nøgen for at vise forskelligheden – og det var godt nok. Ungdommen i dag burde lære at se skønheden i forskelligheden. Tænk, hvis vi alle sammen var ens. Det ville være røvkedeligt«.

Ser du slet ikke en modreaktion?

»Jo, heldigvis er der til enhver tid modsatte strømninger. Se bare på den amerikanske tv-serie ’Girls’eller nyudgivelsen af ’Kvinde kend din krop’. Der må komme et oprør. Jeg er meget bekymret for de unge. Tænk at bruge sin ungdom på at gå rundt og føle sig utilstrækkelig og mindre værd. Vi andre bør efterhånden have fået redskaber til at håndtere det. Redskaber, vi bør give videre«.

Hvad er det for redskaber?

»Fællesskabet. Samfundskritikken. Vi mangler et fællesskab på tværs af køn og alder, der kan mobilisere kritikken, i stedet for at gøre det til den enkeltes ansvar. Alt, der gælder trivsel for den indre fred og udvikling, taler vi ikke om. I den offentlige debat bliver alt til et spørgsmål om økonomi. Som om folk kun tænker på deres trækprocent og deres købeevne. Før krisen herskede ideen om, at man kunne købe sig fra alting. I dag er det blevet til, at man gør noget for sin krop hele tiden. Samfundskritikken bliver til selvkritik«.

Hvad gør du selv?

»Ikke nok. Jeg kan ellers godt lide at handle. Egentlig burde vi gamle 68’ere sætte os sammen og tale om, hvad vi kan give de unge af andre indsigter. Vores generation bør komme med et indspark. Det er ikke nok, at vi bare sidder og taler om det over middagsselskabet og en god flaske rødvin. Man bliver fortvivlet af blot at se til. Der skal handling til. Når man som jeg har taletid, forpligter det«.