»Skønhedsidealet i dag er forvrænget og vulgært. Det har ingen forbindelse til sjælen. Vi farer til fitness, løber maraton og spiser økologisk. Alligevel har vi aldrig haft det så dårligt med vores kroppe, som vi har i dag. De unge døjer med alskens psykiske dårligdomme på grund af lavt kropsligt selvværd i stedet for at nyde deres ungdom. Det er en kæmpe forandring fra den frigørelse og accept af kroppen, som vi kæmpede for i 70’erne«.
Sådan siger skuespilleren Karen-Lise Mynster, der hele sit liv har sat sin egen krop i spil på de danske teaterscener. Hun mener, at hendes egen generation bærer en del af ansvaret.
»Vi er nødt til at genopfinde fællesskabet. Ideen om, at den enkelte bare kan sige fra, får os til at glemme, at det er et samfundsproblem. Og den enkelte unge har slet ikke psyke til det. Her burde vi gamle hippier jo dele ud af vores erfaringer og gå på barrikaderne sammen med de unge i stedet for at forblive lullet ind i vores konforme og trygge liv. Vi orker ikke rigtig at være udfarende, fordi kampen kan virke overvældende«.
Men er det ikke naivt at tro, at I gamle 68’ere kan nå ind til de unge i dag?
»Måske. Men vi skylder dem i det mindste at gøre forsøget«.
Vi har glemt funktionen
Karen-Lise Mynster er 62 år og bruger kroppen meget i sit arbejde. Hun mener, at den dyrkning af kroppen, der kun handler om udseendet – og ikke hvad man kan bruge den til – bunder i, at mange i dag sidder på deres flade og arbejder.
»Vores manglende glæde ved kroppen kommer af, at vi ikke længere bruger den funktionelt. Vi mennesker har altså brug for at arbejde for føden præcis ligesom dyr. Jeg kan blive helt glad, når jeg har brugt kroppen en hel dag i haven. Jeg har da ondt i kroppen, når jeg vågner om morgen, men jeg kan jo både gå og stå; min krop bærer mig rundt, jeg fungerer. Det er jeg meget taknemmelig for, men alt for ofte glemmer vi at værdsætte det«.
Vi har aldrig trænet så meget og løbet så mange maratonløb som i dag. Er det ikke at bruge kroppens funktioner?
»At løbe et maraton er selvfølgelig udtryk for, at man tester sin kropslige funktionalitet, men der er også en stærk æstetisk dimension i træningsfetichismen. Vi træner for at holde os slanke, unge og smukke. Unge mænd træner jo de muskler, der kan ses, men de ville sandsynligvis komme til kort i en nævekamp med mænd, der arbejder med deres krop til hverdag. Jeg har altid ment, at skønhedsidealet var en manifestation af penge. I gamle dage skulle man være være bleg og tyk for at vise, at man ikke behøvede at arbejde og havde råd til at spise rigeligt. I dag viser man, at man har råd og tid til at spise sundt og træne meget, købe dyre energidrikke og økologisk mad«.
Hvad er konsekvenserne af denne æstetisering?
»Jeg oplever en ensretning af kvindekroppen. Vi bliver konstant påvirket af billeder af idealkroppen; den lange slanke krop, kønt ansigt, markerede kindben. Alle kroppe skal ligne idealkroppen, der er ingen plads til forskellighed. Derfor er de unge ulykkelige. Det må være vanvittig hårdt at være ung i dag. De unge, især kvinderne, har det ad helvede til, selv om de får 12-taller på stribe og ser hammergodt ud. De oplever komplekser over intet. De går rundt og ser smukke og dejlige ud, samtidig med at de prygler sig selv over for tykke arme og for korte ben. Det er ødelæggende for psyken. Vi bliver fremmedgjorte over for vores egen krop. Hvor tror I ellers, den bornerthed, vi oplever i dag, stammer fra?«.
Bornerthed?
»Vi er alle sammen så blufærdige. I dag ser du knap en kvinde, der ligger topløs på stranden. De unge pjækker fra idræt, fordi de ikke vil bade sammen. Kvinder må ikke tage deres sønner med i dameomklædningen i svømmehallen. Den æstetiske krop er ekstremt seksualiseret. Det skyldes i høj grad medierne, pornoindustrien, film- og reklamebranchen«.
Filmbranchen er du jo selv en del af, så er ansvaret også dit?
»Jeg føler mig dybt ansvarlig som skuespiller. Jeg har sagt nej til roller, hvis jeg ikke mente, at filmen bidrog med andet end vold og ulykke. Hvis man har råd, kan man sige nej, men ellers er det svært at præge branchen som skuespiller.
Det er jo også en pengemaskine, og dem med pengene efterspørger noget særligt. Forbrugerne vælger jo også selv, hvad de vil købe billet til. Det eneste, jeg kan gøre, er at vise verden, hvordan jeg ser ud – helt uden plastikbryster og Botox. Også selv om det giver færre roller. Skønhedsidealet på film er, at vi altid skal se unge ud, uanset hvor gamle vi er. Også når vi spiller bedstemor; men en bedstemor er vel sådan en med smilerynker og bløde kinder. Sådan en bedstemor vil jeg i hvert fald gerne være«.
Mænd er også ramt
Ungdomsidealet er allestedsnærværende, og selv en erfaren skuespillerinde, der sætter en ære i at sige nej til skønhedsoperationer, kan blive ramt.
»Jeg bliver stadig overrasket, når jeg ser en gammel dame i mit spejl. Sådan ser jeg da ikke ud? Men jeg kan jo ikke bruge det til noget, og forhåbentlig vokser jeg fra det. Jeg tror, aldersforskrækkelsen hænger sammen med angsten for at dø. Men som jeg ser det, er det en nåde at dø. Jeg ville ikke bryde mig om at leve for evigt. Det har jeg slet ikke nerver til«.
Hvordan kommer forfængeligheden til udtryk?
»Rigtig mange kvindelige skuespillere i min alder får sprøjtet ansigtet fuldt af Botox, så man ikke kan se, at de har levet. Jeg bliver da også slave af min forfængelighed. Lars Norén skrev engang: »Jeg vil ikke elskes, jeg vil roses«. Den menneskelige forfængelighed står i vejen for mange ting. Jeg synes i stedet, at vi bør betragte ansigtet som livets landkort; det viser de hårde år og de gode år.
Skriv kommentar