Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning. Anne Marie Steen Petersen (arkiv)

Tegning. Anne Marie Steen Petersen (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Forfatter Anne Sofie Allarp: Dele af venstrefløjen har byttet analyse ud med forargelse

Resultatet er, at der kan slippe ideologi igennem, som i bedste fald er reaktionær, og som i værste fald modarbejder alt, hvad venstrefløjen har stået for historisk.

Debatindlæg

Vi er igen fanget i debatten om, hvad man bør og ikke bør sige om mennesker, der har afrikanske forældre eller forfædre, efter at DR bragte et radioprogram med grovkornede vittigheder. Fra DR’s side var konklusionen efter kritik, at det er sjovt at lave vittigheder om kvinder og i særdeleshed blondiner, men ikke om afrodanskere eller andre med afrikansk baggrund.

Og det er der en vis mening i.

Satire sker jo i grænselandet mellem sandheden, overdrevet og folks ømme tæer, og alle tre skal være til stede, ellers fungerer det ikke. Og så skal humoren garneres med næstekærlighed og gerne en større retfærdighed. En vittighed, som ikke har skygge af genkendelig sandhed, er ikke en god vittighed, det samme gælder en vittighed, der ikke sætter ting på spidsen.

Men jo mindre magtfuld personen i centrum for vittigheden er, jo sværere er det at få balanceret ingredienserne. Humoren klasker sammen i grænselandet mellem plathed og ondskab. Vittigheder om de magtfulde er som regel mere vellykkede end vittigheder om de afmægtige.

Til gengæld må, hvad der er god og dårlig humor eller god eller dårlig stil, altid komme an på en konkret vurdering. Det en katastrofe at underlægge satire et kategorisk forbud.

Den danske, hvide forfatter må altså ikke skrive om andet end kridhvide danskere

Den eneste acceptable konklusion er, at folk har frihed under loven til at sige, hvad de vil, mens andre har frihed til at sige og mene, at de er nogle idioter. Og vi bliver nødt til at insistere på retten til at kunne skrive og tale om hinanden. En ret, som man ikke længere kan tage for givet.

For desorienteret, og uden ideologisk retning, arbejder dele af den vestlige venstrefløj lige nu for regler og normer, hvis konsekvenser ikke bare er uoverskuelige for kunst og kultur, men også for venstrefløjen selv.

Eksempelvis opstod der i dette forår storm om Hal Niedzviecki, redaktør for fagbladet for den canadiske Writers Union, fordi han i en leder havde forsvaret hvide forfatteres ret til at skrive om folk med andre etniske baggrunde.

Han skrev: »Jeg tror ikke på kulturel appropriation«. »Jeg mener, at alle, hvor som helst, skal opfordres til at forestille sig andre folkeslag, andre kulturer og andre identiteter«.

»Jeg vil gå så langt som til at foreslå en appropriationspris til den bedste bog skrevet af en forfatter, der har skrevet om mennesker, som overhovedet ikke er som ham eller hende selv«.

Skandalen fik Hal Niedzviecki til at træde tilbage som redaktør, mens han beklagede sin tankeløshed. Logikken er, at særligt hvide mennesker begår en moralsk synd, hvis de i fiktion eller andre kunstneriske værker portrætterer folk med en anden etnicitet eller kulturel baggrund.

Den danske, hvide forfatter må altså ikke skrive om andet end kridhvide danskere, den hvide amerikanske forfatter må kun skrive om hvide amerikanere.

Man skal altså følge en slags selvpålagt kreativ apartheid. Men det stopper naturligvis ikke der. For kulturel appropriation skal jo forstås som den uautoriserede overtagelse af andre folkeslags symboler, madtraditioner, modebegreber, teknologi, sprog, sange eller andre kulturelle udtryk. Skulle det følges til dørs, ville den danske befolkning fare en række udviklingstrin tilbage i tiden. For tankegangen strider jo imod menneskets historie og den udveksling og integration, der altid har fundet sted mellem mennesker, og skulle den følges, ville minoriteter i endnu større grad blive isoleret i det offentlige rum.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Succesforfatteren Linoel Shriver, bedst kendt for sin bestseller ’We need to talk about Kevin’, kom i foråret Hal Niedviecki til undsætning blandt andet med en artikel i The Spectator. Her skrev hun, at ingen har ret til egen kultur, og at kulturer blander sig og overlapper og ikke kan lukkes inde.

Et liv uden kulturel appropriation er menneskeligt fuldstændigt umuligt. Ligesom det er svært at vide, hvem der er i en position til at give tilladelse til brug af andre kulturer. Og en ting er den praktiske utopi, noget andet er, at ønsket om at begrænse hinandens kreative udtryk er symptomatisk for en venstrefløj, som har glemt, hvilke værdier der er værd at kæmpe for: Friheden til at tænke og udtrykke sig, som man vil, uden censur. Friheden til at blive vurderet på sin karakter og sit virke, ikke sin hudfarve eller etiske gruppe. En orientering imod fællesskab og fælles borgerskab og ikke segregering.

I det øjeblik man accepterer en forskelsbehandling på grund af etnicitet, er man driblet stæreblind ind i sit eget mål.

Denne type tankegang fra såkaldt progressive kredse er udtryk for en ideologisk krise i miljøet.

Aktivismen er blevet inficeret af de sociale medier og analysen erstattet af forargelse. Og derfor kan der slippe ideologi igennem, som i bedste fald er reaktionær, og som i værste fald modarbejder alt, hvad venstrefløjen har stået for historisk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce