Nu er det blevet maj, og det er for mange unge også blevet eksamensperiode. Vi kender tiden i maj og juni som fyldt af prøver: eksamenerne, der skaber pres og nervøsitet - mest for de tal, der til juli står på eksamensbeviset. Og selv om vi unge i lang tid har gået og sagt, at karaktererne ikke skal definere os, klistrer vi dem stadig på os som skinnende emblemer. Vi sluger fuldstændig præmissen om at være reduceret til vores karakter.
De fleste kender følgende situation: Man kommer ud fra eksamenslokalet, og de smilende medstuderende spørger med det samme: »Hvordan gik det?«. Spørgsmålet om, hvordan det gik, går ikke på præstationen i sig selv, men på hvilket tal, der kom ud af indsatsen. Alle er klar til at høre, om vedkommende fik 12 eller 4. Vi står der og sætter vores medstuderende i kategorier: Hende dér er en 12-talspige. Ham der får sikkert 4. Vi går rundt og virker empatiske og ønsker det bedste for hinanden, men under de fine smil, ligger også en konstant sammenligning og vurdering i forhold til de andre.
Det er en af grundene til, at jeg bliver så træt af at læse de mange diagnosticerende debatindlæg om, at ’der findes karakterræs og præstationskultur i uddannelsessystemet’. For det er der. Det både ved og ser vi.
Men hvad vi glemmer i vores anerkendelse og klagen over uddannelsessystemets indretning, er, at løsningen ikke kommer dalende ned fra himlen som en bunke stjernestøv. Nye love og reformer viser gang på gang, at der ikke er nogen interesse i at skrue ned for konkurrencepresset på uddannelserne. Snart skal man have et særligt snit for at komme i gymnasiet, og vil man på Københavns Universitet, skal man minimum gave karakteren 6 som gennemsnit. Adgangskvotienterne har efterhånden nogle år på bagen og er hvert år 3.g’ernes yndlingsbekymring, når der tales om fremtiden.
Det ironiske er, at selvom vi hele tiden taler om, at karakterræset må stoppe, gør vi intet for at modsætte os det. Tag bare mig selv som eksempel: I gymnasiet var mit 3.g-jeg ved at knække sammen før hver eksamen. Det skyldes, at der ikke var nogen anden karakter end 12. Når jeg mødte ind på gymnasiet om morgenen, blev jeg mødt af blikke fra mine lærere eller en klassekammerater, der sagde: »Ja, du skal nok få 12«. Jeg gik til eksamen, fik mit 12-tal og meldte det lettet ud til de andre, hvilket var dårligt på to forskellige måder:
For det første fik jeg endnu en gang bekræftet mig selv som 12-tals-person. Jeg fik vedligeholdt det pres, der lå i hele tiden at skulle levere den ’perfekte præstation’. For det andet fik jeg skudt en pil i andres faglige selvsikkerhed. De gange, hvor jeg selv har stået på dumpegrænsen og nervøst lykønsket en anden studerende for hans eller hendes topkarakter, har jeg tænkt: »Det kommer aldrig til at gå mig lige så godt«.
Endnu værre hæmmer det nogens lyst til at lære. Det giver dem en falsk idé om, at de ikke er lige så kloge som flertallet. Oftest fordi de ikke tænker inden for de rammer, som institutionen sætter.
Lad os nu stoppe med at annoncere vores karakter og lade os stemple med tal i konkurrencelogikkens navn. Det er latterligt, at vi tillader at binde så meget af vores liv i maj og juni op på, hvilket lille tal der står på vores eksamenspapir.
Det gør os hverken mindre eller mere værd som mennesker. Og da karakteren heller ikke gør os klogere eller dummere, bør vi stoppe med at definere vores eget og andres værd ud fra den. Vi burde holde den for os selv i stedet.
For hvad ville der ikke kunne ske, hvis vi stoppede med at insistere på at sætte os selv og vores medstuderende i karakter-kategorier og i stedet begyndte at fokusere på, hvad vi rent faktisk fik lært?
Hvad nu, hvis vi studerende begyndte at handle på de ting, der generer os ved uddannelsessystemet – hvis vi selv satte foden i?
fortsæt med at læse
