Ydmyget? Ifølge den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis var Grækenlands kreditorer ude på at ydmyge, true og afpresse den græske regering.
Foto: AP/Petros Giannakouris

Ydmyget? Ifølge den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis var Grækenlands kreditorer ude på at ydmyge, true og afpresse den græske regering.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Insider-beretning: »Grækenland overgav sig, men taberen er Europa«

Forhandlingerne mellem Grækenland og trojkaen om den græske gæld foregik under en mørk sky af trusler. Læs her den tidligere græske finansministers beretning om det dramatiske forløb.

Debatindlæg

I 2010 kunne den græske stat ikke længere betale afdrag på sin gæld. For at redde de sårbare franske og tyske banker, der helt uansvarligt havde lånt milliarder af euro til uansvarlige græske regeringer, besluttede Europa sig for at yde Grækenland det største lån i verdenshistorien på betingelse af de mest omfattende budgetstramninger nogensinde, hvilket naturligvis førte til et rekordstort tab af statslige indtægter – det største siden depressionen.

Og så havnede man i en ond cirkel, hvor sparepolitik førte til gældsdeflation, en humanitær krise og en fuldstændig manglende evne til at betale landets gæld.

I fem år fastholdt den såkaldte trojka bestående af Grækenlands officielle kreditorer (Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-kommissionen) denne udsigtsløse strategi, der i finanskredse er blevet kendt som extend and pretend’ (forlæng og foregiv, red.): Man låner en insolvent skyldner flere og flere penge for at undgå at afskrive en gældspost, der er i praksis ikke kan inddrives.

Vi skulle med andre ord acceptere den forfejlede politik, der var blevet påtvunget tidligere græske regeringer, og som vi var blevet valgt til at udfordre - eller også ville vores banker blive lukket

År efter år udsendte IMF og EU-kommissionen overoptimistiske prognoser om en nært forestående økonomisk genopretning af Grækenland. I virkeligheden greb de selvfølgelig bare efter et halmstrå.

Det var derfor, at vores parti, Syriza, fra den yderste venstrefløj vandt valget i januar i år. Hvis vælgerne havde troet på, at Grækenland var på vej mod bedre tider, ville vi ikke have vundet. Vores mandat var klokkeklart: at bremse ’extend and pretend-lånene’ og den medfølgende sparepolitik, der var ved at smadre Grækenlands private sektor. Og at vende den undergangsstemning, der ville have gjort det umuligt for os at få befolkningen med på de gennemgribende reformer, som det græske samfund havde brug for.

5. februar besøgte jeg første gang Wolfgang Schäuble, den tyske finansminister. Jeg forsikrede ham om, at han fra vores side kunne forvente forslag, der ikke skulle tjene gennemsnitsgrækerens interesser, men derimod gennemsnitseuropæerens – den almindelige tysker, franskmand, slovak, finne, spanier, italiener og så videre.

Men de høje herrer var ikke slet ikke interesserede i vores ædle hensigter. Det fandt vi ud af på den hårde måde i løbet af de fem måneders forhandlinger, der fulgte ...

Jeg fik 30. januar besøg af formanden for eurogruppen, Jeroen Dijsselbloem. Der var ikke gået mange minutter, før han spurgte mig, hvad jeg havde tænkt mig at gøre i forhold til den hensigtsaftale, som den tidligere regering havde skrevet under på. Jeg forklarede ham, at vi var blevet valgt på at genforhandle aftalen – at vi ville bede om lov til at revurdere den finans- og reformpolitik, der gennem de seneste fem år var slået fejl i en grad, så staten havde mistet en tredjedel af sine indtægter, og hele det græske samfund nu stejlede ved den blotte tanke om flere reformer.

Jeroen Dijsselbloems svar faldt prompte og var krystalklart: »Det duer ikke. Uden hensigtsaftalen kollapser hele programmet«. Vi skulle med andre ord acceptere den forfejlede politik, der var blevet påtvunget tidligere græske regeringer, og som vi var blevet valgt til at udfordre – eller også ville vores banker blive lukket. Det er nemlig det, et kollapset program betyder for et medlemsland uden adgang til markedet: Den Europæiske Centralbank bremser finansieringen af bankerne, der så må lukke døre og hæveautomater.

Dette åbenlyse forsøg på at afpresse en ny demokratisk valgt regering var ikke en engangsforeteelse. På mødet i eurogruppen 11 dage senere blev Dijsselbloems foragt for demokratiets mest grundlæggende princip bekræftet af Wolfgang Schäuble. Den tyske finansminister tog ordet, straks efter at hans franske kollega, Michel Sapin, havde argumenteret for, at man skulle prøve at finde et kompromis mellem A) den eksisterende hensigtsaftales gyldighed og B) den græske befolknings ret til at bede os om at genforhandle centrale dele af hensigtsaftalen. Schäuble gjorde kort proces mod Michel Sapins ellers rimelige pointe: »Valg må ikke få lov til at ændre noget som helst«, sagde han, mens et stort flertal af de forsamlede finansministre nikkede bifaldende.

Ved slutningen af samme møde i eurogruppen, da der blev forhandlet om den fælles udtalelse, der skulle offentliggøres, bad jeg om at få ordet ’revideret’ indføjet foran ordet ’hensigtsaftale’. Den formulering nedlagde Wolfgang Schäuble veto imod med den begrundelse, at den eksisterende hensigtsaftale ikke stod til forhandling, blot fordi grækerne havde valgt en ny regering.

Det udløste et sammenstød, og efter nogle timers diskussion truede Jeroen Dijsselbloem mig med, at programmet ville »kollapse« øjeblikkeligt, hvis jeg insisterede på, at der skulle stå ’revideret’ foran ’hensigtsaftale’. Efter ordre fra min ministerpræsident forlod jeg om aftenen mødet, uden at vi var blevet enige om en fælles udtalelse, og jeg trodsede således truslen fra Dijsselbloem. Det skulle vise sig, at der ved den lejlighed var tale om en tom trussel. Men der skulle ikke gå lang tid, før truslerne blev genfremsat noget så eftertrykkeligt.

Igen og igen blev vi truet med banklukninger, hvis vi ikke ville følge programmet og altså den hensigtsaftale, som så tydeligt havde slået fejl på samtlige måder – på det makroøkonomiske plan, med hensyn til dens mikroøkonomiske virkninger såvel socialt som politisk. Kreditorerne og eurogruppens finansministre afslog overhovedet at lytte til vores økonomiske argumenter. De forlangte, at vi kapitulerede. De beskyldte mig endda for at være så fræk at ville give dem lektioner i økonomien inden for eurogruppen, altså inden for det organ, der består af eurozonens finansministre!

Og det var på den måde, Grækenland skulle forhandle med sine kreditorer: under en mørk sky af trusler om, at vores banker ville blive lukket, hvis vi insisterede på at afvige fra hensigtsaftalen.

Og hvilket våben valgte topmødet at true med? Med en ulovlig trussel om at amputere Grækenland fra resten af eurozonen

Forhandlingerne kom til at bekræfte vores værste frygt. Kreditorerne erklærede officielt, at de blot bekymrede sig om at få deres penge tilbage og få indført reformer i Grækenland. Men sandheden er, at de blot var ude på at ydmyge vores regering og tvinge os til et valg mellem resignation og kapitulation.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lige fra første færd har vi gang på gang foreslået, at der skulle indgå lovgivning på tre eller fire områder, som vi aftalte med institutionerne – eksempelvis tiltag for at komme skatteunddragelsen til livs, beskytte skattemyndighederne mod indflydelse fra politikere og erhvervsliv, bekæmpe korruptionen i offentlige indkøb, reformere retsvæsenet og så videre. Kreditorernes svar lød: »Ikke tale om!«. Der skulle ikke lovgives om noget, før en ’omfattende revision’ var gennemført.

Under forhandlingerne i Bruxelles sørgede repræsentanterne fra trojkaen for, at drøftelserne gik fra punkt til punkt, før der var enighed om noget som helst og uden seriøse forhandlinger om nogen af punkterne. Det førte til en proces, som mindede om en hund, der forsøger at fange sin egen hale. I månedsvis trak trojkaens repræsentanter forhandlingerne i langdrag og insisterede på, at vi skulle diskutere alverdens ting, hvilket svarer til ikke at forhandle om noget som helst konkret.

I mellemtiden stillede de ikke selv konkrete forslag. De truede os konstant med at afbryde forhandlingerne, hvis vi offentliggjorde vores forslag. Samtidig lækkede de selv oplysninger til pressen om, at vores forslag var »vage«, »uigennemtænkte« og »utroværdige«. I håb om, at de på et eller andet tidspunkt ville møde os på halvvejen, fortsatte vi dog den ellers umulige proces.

Det mest nedslående var at være øjenvidne til ydmygelsen af EU-kommissionen og af et par af de få velmenende finansministre, der var os venligt stemt. Da jeg af udmærkede mennesker, som sidder på vigtige poster i EU-kommissionen og i den franske regering, fik at vide, at »EU-kommissionen må rette sig efter eurogruppens præsident«, og at »Frankrig ikke længere er, hvad det har været«, var jeg lige ved at begynde at græde.

I slutningen af juni havde vi givet efter for de fleste af trojkaens krav, bortset fra at vi insisterede på en mild form for omstrukturering af gælden, uden at vi dog stillede krav om nedskrivning eller skræddersyede gælds-swaps. 25. juni deltog jeg i mit næstsidste møde i eurogruppen, hvor jeg blev præsenteret for trojkaens ultimative tilbud. Jeg kunne enten sige ja til det eller gå min vej.

Efter at vi havde imødekommet ni tiendedele af trojkaens krav, havde vi en forventning om, at den nu ville nærme sig os en smule. I stedet valgte trojkaen dog at trække sig endnu længere væk fra os end tidligere. De krævede tydeligvis, at vi skulle overgive os på en måde, der kunne udstille vores ydmygelse for resten af verden, og de tilbød os en aftale, som, i fald vi havde godkendt den, ville ødelægge det, der er tilbage af Grækenlands offentlige økonomi.

Den følgende dag bekendtgjorde ministerpræsident Tsipras, at trojkaens ultimatum ville blive fremlagt for den græske befolkning ved en folkeafstemning. Dagen efter, altså 27. juni, var jeg til mit sidste møde i eurogruppen. På mødet oplyste formand Dijsselbloem, at han ville indkalde til yderligere et møde samme aften, uden græsk deltagelse. Jeg indvendte, at han ikke kunne udelukke finansministeren fra et land, der er medlem af eurozonen, og jeg udbad mig en juridisk vurdering af sagen.

Efter en kort pause kom sekretariatets vurdering af sagen: »Eurogruppen eksisterer ikke ifølge EU’s lovgivning. Der er tale om en uformel gruppe, og derfor er der ikke skriftlige regler, der indskrænker formandens virke«. For mig at se var det som en gravskrift over det Europa, statsmænd som Adenauer, de Gaulle, Brandt, Giscard, Schmidt, Kohl, Mitterand og så videre havde stræbt efter. Over det Europa, som jeg, lige siden jeg var teenager, havde tænkt på som min rettesnor, mit referencepunkt og kompas.

Omtrent en uge senere lød der – trods de lukkede banker og de korrupte græske mediers skræmmekampagne – et rungende NEJ fra den græske befolkning ved folkeafstemningen. Dagen efter reagerede EU-topmødet ved at påtvinge vores ministerpræsident en aftale, der kun kan beskrives som en erklæring om, at vores regering ville overgive sig. Og hvilket våben valgte topmødet at true med? Med en ulovlig trussel om at amputere Grækenland fra resten af eurozonen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad man end måtte mene om vores regering, vil netop denne episode gå over i historien som det øjeblik, hvor det officielle Europa ved at gøre brug af institutioner og metoder, som ikke legitimeres af nogen traktat (f.eks. eurogruppen, EU-toppen og truslen om at blive smidt ud af eurokredsen), gav idealet om en stadigt tættere demokratisk union et enormt skud for boven.

Grækenland overgav sig, men taberen er Europa. Ingen europæisk befolkning bør nogensinde igen blive stillet i en position, hvor den forhandler i frygt. Derfor må europæerne heller ikke frygte forhandlinger om en europæisk New Deal, som kan genskabe drømmen om fælles fremgang inden for rammerne af et demokratisk samfund. Hvis vi ikke lykkes med det, vil barbariet opstå indefra. I en verdensdel, der både har forstret det bedste og det værste, mennesker er i stand til, må det være en forstemmende tanke.

Oversættelse: Tonny Pedersen og Jacob Giese Copyright: Le Monde Diplomatique

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce