Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Ja, vel har vi fejlet på venstrefløjen

Vi på venstrefløjen må tage handsken op og ruste os til kamp mod individualismen.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når VU’er Vera Rosenbeck i et interview i Politiken 9. maj fortæller, at hun meldte sig ud af SF Ungdom og ind i Venstres, fordi »venstrefløjen fejler fatalt«, kan man som både venstreorienteret og nuværende SFU’er godt blive en smule ked af det. Mest af alt, fordi Rosenbeck har ret i sin kritik.

Venstrefløjen har nemlig uden tvivl fejlet fatalt, når man ser, hvor mange unge der i disse dage vender ryggen til de rødes bud på et godt samfund og i stedet melder sig under de blå faner. Det viser tydeligt, at vi ikke har været gode nok til at kommunikere, hvad det er, vi vil. For tro det eller ej, vores projekt er også frihedens. Vi har bare en markant anden opfattelse af, hvad frihed er, og hvordan individet sættes fri.

LÆS INTERVIEWET

Politikens debatspalter har den seneste tid været ved at flyde over af vrede ord fra unge ressourcestærke mennesker, som klager over manglende udfordringer og understimulering i uddannelsessystemet, og Rosenbecks beskrivelse af sin folkeskoletid på bageste række er bare den seneste indmeldelse i dette store klagekor. For mig er det mest skræmmende dog ikke, at uddannelsessystemet er for dårligt til at løfte de stærkeste elever, men snarere, at de stærke elever vender fællesskabet ryggen, fordi de ikke længere kan se sig selv i det.

Jeg tror, det skyldes flere ting: For det første den evige sang om individualismen, der fordrer, at det ikke længere er nok at være en del af det, Klaus Rifbjerg i ’Den kroniske uskyld’ omtaler som den gennemsnitlige masse af grød. Man skal stikke ud og være noget unikt.

For det andet har erhvervslivet sneget sig ind i skolen og sammen med det markedsvilkårene. Det betyder, at kammerater bliver til konkurrenter, og at man sammen med blyanterne også skal spidse albuerne – ellers kommer man jo ikke først frem.

Det er nemlig de elever, som i dag er toneangivende i klasselokalet, der i fremtiden kommer til at svinge taktstokken, når samfundet skal indrettes, og hvis det bliver ud fra Rosenbecks menneskesyn, bliver det med den rå socialdarwinisme som forskrift: Den stærkeste overlever

Sidst, men ikke mindst, har vi set et skred i opfattelsen af, hvornår individet står stærkest, som bunder i de foregående to forhold. I dag skal individet nemlig helst stå alene – øverst – for de parametre, man i dag måler menneskelig værdi og succes efter, hedder karakterer, forfremmelser, penge og prestige.

Med dette skred risikerer fundamentet under vores samfund at krakelere. Det er nemlig de elever, som i dag er toneangivende i klasselokalet, der i fremtiden kommer til at svinge taktstokken, når samfundet skal indrettes, og hvis det bliver ud fra Rosenbecks menneskesyn, bliver det med den rå socialdarwinisme som forskrift: Den stærkeste overlever.

Jeg har selv brugt størstedelen af min skoletid på at agere hjælpelærer og til tider hadet det som pesten og brokket mig vildt og voldsomt. Men det gav mig nogle menneskelige kompetencer og en forståelse af samfundssammensætningens kompleksitet, som jeg aldrig havde kunnet hente fra en lærebog eller havde fået ved at rykke et klassetrin op.

Det var her, jeg begyndte at forstå, at ikke alle kommer fra lige privilegerede hjem og derfor ikke har samme forudsætninger for at klare sig godt. Hvis vi som generation mister denne vigtige indsigt, betyder det, at sammenhængskraften i samfundet gradvist forringes, og sociale grupper polariseres.

Venstrefløjens fejl ligger i, at vi ikke har været gode nok til at få solgt fællesskabet som en cost-benefit-analyse, hvor alle vinder. For det gør vi! Hvis fællesskabet falder fra hinanden, bliver vi som samfund fattigere. Konkret, fordi internationale undersøgelser fra noget så højreorienteret som IMF viser, at lighed fører til større vækst. I overført betydning, fordi vi mister nogle menneskelige egenskaber, og fordi samfundet som konsekvens af større ulighed vil opleve mere kriminalitet og større utryghed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Frihed i min optik er, at alle mennesker får mulighed for at leve det liv, de vil, og at man uanset social og økonomisk baggrund får de samme muligheder

Frihed handler for mig ikke om om nul restriktioner, nul forbud og rå darwinisme, hvor de stærkeste klarer sig, og de svageste går til grunde. Frihed i min optik er, at alle mennesker får mulighed for at leve det liv, de vil, og at man uanset social og økonomisk baggrund får de samme muligheder.

Hvis vi skal opnå det, må venstrefløjen tage handsken op og ruste sig til kamp mod individualismen, der allerede har gået sin sejrsmarch. Det bliver svært, for i min generation er Rosenbecks menneskesyn desværre det dominerende: Ingenting er samfundets skyld, for velfærdsstaten har givet dig alt, og hvis du fejler, er det alene din skyld. Det er denne mentalitet, vi skal gøre noget så konservativt som oprør mod.

Hvis først vi køber Rosenbecks syn på frihed, afskriver vi vores eneste chance for at skabe forandringer i samfundet og skabe et bedre liv for os selv og for andre. Når du melder dig under fællesskabets fane, melder du dig også under frihedens. Og den er rød.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden