Skandale, fordømmelse og løfter om bod og bedring. Sådan er forløbet, hver gang der kommer nye skatteskandaler frem i lyset. Vi så det med Panama Papers og nu med hvidvaskningsskandalen i Danske Bank og Nordea.
Vi, der arbejder med området til daglig, kan godt få øje på fremskridtene og forbedringerne. De er små. De er gradvise. Men de er der. For den almindelige dansker, tror jeg, er det nærmest umuligt at se den mindste forandring.
Det er ikke bare synd, det er også skadeligt for vores demokrati. Og så er det komplet unødvendigt. Men det er tilsyneladende sådan, vores regering er blevet vant til at håndtere den slags, både herhjemme og i EU.
Europaparlamentet har sprøjtet det ene gode skattesnydstiltag ud efter det andet. Vi har krævet offentlig land for land-rapportering af multinationale selskabers regnskaber, en fælles EU-sortliste over skattely, rådgiveransvar i skattesnydssager, fratagelse af erhvervslicensen for virksomheder, der bevidst, systematisk og gentagne gange er involveret i ulovlige skattekonstruktioner osv.
Men igen og igen bliver vores forslag udsat for noget, der lyder som tilberedningsprocessen på en trestjernet michelinrestaurant: Først skal de syltes, så skal de reduceres, og til sidst skal de udvandes.
Behov for bedre etik i store danske bankerDet er to skridt frem og ét tilbage. Og det skyldes altså hverken Europaparlamentet eller EU-kommissionen, men EU-landenes regeringer. Specielt når det kommer til skattelovgivning, er vi både bastet og bundet. Her skal der nemlig være enstemmighed de 28 lande imellem, når der skal vedtages nye love i EU. Så der sker selvsagt sjældent noget, der virkelig batter.
Men hvorfor affinder vi os med den situation? Kunne Danmark ikke gå foran her? Og burde vi ikke gøre det, når nu vi er hjemland for nogle af de banker, der igen og igen fanges med fingrene i kagedåsen?
Hvorfor, de herrer ministre Karsten Lauritzen, Brian Mikkelsen og Søren Pape Poulsen, tager I ikke ordet, næste gang I er til ministerrådsmøde og kræver konkret handling mod hvidvaskning og skattefusk?
Altså, ikke på den der klassiske politikermåde, hvor man slår i bordet og siger, nej, nu er det altså for galt!, men på den konstruktive måde, hvor man tager fat i bare ét af de forslag, som Europaparlamentets Særlige Skattesnydsudvalg har fremsat og siger, skulle vi ikke vedtage det her?
Hvorfor affinder vi os med den situation? Kunne Danmark ikke gå foran her?
Hvorfor accepterer vi og I gang på gang, at helt nødvendige og basale tiltag som en sortliste over skattely trækkes i langdrag? Og kan vi virkelig være tilfredse med, at en lukket arbejdsgruppe i ministerrådet konkluderer, at bare fordi et land har en skatteprocent på nul, så er det ikke nødvendigvis et skattely?
Nej, det kan vi ikke. Det bør vi i hvert fald ikke. Her vil de gode ministre formentligt svare, at de da selvfølgelig deler min grundlæggende holdning, men at der nu engang kræves flertal og ofte enstemmighed i disse sager. Jeg mener, det er for let sluppet.
Hvis ministerrådets beslutningsproces i de her sager er så forstokket og forkalket, som det ser ud til, så må vi jo lave den om. I stedet for at lade diskussionerne finde sted i hemmelige embedsmandsarbejdsgrupper og bag de lukkede døre i ministerrådet, så bør vi tage diskussionen up front. I åbenhed.
Ingen kriminel skal grine hele vejen til bankenLad os få åbnet ministerrådets skattearbejdsgruppe. Offentliggøre referater og mødedokumenter, så vi kan tage den politiske diskussion. Så kan folk og ikke mindst bankerne se, at vi mener det her alvorligt. Og vigtigere endnu, så kan de lande, der hænger i håndbremsen, ikke længere skjule deres dobbeltspil.
Øget åbenhed i ministerrådet alene vil formentlig øge både samarbejdsviljen og ambitionsniveauet drastisk. Derfor vil jeg som ordfører for Europaparlamentets Særlige Skattesnydsudvalg foreslå regeringen, at Danmark sætter sig i spidsen for et sådant initiativ på hvidvasknings- og skattelydagsordenen.
EU-elitens troværdighed er vækSaml de progressive lande i ministerrådet om nogle helt grundlæggende principper for bekæmpelse af hvidvaskning og skatteunddragelse. Jeg nævner som eksempel: forstærket kontrol med banker, forhøjede bøderammer, stop for overførsler til kendte skattely og udvidet rådgiver- og ledelsesansvar i sager om grov økonomisk kriminalitet.
Endelig bør vi gå foran i Europa og etablere et register over reelle ejere, så vi kan komme problemerne med stråmænd og skuffeselskaber til livs.
Det, kære ministre, ville sende et klart signal til både banker og befolkning om, at Danmark er et land, der går forrest i kampen mod skattefusk. Og jeg skal love jer, at I får Europaparlamentets fuldtonede opbakning!
fortsæt med at læse
Kære banker, hvor er jeres moral?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
