Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: ANNE-MARIE STEEN PETERSEN (arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Homoseksuel i gymnasiet: Jeg kunne mest bare deltage som det interessante lesbiske indslag

I gymnasiet mærkede jeg, at det er skidegodt at være heteroseksuel, næstbedst at fake det og slemt at være modstander af det pres man føler, når man ikke gider nogen af delene.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det etnisk danske gymnasieliv er på ingen måde et trygt rum at være minoritet i. Forestillinger om frihed til identitetseksperimenter er kun en realitet for personer, der ikke skal deale med stereotyper og andetgørelse - skabt i vores vestlige selvforherligelse.

Første gang, jeg blev opmærksom på, at jeg var en minoritet på mit nye gymnasium, var, da jeg første skoledag efter undervisningen ville gå med nogle af de andre nye elever ned i den lokale gågade for at se på tøj. Jeg fulgte med og lyttede til samtalen, der faldt på »hende den klamme biseksuelle fra nabobyen, der lagde an på en pige til sidste fest«.

De andre vidste ikke, at jeg var lesbisk, og selvom jeg ikke ville fortælle dem om det, følte jeg alligevel, at jeg stod med opgaven at skulle forsvare homoseksualitet. Efter et par svage protester, opgav jeg og gik hjem. Jeg følte ikke skam over at være forelsket i en kvinde på det tidspunkt, men episoden var med til at starte en frygt for andres meninger og benhårde bagtalerier og rygtespredninger.

Jeg deltog sjældent i gymnasiefesterne, for de var tydeligvis ikke for mig. Jeg kunne mest bare deltage som det interessante lesbiske indslag i legene. På et tidspunkt var jeg med til en fest, som var ret kedelig. Jeg drak ikke alkohol den aften og gad ikke så meget. Jeg fik en provokerende bemærkning om, at jeg nok havde været ude på toilettet og kysse med en af drengene, hvortil jeg svarede, at det ikke var mig, og at jeg desuden er lesbisk.

Resten af aftenen stimlede folk sammen og spurgte mig insisterende ind til intime detaljer om mit kærlighedsliv og sexliv. Jeg sad endnu en gang med en svær splittelse mellem at føle mig smigret af al den interesse, jeg fik, og samtidig føle mig udnyttet og virkelig presset til at udstille mig selv.

Mine kammerater var uden tvivl oprigtigt interesseret i homoseksualitet og ville rigtig gerne vide meget mere, og muligvis også opleve det på egen hånd. Men dagen efter følte jeg mig utroligt udnyttet, og når jeg tænker på det i dag, bliver jeg vred over, at vi som teenagere ikke fik tilbudt kontrollerede og anerkendende diskussioner om normativitet, majoriteter og alt det, som skaber minoriteter.

Det bør ikke være de unge minoritetspersoner, der skal mætte de andre teenageres vilde behov for at definere og undersøge de emner.

Jeg husker, at jeg på studieturen til Firenze sad og snakkede med de andre kvindelige klassemedlemmer om kjoler til den kommende gallafest. Jeg var på det tidspunkt meget træt af at performe 'lesbisk' hele tiden, for eksempel ved at gå i meget maskulint tøj, og jeg lod derfor som om, jeg gerne ville have en meget feminin kjole på, ligesom alle de andre. På den måde håbede jeg på at lægge stereotypen lidt væk.

Det var uskyldigt, men et udtryk for konstant at blive nødt til navigere mellem andres forestillinger om det at være lebisk i mit håb om at få et afslappet og autentisk forhold til både at være lesbisk og ung teenager.

Til den afsluttende gallafest var jeg så heldig at have en mandlig homoseksuel klassekammerat og ven, som jeg kunne danne par med og på den måde ligne alle de heteroseksuelle. Jeg blev glad, for jeg fik så mange kommentarer om, hvordan det passede så godt, at vi bare kunne gå til festen med hinanden.

Underforstået er det skidegodt at være heteroseksuel, næstbedst at fake det og slemt at være modstander af det pres man føler, når man ikke gider nogen af delene.

Fortalt til Milla Mølgaard.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden