Hvis regeringen var til eksamen i klimapolitik, ville den dumpe på stedet. For alt imens Lars Løkke & co. har taget de grønne slips på, har de ført en kulsort energi- og klimapolitik.
Den globale klimapolitik er gået ind i en romantisk fase. Alle medier dækker den modige svenske skolepige Greta Thunbergs tale til det globale klimasamfund, som om der var tale om en politisk betydningsfuld begivenhed. Hvor nogen måske ser et håb i Greta, ser jeg en dyb afmagt og en manglende forståelse for, hvor den egentlige klimakrig skal føres.
Som Klimarådet og en række andre forskere har påvist, har regeringen systematisk nedsat udbygningshastigheden af vedvarende energi
COP24 med Greta Thunberg blandt alle de slipseklædte mænd minder mest af alt om en græsk tragedie. En tragedie, fordi stort set intet går i den rigtige retning i øjeblikket. Det verdensmeteorologiske institut (WMO) kunne forleden berette, at verden lige nu har kurs mod en 3-5 grader temperaturstigning.
Hvis vi blot kigger på Danmark, har det været småt med de klimapolitiske resultater i 2018. Vi fik godt nok et energiforlig i foråret, hvor regeringen hårdt presset af oppositionen ’opskalerede’ sin oprindeligt ene havvindmøllepark til tre, der skal kobles på nettet inden 2030. Det kan lyde flot. Men det er slet ikke nok.
Som Klimarådet og en række andre forskere har påvist, har regeringen systematisk nedsat udbygningshastigheden af vedvarende energi. Derfor kan de tre havvindmølleparker kun i bedste fald betragtes som et plaster på såret.
Dertil kommer, at der i den samme periode etableres en række internationale datacentre, som vil sluge al den nye grønne energi, så vi i virkeligheden blot ender nogenlunde dér, hvor vi stod i forvejen med andelen af vedvarende energi.
Afgående formand: Danmark må skærpe klimaindsatsen i næste årtiMen det er ikke de eneste energipolitiske beslutninger, som regeringen har gennemført i 2018. Der er nemlig en række ting, som er gået under radaren for den store offentlighed.
Tilbage i 2016 delte regeringen 16 licenser ud til olie og gas-udforskning, og i øjeblikket kører 8. udbudsrunde for interesserede olie- og gasselskaber, der frem til 1. februar 2019 kan ansøge Energistyrelsen om tilladelse til nye olie- og gaskoncessioner i Nordsøen.
Mens vi alle snakker klimapolitik og skriger på udbygning af vedvarende energi, så åbner regeringen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre for eftersøgning af mere olie i Nordsøen. Det er en kæmpe skandale.
Vi har brug for en ny generation af politikere, som tør tage ansvaret og være med til at løfte os ud af klimakatastrofen på globalt plan
En anden skandale er, at regeringen i år har godkendt gasledningen Baltic Pipe – et gasrør fra Polen til Norge, der skal gå igennem Danmark. 30. november kom pressemeddelelsen om, at energiministeren havde godkendt den fra dansk side 6,3 mia. kr. store investering.
Statsejet investeringsfond bruger udviklingsmillioner på klimasvineri: Danske skattekroner går til svinefabrikker og oliekraftværkerRøret er først er afskrevet efter at have transporteret gas gennem Danmark helt frem til 2053, hvilket gør det til en sort investering, der binder os i mange år fremover.
De store investeringsbeslutninger ændres altså ikke, selv om ministeren til COP-møderne taler om 1,5 graders målsætning og stærkere EU-klimamål. Hvis regeringen virkelig mente, hvad den sagde, burde den være villig til at genberegne investeringsbeslutningen for Baltic Pipe ud fra et scenarie, hvor EU bliver CO2-neutrale i 2050. Og gerne før.
Det giver et samlet billede af en regering, som fører en aktiv energipolitik – den er bare ikke grøn. Den er kulsort.
Pilen peger derfor tungt nedad, når vi skal bedømme regeringens klimapolitik. Det er muligt, at vi kan give regeringen UG med kryds og slange for mediestunts i form af grønne slips og grønne logoer, men for det politiske indhold dumper regeringen.
Derfor har vi hårdt brug for et paradigmeskift i dansk klima- og energipolitik. Vi har brug for en ny generation af politikere, som tør tage ansvaret og være med til at løfte os ud af klimakatastrofen på globalt plan.
Den generation tilhører jeg. En generation, der kræver handling nu, så det ikke overlades til klimaskræmte børn som 15-årige Greta Thunberg. Hun har helt ret i, at der skal handling til nu. Men den skal komme fra fagligt velfunderede voksne, der er sig deres ansvar bevidst. Derfor stiller jeg op til Folketinget.
fortsæt med at læse
Regeringens klimaudspil er en Tesla-pakke
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

