0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Professor i videnskabsteori: Naturligvis skal videnskab kritiseres, men det stiller krav til argumentationen

Hvis man vil kritisere konkrete, veletablerede videnskabelige resultater, så kræver det systematisk dokumentation og en metodisk tilgang.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politikens beslutning om at bringe to antividenskabelige indlæg om henholdsvis uverificerede kostråd for autismeramte børn og påståede bivirkninger ved hpv-vaccine har vakt stor opsigt.

I en tid, hvor demokratiet oplever en af sine værste epistemiske kriser, og hvor politikere og meningsfællesskaber på sociale medier synes at have et liberalt forhold til sandheden, forventer mange, at redaktionelle medier er den stenstøtte, der bringer fornuft ind i den offentlige samtale.

Debatten har samtidig ført til en vigtig diskussion om, hvornår og på hvilke præmisser forskere og forskningsinstitutioner skal kritiseres. Politikens Ditte Giese skriver i sin klumme (Pol. 14.7.), at »videnskaben er en autoritet, der skal udfordres på samme måde som enhver anden magtinstans«. Denne debat er vigtig, fordi den siger noget om vores nuværende demokrati og de institutioner, der opretholder det.

Naturligvis skal videnskab kritiseres. Der er en række forhold i international forskning, der kalder på kritik. Forskere konkurrerer om at overgå hinanden med spektakulære gennembrud for at få adgang til forskningsmidler. Der foregår en intens kamp om prestige og ansættelser. Internationale forlag har stort set monopol på, hvilken forskning der skal publiceres. Dele af den biomedicinske forskning kan ikke reproduceres. Eksperter udtaler sig på områder, hvor de ikke har specialviden. Og der er generelt lukkethed omkring den videnskabelige proces.

Videnskab er som institution udemokratisk i den forstand, at man ikke kan stemme om, hvilke metoder der skaber mest pålidelig viden

Der er kort sagt mange forhold i forskningsverdenen, der kalder på kritik, og som med fordel bør diskuteres i danske medier. Men der er en vigtig hage.

Når videnskabsfolk midt i virvaret af incitamenter, karrierehensyn og subjektive tilbøjeligheder faktisk lykkes med at etablere resultater, der kan efterprøves, så har disse resultater i kraft af deres metode typisk en større robusthed og pålidelighed end nogen andre videnskilder, vi er bekendt med.