»Det afsporede pigebarn er fuldstændig uden realitetssans!«.
»Har den søde lille frøken Allarp fået PMS?«.
»Hun er alenemor til et barn, hun fik med en mellemøstlig indvandrer«.
Disse udsagn var blandt kommentarerne til mit seneste debatindlæg i Politiken. Jeg tror, man uden at tøve kan kalde det en tendens i debatten at lade bolden ligge og i stedet gå efter manden – eller i dette tilfælde det afsporede 44-årige pigebarn, der faktisk ikke rigtig lider af PMS og i øvrigt er mor til to børn med dobbelt dansk-spansk statsborgerskab.
Men I får ikke nogen klagesang fra mig.
Jeg betaler gerne prisen for at deltage i debatten, uanset om det er de håndskrevne rablende hadebreve, billederne af tyskertøse på åbne ladvogne med armene i vejret, der på mystisk vis finder vej til mig, eller de ret banale besværligheder ved at have hemmelig adresse.
Jeg konstaterer, at mine holdninger til menneskets ligeværd er stærkt oprivende for nogle, særligt i denne tid, hvor den nært forestående dommedag igen er blevet en del af vores trosbekendelse. At støtte op om ligestilling mellem kønnene, menneskerettigheder og lighed for loven er blevet ekstreme og måske endda undergravende holdninger.
Men dem holder jeg nu alligevel på, for jeg kan faktisk ikke se en rimelig fremtid uden.
Jeg ved også, at det i lige så høj grad er mig som person, der er problemet. Jeg har, siden jeg var helt ung, erfaret, at hvis man som kvinde ytrer sig i forsamlinger med en tilstrækkelig grad af skamløs selvtillid, kan det bringe visse individer i fare for at besvime af raseri.
Derfor tager jeg gerne de uflatterende klummer dedikeret til min person og de virtuelle rockerbank, som dokumenterbart og også i min erfaring særligt mænd i flok deler ud på de sociale medier. Det er et værre spektakel, når illusioner brister, dogmer udfordres, og status anfægtes, og jeg tager det med.
Klamme svin skal ud af debattenOg det gælder også løgnene og usandhederne om mig, og hånen og de regulære overfusninger, der ikke sjældent sker ansigt til ansigt. Jeg kan godt gennemskue den særlige variant af umyndiggørelse, der ligger i at kalde mig et ’pigebarn’ eller ’lille søde frøken.’ Og jeg kan godt gennemskue de henvendelser, der begavet og veloplagt bevæger sig i grænselandet mellem udtalt trussel og uskyldighed: Burde du ikke være bange for mig?
Sandheden er, at det særligt er folk tæt på mig, der synes, at der kan være grund til at føle sig lidt utryg.
Jeg selv, ja, jeg er faktisk slet ikke bange. Det hjælper at være blevet slået ihjel mange gange før.
Social marginalisering er ikke en trussel for den, der er vant til at være marginaliseret. Ensomheden er ikke farlig for den, der har lært, at den kan være en tryg position.
Det er min styrke eller hemmelighed, om du vil. Kommentarsporenes opbragte og galdefulde mænd og kvinder truer alene med at sætte mig i den position, der alligevel er mit velkendte og trygge udgangspunkt.
Her er fire forslag, som kan bremse hadet på nettetDa jeg gik i børnehave i 1970’erne, var min eneste ven en sød lyshåret dreng, der elskede at nulre mine øreflipper og vistnok endte på en specialskole.
Jeg selv endte bagest i klassen på en overenskomst, der gik ud på, at hvis jeg ikke forstyrrede de andre, kunne jeg til gengæld lave lige det, jeg ville, i timerne. De gik derefter med at tegne og læse og drømme mig væk fra det nordsjællandske istidslandskab, jeg kunne se ud ad vinduet.
Jeg var rødhåret og fregnet. Omstændigheder, der ikke blev bedre af, at afgørende udviklingsår faldt sammen med opfindelsen af solariet, pakkerejser til Grækenland og ’Baywatch’ på tv. Rent socialt havde jeg fornemmelsen af stadig at stå i startboksen langt op i teenageårene.
Og jeg havde selvfølgelig venner, men sandheden er også, at jeg ofte løj mig ud af samvær efter skole for i stedet at ligge og læse bøger i min seng. Som ung voksen fik jeg et studiejob på en natklub, hvor chefen sammensatte de udødelige ord: »Du, Anne Sofie, er jo mest charmerende på afstand«.
Det var en analyse, der blev brugt til at placere mig der, hvor jeg med størst sandsynlighed havde for travlt til at være rigtig stridbar over for det berusede klientel. Og han havde naturligvis ret, jeg er udstyret med en virkelig skarp og kort tunge.
Jeg mener selv, at min baggrund giver mig det bedste udgangspunkt for at deltage i den offentlige debat i dagens Danmark. Er man mere sensitiv, mere afhængig af social accept og mere nervøst anlagt, end jeg er, tror jeg, deltagelsen i debatten føles lidt, som når hovedpersonen i en gyserfilm går ned ad trappen til kælderen. Det er en nedstigning i noget af det værste, dette samfund kan tilbyde.
Ifølge Institut for Menneskerettigheder bliver halvdelen af os væk fra debatter på internettet på grund af debattens form og tone. Og det er netop pointen. Facebook og kommentarsporenes utrættelige tæskehold har ét formål, og det er at skamme og skræmme folk ud af debatten.
Islamkritikere som Den Korte Avis misforstår vores egen historieInternettets chefmobbere har ikke nogen nobel målsætning om at have en alsidig og saglig samfundsdebat. Og det er, som om den målsætning heller ikke rigtigt eksisterer andre steder i samfundet.
Ikke hos regeringen, ikke blandt de politiske partier, ikke fra de sociale medier selv, og i en vis udstrækning heller ikke de etablerede medier, der med kommentarspor lægger elektronisk spalteplads til blandt andet den hadefulde underskov.
Og det er faktisk en skam, for en samfundsdebat, der alene har os stridbare og ensomme ulve som deltagere, er en fattigere debat. En debat, der ekskluderer andre end de mest hårdføre, mister perspektiv og nuancer. Og et samfund uden mangfoldige perspektiver og nuancer er et fattigere samfund.
fortsæt med at læse
