Regeringen har netop offentliggjort et udspil rettet imod særlige udsatte boligområder. Hensigten er at vende en udvikling med sociale problemer, negativ social kontrol, kriminalitet, manglende uddannelse og beskæftigelse. Man frygter, at de børn, der vokser op i udsatte boligområder, ikke får samme chancer, som andre børn, der bor i villakvarteret ved siden af. Derfor er en del af de mange initiativer koncentreret om daginstitutionerne i de udsatte boligområder.
Forskning, der startede for 50 år siden, har målrettet søgt at finde løsninger på netop de problemer, som regeringen beskriver i det nye udspil. I 1960’erne iværksatte man i USA nogle forsøg med børnehaver. Baggrunden var, at man havde iagttaget en voksende reduktion i intellektuel og social udvikling hos børn, som kom fra fattige områder. Forskerne antog, at den mangelfulde sproglige udvikling og manglende motivation for at lære var begrundet i børnenes belastede opvækstvilkår, og at en højkvalitetsbørnehave kunne kompensere for dette. Blandt forskerne var der forskellige opfattelser af, hvad det var, der skabte den registrerede reduktion i børnenes IQ. Nogle mente, at det var mangel på social og kulturel stimulering, som var knyttet til fattigdommen i de lokalsamfund, hvor børnene voksede op, mens andre var af den opfattelse, at børnenes mentale udviklingshæmning skyldtes opvækst i familier, hvor mødrene selv var udviklingshæmmede.
Et af projekterne, Milwaukee-projektet, afprøvede disse hypoteser på en radikal måde. Børnene var udvalgt fra særligt udsatte familier, som var fattige minoritetsfamilier, oftest børn af enlige mødre, hvor mødrene havde fået en ringe skoleuddannelse, og kun mødre med en relativ lav IQ (mindre end 75) var blevet udtaget til såvel eksperimentgruppen som kontrolgruppen. Grunden til, at man havde valgt disse børn specielt ud, var, at man ville undersøge, hvor meget man kunne hjælpe børnene ved at give dem mulighed for at komme i en børnehave af høj kvalitet. Fra tidligere undersøgelser vidste man, at der var en meget høj risiko for, at disse børn ville blive mentalt udviklingshæmmet, hvis man intet foretog sig for at støtte børnene og deres familier.
Milwaukee-projektet havde gode normeringer. Mens barnet var 3-10 måneder, var der én voksen til et barn, og afhængig af barnets udvikling blev normeringen gradvist ændret fra 1:1, 1:2 og 1:3, indtil barnet var 24 måneder. Der var et tilsvarende intensivt stimulationsprogram, som, efterhånden som barnet udviklede sig, ændredes til det højkvalitetsbørnehaveprogram, som man også havde i de øvrige modelforsøg på dette tidspunkt. Projektet indeholdt også en løbende efteruddannelse af pædagogerne.
De vigtigste kvalitetsparametre kan påvirkes gennem pædagogernes uddannelse og normeringer. Det er efterhånden anerkendt, at kvaliteten af interaktionen mellem voksen og barn er den mest betydningsfulde enkeltfaktor i børneinstitutionen for barnets intellektuelle udvikling. De voksne er i stand til at tilføre flere uddannelsesaktiviteter, mere samtale mellem voksne og børn samt tilføre flere udfordrende lege.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar