Ni måneder. Længere tid skulle der ikke gå, fra kommentator og medlem af Venstre Jarl Cordua i februar skrev, at Venstre negligerer hovedstaden, til at bøtten vendte, og man i Jyllands-Posten i oktober kunne læse, at »Venstre jager vælgerne i de store byer«.
På ni måneder var regeringspartiet Venstre gået fra at have fokus på at flytte arbejdspladser til udkanten til at lave spektakulært nybyggeri i hovedstaden og nedsætte et udvalg, der skal fokusere på København. Nu kan der så gå ni måneder med det, indtil nogle andre venstrevælgere føler sig forbigået.
Vi lever i krænkelsernes og de sårede følelsers århundrede. Der er altid nogen, der føler sig forbigået, fordi nogle andre i det imaginære fællesskab får al opmærksomheden. Det er en konflikt, man ikke kan se fra Finansministeriet, men for alle andre end dem, hvis menneskeforståelse kan udtrykkes i et regneark, handler det om anerkendelse og identitet. Og det er den eksplosive cocktail, der er ved at rive vores nation fra hinanden.
De mest vokale fra højre og venstre fløj ønsker essentielt set det samme – skønt de bruger forskellige ord for det. Det er ikke kun venstrefløjens ’identitetspolitik’, der handler om krænkelse. På højrefløjen føler man sig nøjagtig lige så krænket, men bruger andre ord. Her føler man sig forbigået, latterliggjort og ringeagtet. Og man er ikke ked af det, men vred.
Kommunikationsrådgiver: Den danske sang er blevet en halvgammel, krænket, hvid mand på FacebookDen kulturelle elite, der bor såvel i medierne som i Finansministeriet, i offentlige styrelser og i toppen af erhvervslivet, samles om et værdisæt, der hylder tolerance, uddannelse, det globale fællesskab, god smag og ligestilling. Men det er ikke værdierne hos det store flertal i Thyregod og Guldborgsund.
Derfor har store grupper følt, at hver gang de tændte for DR, så de et børneprogram, hvor konklusionen var noget i stil med, at »vi er forskellige, men det er smukt«. Ikke i versaler på rød baggrund, men subtilt i de valg, som hovedkaraktererne har foretaget og fået succes med. De har læst det samme budskab pakket ind i børnenes frilæsningsbog, der handler om Ole og Mette, der bliver gode venner med Muhammed, eller hørt statsministeren fortælle i sin nytårstale om sin søn og alle hans internationale venner, der taler engelsk sammen som det mest naturlige i verden.
Nu kunne de jo bare ryste på hovedet og sige pyt, men sådan fungerer anerkendelse i en velfærdsstat ikke. I stedet er de blevet vrede. For sammen med den subtile kulturelle kampagne for elitens værdier har de også oplevet at blive latterliggjort og ringeagtet på mere direkte vis.
De oplever, at når eliten en gang imellem taber besindelsen, bliver de nedgjort som tilbagestående, reaktionære, racistiske, udannede bonderøve og kældermennesker ude fra landet. Det er den krænkelse, denne årelange systematiske fornemmelse af ringeagt for deres kultur og værdier, som har ført til mobilisering af millioner af mennesker i højrepopulistiske bevægelser.
Man kan læse om det i sociologiske og antropologiske studier af disse grupper som eksempelvis Arlie Russell Hochschilds ’Strangers in their Own Land’. Her hører man fra de glemte grupper, der, ud over at deres jobs, skoler og uddannelsesinstitutioner er flyttet til Kina eller ind til byen, oplever, at deres værdier ikke er repræsenteret noget sted.
De kan godt lide, når en mand har typisk mandearbejde, og en kvinde har typisk kvindearbejde. Det ordner verden på en god måde. De mener ikke, at kristendommen bare er en religion på linje med de andre. De synes, at onde mennesker skal straffes, og deres yndlingsfortællinger handler om den retfærdighed. Ikke om rehabilitering og glæden ved gensidig forståelse.
Det er den gruppe, der føler sig truet af #MeToo-bevægelsen – skønt de ikke bifalder, at kvinder mishandles. Men de er bange for, at den ’naturlige omgang’, vi har med hinanden, bliver kompromitteret af politisk korrekthed. De forstår ikke alle de mange forskellige køn, man kan have. De synes, det handler om selvoptagethed, og måske læser de det faktisk som en erodering af fællesskabet, når det hævdes, at mennesker med forskellige køn, seksualitet, farver og etnicitet ser verden på vidt forskellige måder. De bliver nervøse for, om vi overhovedet kan tale sammen i fremtiden, når så mange perspektiver konstant skal tilgodeses.
Højskolesang fik kvindelig forsker til at føle sig udenforTragedien er, at hverken højre- eller venstrefløjen længere kan tale sammen om følelsen af, at den anden side ikke lytter. For vi lever i en velfærdsstat, som er vant til at ordne alt for os, og derfor må den også intervenere her.
Derfor skal DR beskæres med 20 pct. For det er statens medie, og her føler højrefløjen, at foragten og mishaget imod dem er udgået fra i årtier. Her sidder alle dem, som synes, de er nogle bonderøve. Staten skal også rehabilitere dem ved at flytte arbejdspladser ud på landet. Anerkendelsen skal vises i form af en styrelse, der flytter ud til en halvtom provinsby.
Ligeledes vil venstrefløjens identitetspolitikere anerkendes gennem flere køn i passet, ved at universitetet skaber retningslinjer for, hvordan man må klæde sig ud, og ved, at staten griber ind over for krænkende ytringer.
Vi er på vej ud ad en farlig vej, hvor landet kan opleve samme splittelse som USA, England og Frankrig. En kamp, hvor politikere bliver part i konflikten, fordi det er statens anerkendelse, man jagter.
Men vi kunne også sige, at folk selv må kæmpe deres kamp. Så indser højrefløjen muligvis, at det at være hvid, mand og etnisk dansk ikke længere er en automatisk kvalifikation. Og at der ikke findes en hemmelig sti tilbage til tiden før globaliseringen.
Samtidig bliver ciskønnede, transseksuelle og veganere nødt til at betale for deres særheder og kæmpe deres identitetskamp alene. Så kunne vi blive tvunget til at anerkende hinanden – hvis vi altså overhovedet oplever det som anerkendelsesværdigt – frem for at vi som børn af staten venter på, at mor og far fordeler offentlige arbejdspladser, straffer kulturinstitutioner og forbyder mexicanerhatte.
Så kunne vi endelig blive voksne og lære at tænke som et fællesskab i stedet for et nulsumsspil, hvor alle kæmper mod alle om forældrenes opmærksomhed.
fortsæt med at læse
