Vi nærmer os julemåneden december, og i år har jeg har flere ønsker. Jeg ønsker, at alle mennesker fødes lige og frie, og at staten aldrig diskriminerer bestemte befolkningsgrupper. Og jeg ønsker, at de, der vil skabe deres egen tilværelse, uanset religion, har mulighed for det. Men mine ønsker går nok ikke i opfyldelse i år. For igennem mange år har usympatiske, symbolpolitiske tiltag og en generel hetz mod muslimske kvinder medført, at lige muligheder begrænses, religionsfriheden indskrænkes, og jurister, der brænder for et velfungerende retssystem, selv bliver udsat for det modsatte.
Et eksempel er Lena, der er født og opvokset i Danmark. Lena og jeg studerer jura sammen på Københavns Universitet, og hendes største ønske er at blive dommer. Vi har begge gode studiejobs, vi har præcis samme karaktergennemsnit, men vi har ikke lige muligheder. Årsagen til, at Lena og jeg ikke har lige muligheder, er skræmmende. Det skyldes, at Lena har valgt at bruge sin religionsfrihed til at bære tørklæde. Et valg, der siden 2009 har gjort, at hun i dag ikke kan varetage en stilling som dommer i det danske retssystem. I 2009 vedtog Folketinget en ændring i retsplejeloven, der forbyder kvinder med tørklæde at blive dommere, fordi dommere skal fremstå neutrale, så befolkningen kan bevare tillid til domstolene.
