Foto: Mette Dreyer
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Anne-Lise Marstrand Jørgensen: Udlændingestyrelsen burde hedde styrelsen for andenrangsborgere

Udlændingestyrelsen er underlagt politisk styring i et omfang, man næppe ser andre steder, og er gennemsyret af inkompetence, sjusk og umenneskelighed. Men måske er ulovligheder den eneste mulighed for at afvise folk, der har ret til at komme til landet?

Debatindlæg

I december lavede jeg en julekalender på Facebook. Jeg havde ikke selv fundet på hverken plot eller personer. Selv om jeg sporadisk forsøgte at pimpe den op med billeder af dannebrogsguirlander og en enkelt adventskrans, indrømmer jeg, at det i bund og grund var deprimerende læsning.

Folk begyndte at falde fra, og kun de mest standhaftige læste samfulde 24 afsnit. Jeg forstår dem godt, det er i forvejen sin sag at udholde tusmørkemelankoli, julesorg og kollektiv bedøvelse i flæsk og sprit.

Det føltes som lige dele raseri og klaustrofobisk indespærring at skrive julekalenderen og sikkert det samme at læse den. Kommentarsporet boblede af vrede, chok, forargelse, vantro. Det er smertefuldt dag efter dag at få punkteret forestillingen om, at alt går ordentligt til i Danmark. At politikerne nok kan opføre sig uheldigt, men at lovgivning og forvaltning vil sikre os mod for meget tåbelighed.

I hvert afsnit kunne man læse om fejlbehæftede eller direkte lovstridige afgørelser fra Udlændingestyrelsen. 24 sager synes måske ikke af meget, men vi kunne let være blevet ved. Hvert afsnit var en anonymiseret udgave af en af den frivillige Jurarådgivnings sager. En stor del af deres klienter er flygtninge, hvis ægtefæller, forældre og børn med livet som indsats venter på familiesammenføring i krigszoner eller primitive flygtningelejre langt fra Danmark.

Siden rådgivningen blev etableret for cirka to år siden, har de haft omkring 500 sager, der vedrører Udlændingestyrelsen. Det samlede billede er grumt: Udlændingestyrelsen er dels underlagt politisk styring i et omfang, man næppe ser andre steder, dels gennemsyret af inkompetence, umenneskelighed, sjusk, inkonsekvens og rod.

Udlændingestyrelsen er dels underlagt politisk styring i et omfang, man næppe ser andre steder, dels gennemsyret af inkompetence, umenneskelighed, sjusk, inkonsekvens og rod

Dokumenter bliver væk igen og igen. Sager blandes sammen. Uledsagede flygtningebørn får afslag på familiesammenføring, fordi styrelsen ikke mener at finde bevis for, at deres tilknytning til deres mødre er »ud over det sædvanlige«.

Kvinder får afslag på sammenføring med børn på 12 år, der bor mutters alene i lejre i Sudan, fordi styrelsen ikke mener, børnene længere har omsorgsbehov. Der er mænd, som får familiesammenføring med deres børn, men ikke med ægtefællen, fordi styrelsen mener, at samlivet er blevet afbrudt, selv om det er indlysende, at de kun har været væk fra hinanden på grund af flugten.

Somaliske opholdstilladelser inddrages, fordi flygtninge har glemt ubetydelige detaljer i deres oprindelige fortælling og derfor erklæres utroværdige – på trods af PTSD og hukommelsesvanskeligheder efter tortur og voldtægt.

Der er sager, hvor styrelsen ’glemmer’ at vejlede borgeren med endnu længere ventetid til følge. Sagsbehandlingstid på flere år. Og så den sag, hvor en syrisk mand fik både afslag og tilsagn om familiesammenføring med sin hustru. I samme brev stilet til Jurarådgivningen, der ikke engang havde ham som klient.

Styrelsen har løbende fået tilført ressourcer, så det er næppe dér, problemet ligger. Der er intet krav om, at sagsbehandlerne skal have juridisk uddannelse eller baggrund, selv om de skal navigere i et minefelt af konstant skiftende lovgivningspraksis. Dér finder man måske en del af problemet, men langtfra det hele.

For selv om afgørelserne er fulde af inkonsekvens, tegner der sig alligevel et uhyggeligt mønster. Havde man hang til konspirationsteorier, kunne man let få indtryk af, at der findes en bonusordning eller en art hemmelig manual til, hvordan man – ulovligt – giver så mange som muligt afslag på familiesammenføring.

To af Jurarådgivningens frivillige er erfarne jurister med et langt arbejdsliv i private og offentlige institutioner med forvaltning og ledelse bag sig. I august havde de et debatindlæg i Politiken med overskriften: 'Hele den danske retsstat er i knæ. Der synes at være tale om en form for udmattelseskrig i håb om, at flygtningene giver op'.

Regeringen er stolt af sin stramme udlændingepolitik. En del danskere bakker op

Der skrev de blandt andet følgende: »Vi er begge vokset op i den del af verden, hvor ligestilling, offentlighedslov og grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder nærmest har været en selvfølge. Disse grundlæggende elementer fungerer ikke længere, og at vores demokrati er så skrøbeligt, har været et chok at erfare«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Regeringen er stolt af sin stramme udlændingepolitik. En del danskere bakker op. Men medmindre man ligefrem tilhører en antidemokratisk fløj, skulle man mene, at de fleste uanset politisk ståsted går ind for, at love bliver overholdt, at der værnes om forvaltningsskikken, og at alle er lige for loven. Det er grundpillerne i en retsstat.

Integrationsminister Inger Støjberg har det øverste ansvar for Udlændingestyrelsen. Det er almindeligt kendt, at hun både har brudt loven gennem ulovlig instruks, fejrer stramninger med lagkage og i flere tilfælde har haft et anløbent forhold til sandheden.

F.eks. da hun i 2009 mod bedre vidende flere gange stod frem i medierne for at forsikre danskerne om, at Anders Fogh Rasmussen ikke var kandidat til posten som Nato’s generalsekretær. Det gav hende tilnavnet ’Komiske Inger’.

Samme år blev hun grebet i at have skrevet på sit CV, at hun var journalist, selv om hun aldrig er begyndt på journalistuddannelsen. I 2015 udtalte Støjberg, at 80 procent af muslimerne i Danmark er imod fuld religionsfrihed.

’Detektor’ faktatjekkede påstanden og fandt, at det i virkeligheden snarere forholder sig omvendt. I 2016 fortalte hun på et åbent møde i Venstre om en børnehave i Aalborg, der forbød nogle af hendes venner at give deres datter svinekød med i madpakken. Det viste sig, at ingen institutioner i Aalborg har en sådan regel, og hun måtte efterfølgende trække udtalelsen tilbage.

Ikke én eneste gang har hun påtaget sig ansvaret for at rydde op i sin styrelse og bringe orden i sagerne. Hvorfor? Måske fordi den arbejder, præcis som hun ønsker? Måske fordi ulovligheder er den eneste mulighed for at afvise folk, der har ret til at komme til landet?

Men er vi blevet så forråede, at vi er ligeglade, så længe det kun går ud over de fremmede, de uønskede, de svageste i vores land?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan ingen af os være tjent med. Men er vi blevet så forråede, at vi er ligeglade, så længe det kun går ud over de fremmede, de uønskede, de svageste i vores land? Jeg vil ikke tro det, men jeg undrer mig. Hvor er de samvittighedsfulde graverjournalister henne? Hvor er de politikere, der endnu nærer respekt for og kærlighed til retsstaten og demokratiet?

Hvor er levebrødsrådgiverne, der nok støttes af statskroner, men burde besidde idealisme og mod nok til at tale deres klienters sag snarere end at tænke på egen bekvemmelighed? Hvor er den almene interesse for basale retsprincipper?

Hvor er I, som ikke mener, at vi kan være tjent med at rangordne mennesker – og som ikke er med på at have en dysfunktionel styrelse for andenrangsborgere?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden