’Klima’ og ’det grønne’ er blevet buzzwords, som ethvert politisk parti efterhånden anvender om sig selv, selvom det ikke nødvendigvis er særlig ambitiøst på det klimapolitiske område. Det er derfor blevet sværere som borger at navigere mellem forskellige klimapolitiske udtalelser, som peger i forskellige retninger. Men sådan er vilkårene altså for et kommunalvalg i en postfaktuel tid.
Det faktuelle bagtæppe for det kommende kommunalvalg er imidlertid, at Danmark er faldet 14 pladser på et internationalt klimaindeks, siden den nuværende regering tiltrådte.
Kalender: Valg, valg, valg og så skakmatI november 2015 udkom Germanwatch og CAN Europes årlige klimaindeks. Her indtog Danmark den højest mulige plads i indekset (4.-pladsen, da Germanwatch holder de første 3 pladser tomme på deres internationale liste over klimavenlige lande). Danmark har længe været kendt som klimapioner og sad således solidt på den bedste placering.
Men allerede 4 måneder inde i den nye regeringsperiode med Lars Løkke Rasmussen som statsminister noterede folkene bag klimaindekset bekymrende negative tendenser hos den danske regering. For få dage siden udkom så dette års klimaindeks, hvor Danmark er faldet til en chokerende 17.-plads. Specifikt i forhold til kategorien ’climate policy’ scorer Danmark meget lavt og bliver placeret som nummer 45 ud af 60, 3 pladser dårlige end kul-tunge Polen.
Ud over de bekymringer, man kan have over den uambitiøse danske klimastrategi, er regeringens manglende erkendelse af skiftet en demokratisk udfordring. Regeringen står ikke ved sin nedprioritering af den grønne dagsorden og forsøger i stedet at underminere troværdigheden af indekset.
Regeringens energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), brystede sig ellers stolt over det »skulderklap«, som rapporten repræsenterede i 2015, og meldte i en pressemeddelelse ud, at »Danmark topper international liste over klimaforkæmpere«.
Men her i 2017, hvor verden uden for Danmark har opdaget regeringens utallige nedprioriteringer af det grønne, er indekset nu ifølge ministeren »mere udtryk for følelser end for fakta«, og Lilleholt fastholder, at Danmark ligger i »den absolut gode ende«.
Ud af 60 placeringer kan man måske godt hævde, at en 17.-plads stadig er »i den gode ende«, men det ændrer ikke på, at dansk klimapolitik er sat i bakgear. Men det faktum affejer regeringen nu blot som udtryk for følelser. Det er udtryk for en bekymrende tendens, hvor regeringen forvirrer og manipulerer med kendsgerninger om sine politiske prioriteringer.
Verdens lande når til enighed ved klimatopmøde i BonnEt andet eksempel kunne torsdag læses på DR’s hjemmeside. Her blev det annonceret, at regeringen »vil skrotte kul til elproduktion i 2030«. Men her tager regeringen æren for noget, som den ikke er ansvarlig for. Faktum er, at Løkke-regeringen afskaffede den tidligere S-R-SF-regerings målsætning om kuludfasning i 2030, da den kom til magten i 2015.
I mellemtiden har Dong Energy (nu Ørsted) besluttet, at selskabet vil udfase kul i 2023, og de to resterende kulværker, Nordjyllandsværket og Fynsværket, arbejder allerede med en kuludfasning i henholdsvis 2028 og 2030. Derfor er det ikke at vise klimalederskab fra regeringens side, når Lilleholt nu genetablerer det mål om kuludfasning i 2030, som han selv var med til at afskaffe for to år siden. Regeringen udøver gratis symbolpolitik og pynter sig med lånte fjer.
Det ville være rigtigt klimalederskab at gennemføre en kuludfasning i 2025. Dette blev i 2015 beregnet af Energistyrelsen til at have en samfundsmæssig ekstraomkostning på årligt 0,5-1,4 mia. kroner i 2025. Men meget har ændret sig siden beregningerne i 2015. Omkostningerne på vind og solenergi er faldet markant, og løsninger til at bruge energien smartere springer op overalt. 2015-beregningen var også foretaget, før Dong Energy meldte sin kuludfasning ud.
Omkostningen ved at hjælpe de to kommunalt ejede kulværker, Nordjyllandsværket og Fynsværket, til at udfase tidligere vil således være markant lavere i dag. Det er under alle omstændigheder en lille pris at betale for at gøre os uafhængige af den årlige millionimport af kul fra Rusland og Colombia.
Cykelentusiast: Hvad gør kommunalpolitikerne egentlig ved trængslen og miljøbelastningen i trafikken?Derudover ville det være klimalederskab at fremme en grøn omstilling af transportsektoren. Et sted at starte kunne være at forbyde diesel- og benzinbiler, som de diskuterer i Sverige, Frankrig og flere andre lande.
I forhold til at træffe et demokratisk oplyst valg på tirsdag til kommunalvalget er det vigtigt, at borgere og medier er opmærksomme på de ’alternative fakta’ og den postfaktuelle manipulation af fakta, som foregår i øjeblikket, hvor modstandernes argumenter bliver afvist som følelser eller unødvendig politisering.
Til kommunal- og regionsvalget 21. november 2017 vil jeg derfor som klimaforsker opfordre til, at man stemmer på et parti med en stærk grøn ambition for Danmark og verden. De mest ambitiøse og progressive partier på det grønne område er Enhedslisten og Alternativet – derefter kommer resten af oppositionen samt Dansk Folkeparti.
fortsæt med at læse
