Debatten om børns brug af digitale medier mangler nuancer, mener to medieforskere.
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

Debatten om børns brug af digitale medier mangler nuancer, mener to medieforskere.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


»Han bliver jo vanvittig, når man tager hans iPad fra ham«

Debatten om børn og unges brug af digitale medier er helt skæv, mener to medieforskere.

Debatindlæg

Debatten om,hvilken betydning digitale medier har i børn og unges liv, er ofte intens og ophedet. Ikke kun i kommentarsporene på sociale medier, men også i tv-udsendelser og indlæg i aviserne taler og skriver folk med store bogstaver om alt det, de mener er galt med børn, unge og deres måde at bruge medier på.

For nylig har vi set en professor sidde i Deadline og vrænge ad de børn, der er opslugt af ’skærmens magi’, bl.a. med citatet i overskriften ovenfor. Han er bestemt ikke den eneste, der bruger knap så flatterende ord om børn og unge, der bruger medier.

’De bliver som små Gollums’, ’De ligger bare og snapper sig selv’ og de er dopamin-afhængige like-junkies med lavt selvværd. Sådan taler voksne, ofte velrenommerede ’eksperter’, om børn og unge, typisk med masser af likes og støttende kommentarer til følge.

Særligt når det handler om børn og unges forhold til digitale medier er det, som om der er frit slag til at sige hvad som helst, også uden at have sat sig ind i emnet og uden at have undersøgt, hvordan praksis ser ud, f.eks. i børnehaven, folkeskolen, fritidsklubben, ungdomsuddannelsen eller hjemmet, eller hvad børn og unge i det hele taget selv tænker om deres mediebrug. Dokumentation er tilsyneladende ikke relevant, når det handler om teknologi og medier, som i disse debattørers øjne per definition er forbundet med det moralsk forkastelige og kulturelt degenererende.

Men når vi taler i termer, der får børn og unge til at fremstå syge, afhængige og ude af kontrol i deres optagethed af medier, sker der to ting. For det første fortæller vi dem, at der er noget fundamentalt galt med dem, når de gerne vil være på sociale medier eller spille på deres iPad, at de er syge eller bør skamme sig – eller som minimum lave noget andet (helst noget, som vi selv lavede, da vi havde den samme alder, eller som vi forstår og værdsætter som kvalitetstid eller -forbrug). Og for det andet lukker vi ned for den samtale, der netop er vejen frem mod den demokratiske dannelse, kreative praksis og kritiske bevidsthed, som de fleste – trods alt – synes er målet med vores opdragelse og uddannelse.

Der er ikke noget som helst nyt i, at cocktailen børn og unge, medier og moral trækker overskrifter. Sådan har det været i årtier, ja, i århundreder, uanset hvilke medier der i en given periode har været børn og unges foretrukne. Og der er masser af problemstillinger, som vi skal forholde os kritisk til, når det handler om de digitale redskabers indflydelse i skolen, i familien og i vores indbyrdes relationer. Digital mobning, dataetik, adfærdsdesign, læringsplatformenes uhellige alliance med målstyringen i skolen og ikke mindst it-giganternes kyniske udnyttelse af vores store lyst til at bruge teknologi til at få et sjovere og nemmere liv. Men vores bekymringer skal rettes det rigtige sted hen, for det er ikke børnene og de unge, der er problemet, ligesom det ikke er smartphones, tablets eller laptops i sig selv.

Og vi forstår til fulde, at debatten kan blive hård og af og til forekomme polariseret. Det er ikke let at trænge igennem med nuancerede budskaber i et samfund, der er gennemsyret af hurtige medier, og hvor alle har en dagsorden, de selv opfatter som den vigtigste. Som forskere kender vi selv til den logik, og vi ved, at hvis vi vil blande os i diskussionen om de emner, vi forsker i, må vi tale i korte, fyndige sætninger og ikke hænge os i alt for mange detaljer og nuancer. Fint nok.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det giver os på ingen som helst måde ret til at tale nedsættende, affærdigende og udskammende om de børn og unge, der typisk er genstand for vores arbejde, tværtimod.

Ikke kun, fordi det er disrespektfuldt og lukker af for dialog og dermed muligheden for at forstå og blive klogere. Men fordi debatten om, hvad vi vil med de digitale redskaber, på individ-, institutions- og samfundsniveau, er for vigtig til at blive reduceret til letforståelige synsninger eller vidensresistente holdninger, der måske nok får folk til at løbe med eller stemme i, men sjældent reelt gør os klogere.

Vi kommer ikke langt med fordrejede billeder af små børn, der skriger efter deres iPad, som var det en sut, eller unge med flakkende hjerner og øjne, som var de crack-afhængige narkomaner. Lad os i stedet lytte og snakke ordentligt sammen – lad os tale med i stedet for at tale ned – så vi har chancen for at forstå og være en del af børn og unges livsverden. Så unge og børn får chancen for at blive en del af vores, også når det handler om digitale medier.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce