Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Vi har mistro til eksperter og foragter de intellektuelle

De intellektuelle er en truet art i Danmark. Lad os nu lukke dem ind i varmen igen i den offentlige debat og redde demokratiet.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man hører ofte, at vi er på vej mod et postfaktuelt demokrati.

Det vil sige et samfund, hvor viden spiller en stadig mindre rolle, hvor det er legitimt at have en mening udelukkende baseret på sinds- og folkestemninger, og hvor man ikke behøver at skamme sig over at ignorere de eksperter, som tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, reducerede til smagsdommere.

Vi ser det i den politiske tummel, hvor viden ignoreres eller ændres, så den passer ind i den politik, man på forhånd har bestemt sig til at føre.

Problemer, der er til at håndtere, blæses op til nationale katastrofer, mens store problemer formindskes til ukendelighed. Ofte er viden kun til besvær på store dele af Christiansborg.

At placere ansvaret alene hos politikerne ville imidlertid være for nemt.

I mediernes debatter inviterer man igen og igen den samme garde af professionelle debattører, som har den særlige evne, at de kan producere en holdning om hvad som – og helst inden for ganske få minutter.

Det er netop holdningen, der udløser den eftertragtede invitation til tv-studiet eller avisspalten.

Om synspunktet har rødder i solid erfaring eller viden, spiller ikke den store rolle.

Tendensen fortsætter helt ud i de små stuer, hvor folk sidder ved kakkelbordene og dekonstruerer ethvert ekspertudsagn efter forgodtbefindende.

Der er undersøgelser, resultater og eksperter i fjernsynet hele aftenen; de flyder ind i nyhedsstrømmen, og hvorfor tro på noget af det, medmindre det passer ind i det, man i forvejen mener?

I morgen er der jo alligevel en ny sag og en ny ekspert, man kan underholde sig med.

Ekspertise er blevet noget, man kan være uenig i, også selv om man ikke aner noget om sagen.

Danmark er ikke USA, men skinnerne er lagt, og man behøver blot at lytte til Donald Trump for at vide, hvor vi er på vej hen.

Han kan sige hvad som helst, og det betyder åbenbart ingenting, at det meste er løgn og latin, hverken for Trump eller hans vælgere.

Der findes sikkert et postfaktuelt samfund, men det er ikke et demokrati. Hvis vi smider viden på porten og kun lader holdningerne være tilbage, må vi sige farvel til det folkestyre, vi er så stolte af

Det er et skræmmende perspektiv, fordi det indebærer et farvel til folkestyret.

Der findes sikkert et postfaktuelt samfund, men det er ikke et demokrati. Hvis vi smider viden på porten og kun lader holdningerne være tilbage, må vi sige farvel til det folkestyre, vi er så stolte af.

Erkendelsen af, at viden og demokrati hænger uløseligt sammen, er langtfra ny. Vi fik den første grundlov i 1849, men til elitens rædsel brugte bønderne deres nyerhvervede stemmeret til at stemme på andre bønder, som jo hverken havde uddannelse eller dannelse.

Det havde aldrig været meningen, påpegede nogle af grundlovens fædre, der argumenterede for en begrænsning af demokratiet, så man gennem valgregler kunne sikre, at det var de vidende, der havde det sidste ord.

Uden uddannelse, dannelse og indsigt kunne man ikke styre landet; det sagde sig selv.

Selv om man skulle tro, at holdningen om at forbeholde stemmeretten til de vidende for længst var glemt, er der tilsyneladende nogle, der stadig mener det.

Heldigvis var det en anden position, der vandt den forfatningskamp, som udspandt sig i sidste halvdel af 1800-tallet.

Det var synspunktet om, at demokratiet skulle omfatte alle borgere. Demokratiet er ikke for godt for nogen, sagde Viggo Hørup, der er en af fadderne til det folkestyre, vi har kendt indtil nu. Ingen skal udelukkes, alle skal være med.

Men også Hørup så, at demokrati rejser en fordring om viden og indsigt.

Der er ikke noget stads ved et demokrati, der ikke hviler på visdommen i folket, proklamerede han. Folket er nødt til at vide nok til, at de kan danne sig anskuelser og dele sig efter dem.

Men Hørup sagde også, at visdommen kunne forsvinde, hvis de kloge hoveder blev dvaske og ikke var med til at sætte smag på suppen. Med det mente han, at dem, der ved noget, og dem, der kan noget, skal være med til at præge opinionen.

De skal oplyse, blande sig, markere sig, så andre kan lytte og lære.

I dag lyder det elitært, og vi kan næsten ikke få os selv til at sige det. Men for 150 år siden turde man stå ved, at der var nogle, der vidste noget om en sag, og andre, der ikke vidste noget.

Man talte om udviklingen fra almue til borger, og det var de vidende og de kunnende, der skulle påtage sig den opgave at oplyse og uddanne med henblik på at skabe et sundt folkestyre.

Viden kunne ikke afkobles fra demokrati, og derfor var den ambitiøse opgave at sørge for, at alle vidste tilstrækkeligt til at kunne være demokratiske borgere.

Det var i den erkendelse, at højskolerne skød op, og i folkeskolens formålsbeskrivelse står, at skolen skal forberede eleverne til at deltage i et samfund med frihed og folkestyre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om der aldrig har været et faktuelt demokrati, hvor der var den perfekte balance mellem viden og holdning, så var der i hvert fald en ambition engang.

Man var pinligt bevidst om, at demokratiet kunne blive bedre, og man arbejdede for det.

Alle har ret til at mene noget, men holdning hænger sammen med viden, og det skal igen være cool at vide, hvad det er, man snakker om

Når man ser sig omkring i dag, er det svært at tro, at den ambition stadig er levende. Alt for længe har vi troet, at vi sad på demokratiets ypperste tinde, og at der ikke var noget at forbedre.

Sandheden er imidlertid, at noget er gået galt.

Vi svømmer i et hav af viden, eksperter, fakta, analyser og undersøgelser. Men samtidig er vi hastigt ved at miste evnen til at udnytte denne overflod af viden til danne os holdninger og anskuelser.

I stedet gemmer vi os bag en stadig mere tydelig antiintellektualisme, hvor det at være vidende og kunnende betragtes med skepsis.

Det var netop det, Obama refererede til, da han for nylig sagde: »Det er ikke cool ikke at vide, hvad man taler om«. Men Obama tager fejl. Det er jo blot hans mening, og i Danmark såvel som i USA er ignorance tydeligvis helt o.k.

Vi har mistro til eksperten, og vi foragter den intellektuelle.

Hvor eksperten ved noget, er den intellektuelle kendetegnet ved både at vide og at mene.

BO LIDEGAARD

Den intellektuelle vil ikke bare fortælle folk, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen, og hun bruger ikke sin viden til at stoppe en debat, men til at kvalificere den.

Som intellektuel er man villig til at blande sig med dannede synspunkter både inden for sit snævre ekspertdomæne, men måske også inden for andre områder.

Atomingeniøren går på gaden, fordi han er bekymret for problemerne med at bortskaffe det farlige affald. Historikeren sætter aktuelle, politiske spørgsmål i perspektiv. Og organisationsforskeren tør mene noget om folkeskolen.

Fælles for dem er, at de ved noget om det, de mener noget om. Dermed kan de bidrage med kvalificerede og dannede synspunkter.

Og det er netop det, vi mangler: folk, der kan og tør vise os, hvordan man kan bruge viden til at danne sig en holdning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Desværre er de intellektuelle en truet art i Danmark.

Eksperterne vil sjældent vedkende sig deres holdninger, og når nogen endelig gør det, er risikoen for udskamning reel og påtrængende.

Det er ubærligt, for hvis den nuværende tendens fortsætter, mister vi ikke blot evnen til at løse verdens store problemer, vi mister også vores demokrati.

Derfor er der ikke anden udvej end at sætte blus på en helt grundlæggende diskussion om, hvordan vi igen kommer til at sætte pris på viden og det dannede synspunkt.

Alle har ret til at mene noget, men holdning hænger sammen med viden, og det skal igen være cool at vide, hvad det er, man snakker om.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden