Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Madeliten svigter underklassen, der æder sig ihjel i frituremad

Børn og unge fra underklassen plages i stigende grad af fedme og fejlernæring.

Debatindlæg

Intet sted i det her samfund kommer uligheden stærkere til udtryk end inde i mikroovnene.

Salget af billige papæskefærdigretter, med og uden heste, er steget. De udgør nu 10 procent af alle madindkøb. Nogle spiser ikke andet. Andre, som du og jeg, rører det måske aldrig.

Vi ved nu, at papæskefærdigmaden består af slam og årgammelt kødfnuller fra hele verdens nedkølede overskudslagre. Kød fra mange forskellige lande og fra et hav af besynderlige mishandlede dyr ses i samme færdigret.

Det er ikke alene ulækkert. Det er også noget af det mest klimabelastende, når vi tænker i transport, madspild, emballage, køl og frys. Det er ikke godt for noget, at salget igen er steget.

LÆS OGSÅ

Børn og unge fra underklassen plages i stigende grad af fedme. Der er danske børn, som er så fejlernærede, at de ikke kommer til at overleve deres forældre. Teenagere får konstateret gammelmandssukkersyge på børneafdelinger(!).

Der er på 50 år sket en tidobling i antallet af overvægtige danske børn. Salget af rugbrød er gået ned med 40 procent. 80 procent af vores sundhedsudgifter går allerede nu til livsstilssygdomme og fedme. Middellevealderen er ti år kortere på Vestegnen, end den er nord for København. Dette er den nye ulighed. Dem og os.



Ingen fortæller de forbrugere, der ikke ved, hvad de ikke ved om mad, at de bliver snydt, så transfedtsyrerne driver. Og at de nok ender med at dø af det. Fattige. Og så fede, at de ikke kan passe ned i en almindelig kiste.

Vi bliver, hvad vi spiser.

Underklassen spiser noget, vores formødre end ikke ville genkende som mad: hvidt brød, søde drikke, vanedannende junkmad og papæskemad fra discountsupermarkeder. Nogle fødevaremastodonter har bildt dem ind, at det er billigt sådan. Ingen afslører 'den store løgn': Junkmaden og papæskemaden er farlig, og den er tilmed langt dyrere per kilo end rigtige råvarer.

Man skal ikke have talt længe med gamle husmødre for at vide, at alle virkelig kan leve på et lille budget, hvis de ved hvordan. Man kan være sund uden dyrt kød og med billig grød, rugbrød, grøntsager og vand. Hvis man er meget stærk, må man også være meget sød, sagde Astrid Lindgren.

Hvis man er meget ressourcestærk, må man også være meget næstekærlig. Eliten - de stærke - bør være meget optagede af, at 'den anden halvdel' er ved at æde sig selv ihjel.

Vi fra madeliten, der tæller både velhavere og bevidste forbrugere på et smalt budget, redder os selv. Alt imens vi taler om elitære kornsorter, ny nordisk mad, Noma, Torvehallerne, lokal forankring, Unika, Aarstiderne og sporbare kyllinger, som har levet et godt liv udendørs og fået masser af biodynamisk grønt … Gid det sidste gjaldt for alle danske børn.

LÆS OGSÅ

Har vi gjort nok? Har vi været søde nok? Eller er de små tykke børn fra underklassen i virkeligheden ikke i deres gode ret til at stille os op mod muren, når revolutionen kommer?

Hvorfor gjorde I ikke noget for at redde os? Sådan kan de spørge med rette. Vi har ikke lavet madordninger til alle børn fra 0 til 19 år.

Vi har ikke fjernet momsen fra frugt og grønt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har ikke skabt tusindvis af job til indvandrerkvinder med sans for store gryder.

Eliten - de stærke - bør være meget optagede af, at 'den anden halvdel' er ved at æde sig selv ihjel



Vi har ikke omskabt de tomme kirker til suppekøkkener - spisesale i Harry Potter-style - hvor børnene altid kan få et gratis økologisk varmt måltid som værn mod papæskemaden.

Det burde dog ellers være det mest næstekærlige og rationelle, vi kunne gøre med de lukkede kirker. Vi har ikke lavet slottene om til sommerlejre med sund mad og stroppeture. Vi har ikke skabt skolehaver til alle skolebørn, så de kan se, at mad ikke gror henne i supermarkeder. Vi har ikke ladet dem holde høns i byernes lommeparker.

Vi har ikke indført daglige timer med idræt, hjemkundskab og madlavning i skolerne. Vi har ikke gjort nok. Uligheden består. De fejlernærede børn er omgivet af en flok, som ikke hjælper dem med at overleve. Et samfund, som lader dem leve af toastbrød, microovnsmad og klamme ting fra ønskebrønden (slang for friture).

Der fænomen er aldrig set før i evolutionshistorien, hvor flokke altid har overlevet på vidensoverlevering: Hvad kan spises? Hvad kan med fordel drikkes? Hvordan holder vi os sunde?

LÆS OGSÅ

I Afrika er ansvaret for et barn ikke kun forældrenes. Deraf ordsproget 'it takes a village to raise a child'.

I Afrika findes for tiden en stærk bevægelse, hvor forældreløse børn undervises i 'life skills': i at spise sundt, dyrke, så, plante frugttræer, passe dyr, lave mad. Kort sagt: at overleve på den gode måde.

I England har prins Charles gjort et stort arbejde for at sætte fokus på skolehaver, sundhed og bæredygtighed, og i USA har Michelle Obama sat børns fedme- og diabetespandemien allerøverst på den hverdagspolitiske agenda med kampagnen 'Let's move on Child Obesity'.

Familien driver en urban køkkenhave. Og Barack Obama har hidkaldt dagsordensættende fødevarestrategiske rådgivere. Hvad skal vi gøre i Danmark?

Vi skal gøre alt. Fylde kirkerne med økomad og økonomaer. Skabe 'community gardens' - som dem, der nu er tusind af i det fattige Detroit.

Blive selvforsynende som i Havana.

Lære fra os af 'life skills'. Sætte fokus på mad og bevægelse. Skabe en 'madrevolution'.

Og være søde som Pippi Langstrømpe, fordi de, der er meget stærke, også skal være meget søde. Det er det, social indignation grundlæggende handler om. Også når uligheden findes inde i mikroovnene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce