Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Mindretal. Da Céleste kom på gymnasium, dulmede sammenholdet hans følelse af at være anderledes. Privatfoto fra tiden på Nykøbing Katedralskole.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Afrodansker: Vi fandt sammen om at være udenfor

Selv om jeg følte, at gymnasietiden var lysere end mine år i folkeskole, havde nogle af os drenge det ikke ligefrem nemt.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Min familie, oprindeligt fra Rwanda, flyttede fra Namibia til en lille flække på Falster, da jeg var 8.

I folkeskolen var jeg ikke bare i mindretal, jeg var alene. Der var mig, mine søstre og et par andre på hele skolen. Jeg fik at vide af folk omkring mig, at jeg var den første sorte person, de havde talt med.

Det er vanskeligt at beskrive, hvordan det føles at føle sig forkert. Blikke, en stemning, hvisken – den slags. Men også ældre mænd, der råbte ’Neger!’ efter mine søstre. Andre, der spyttede på os, og slåskampe, jeg havnede i, når jeg fik nok af tilråb.

Da jeg endelig kom på gymnasium i Nykøbing Falster, var det en lettelse, at vi var flere etniske minoriteter. Mange af de hvide elever var også vant til os. For dem var det ikke underligt, at jeg talte med accent, hørte anderledes musik, spiste anderledes mad og ikke brød mig om at blive kaldt skældsord.

Det vigtigste for mig var, at jeg fik venner, der også var i mindretal. Ikke kun sorte – også mange fra Mellemøsten. Vi fandt sammen om at være udenfor. Men selv om jeg følte, at min gymnasietid var lysere, havde vi drenge det ikke nemt.

Var vi bare på grænsen til at gøre noget forkert, blev det bemærket, påtalt og ofte angrebet. Jeg fik ret gode karakterer og ville gerne læse jura. Alligevel tvivlede nogle undervisere på, om jeg var egnet til at gå på universitetet. Det gjorde ondt.

Jeg kan forestille mig, at jeg havde det nemmere socialt, fordi jeg drak og ikke var muslim. I en alder, hvor man præges af populærkultur, og hiphopkunstnere bliver overseksualiseret, gik det også fint med at komme i kontakt med pigerne. Til gengæld oplevede mange af os, at pigernes forældre ikke ville have, at vi så deres døtre. Det var vi ikke gode nok til i deres øjne.

For hver gang vi oplevede sådan nogle nederlag, blev vi mere højlydte og flok-agtige. Vi fik nok af stemningen fra fodboldklubben, hvor man var ham indvandreren, der skulle hakkes ned. Vi fokuserede på fællesskabet og gav hinanden selvtillid og levede højt på hinandens sejre. Når én fik en god karakter, var vi alle stolte.

Sammenholdet dulmede også selvskammen. Jeg turde ikke have min mors mad med i skole, men det turde jeg i gymnasiet. Hånden på hjertet var jeg nok aldrig blevet student uden mine drenge. Jeg var blevet sindssyg af at være i mindretal.

Når det er sagt, havde jeg én fantastisk lærer, der holdt hånden over mig, og også venner, som var etnisk danske. Nogle af dem kom fra samme miljø og samme klasse som os, mens andre bare var mere åbne.

I dag studerer Céleste Michel Kigali Nshimiyimana International Humanities på Roskilde Universitet.

Fortalt til Anna Meera Gaonkar.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden