Der kan gå sport – og konkurrence – i alt. Det er måske lige det, der skal til for at komme miljøsvineriet med de millioner af ækle cigaretskod, der flyder overalt i by og på land til livs.
Måske ligger der oven i købet en sikker milliongevinst og venter på den, der først fostrer ideen til at løse det uden tvivl globale problem.
For selvfølgelig har den frivillige miljøarbejder Kirsten Boie fra Bogense en væsentlig pointe, når hun (10.7.) i denne avis indtrængende opfordrer rygerne til at samle op efter sig. Og hendes initiativ med at prøve at få British American Tobacco til at påtage sig tobaksindustriens del af ansvaret er prisværdigt. Desværre kan man have sin tvivl om, hvorvidt nogen af forsøgene overhovedet nytter.
Debatindlæg: En bøn til dig, som skodder dine smøger på gaden. Jeg ved, du tilhører et jaget folk, men lad nu være!Måske skal der helt andre midler til. I den forbindelse har jeg et par forslag og en udfordring til Politiken!
For ganske som Kirsten Boie er jeg frivillig miljømedarbejder i min hjemkommune, Frederiksberg. Her pusler jeg om blomsterne i en pragtfuld oase ved navn Rosenhaven. Klipper og beskærer, så der løbende kan komme nye blomstringer. Et aldeles frivilligt pensionistjob, der heldigvis som så mange andre bærer lønnen i sig selv.
»Plante smil og plante solskin« – som en anden gammel syngende gartner.
Når det er overstået, venter fase to:
Så står den pludselig »skodsamler« på visitkortet, og det er da rent ud sagt ufatteligt, som det giver god mening!
På mine to ugentlige dage som rosenkavaler kan jeg hver gang samle mindst et halvt hundrede uhumske cigaretstumper op ved hjælp af den langskaftede gribetang, der venligst er udlånt af kommunen.
Tobaksfirmaet Philip Morris: Vi vil gerne hjælpe danskerne med at blive røgfriSkoddimserne flyder både ved bede, bænke og sågar omkring børnenes sandkasser og legeredskaber. Alle blot henkastet i det tørre sommergræs med risiko for brand i anlæg og nærliggende centrale beboelser.
Fik jeg bare 1 øre for hver, kunne jeg gå i graven som en holden mand! Hvorfor arrangerer Politiken ikke hurtigst muligt en landsdækkende konkurrence om, hvem der kan samle flest mulige skod op? Måske lige en opgave for de skolebørn, der måtte kede sig i ferien. Fine præmier skal der selvfølgelig til plus et antal af de rent ud sagt geniale gribetænger (set til 89,95).
Og hvorfor ikke en sideløbende konkurrence om, hvem der først producerer en lille fiks baglommestor blikdåse til affaldet, f.eks. med en skæg Roald Als-tegning på for- og bagside?
For mig er der ingen tvivl om, at et sådant miljøvenligt samlerobjekt hurtigt ville kunne omsættes worldwide.
Lad der bare gå sport i uvæsenet. Overskuddet deler jeg gerne.
fortsæt med at læse
Festivaldirektør: Vi sælger cigaretter på Roskilde Festival, fordi det for nogle er en del af festkulturen
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

