Hvad kan man egentlig gøre, hvis man er bekymret for, om man støtter lyssky aktiviteter i bankverdenen? Hæve sine penge i kontanter og gemme dem under madrassen? Det er jo en mulighed, men ikke en særlig praktisk en af slagsen.
I Sverige har man derfor taget de første spæde skridt mod et klogt, fælles og trygt alternativ til det etablerede banksystem. I stedet for at man lader sine penge stå i banken, er tanken, at man skaber, hvad man kan kalde ’elektroniske kontanter’.
Elektroniske kontanter vil have samme egenskaber som almindelige fysiske kontanter, men i stedet for at ligge gemt under madrassen – hvis ens tillid til banken ikke er stor – kan disse kontanter altså opbevares på en konto i Nationalbanken.
Det er lige netop det, der er pointen med E-kronen. Borgerne skal selv bestemme, hvornår og i hvad de ønsker at investere, støtte og tro på
I Alternativet kalder vi denne version af opbevaring af penge en E-krone. E-kronen kan frit og gratis overføres til andre E-krone-kontoindehavere, så gebyrer og afgifter kan undgås. Når ens penge står i E-kroner, er de sikret mod spekulation, bankkrak og fusk. Her kan ingen andre end dig røre dine penge.
De forsvinder ikke ud i det blå og bruges ikke til lyssky forretninger. På samme måde som almindelige kontanter tjener E-kronen ikke renter. Hvis du ønsker at forrente dine penge, må du tage chancen og investere uden for E-kronen. Pointen er, at du med E-kronen har et valg.
For ganske nylig passerede vi finanskrisens 10. fødselsdag. Selv om krisen begyndte på den anden side af Jorden, mistede mange danskere deres job, værdien af deres boliger faldt, og aktier styrtdykkede. Men selv om danskerne led, var det bankerne, som skulle reddes. Reddes af dem, som allerede havde betalt prisen for finansverdenens grådighed.
Bankernes vilde spekulation med danskernes penge var kun begyndelsen. I de seneste 10 år har vi været vidne til en stadig større hensynsløshed, lemfældighed og til tider direkte fusk med danskernes penge i bankverdenen. Hvidvasksagen i Danske Bank er blot det seneste eksempel, hvor den øverst ansvarlige ovenikøbet forlader sit job med en stor, stor pose penge i hånden.
Den finansielle sektor har ikke formået at gøre op med fusk, sjusk og grådighed. Det er nu klart for enhver. Selv om din bankrådgiver måske er det sødeste menneske i verden, er det ikke ensbetydende med, at personen arbejde i finansverdenen er til dit bedste.
Sociolog og pengeforsker: Bitcoin er et avanceret system, som kan vise vejen til store reformer af dansk økonomiVirkeligheden er, at vores nuværende finansielle system er baseret på gæld. Penge skabes af gæld, penge er gæld, og jo mere gæld banken kan skabe, jo flere penge kan den ’lege’ med på de internationale finansmarkeder. Når grådigheden og gælden bliver for stor, må banken lukke – og så alligevel ikke. For hvis banken er for stor, må danskerne træde til og redde banken med deres skatteindbetalte penge. På den måde bliver befolkningen altid taberne i bankernes gældslege.
Hvis man træder et skridt tilbage og ser på den politiske ageren over for den finansielle sektor gennem de seneste 10 år, fremstår indsatsen til tider nærmest apatisk. Med den ene hånd har vi politikere delt ud af skattekroner til banker og med den anden hånd lavet småjusteringer i et system, som har spillet fallit for længe siden.
Der er brug for fornyet politisk mod. Nogen bør tage bladet fra munden og sige det, som det er: Bankerne fylder for meget, befolkningen bestemmer for lidt. Politikerne bør omgøre denne balance.
Med E-kronen giver vi magten over egne penge tilbage til borgerne
Flere borgere har allerede fået nok. Det kan man blandt andet se på den stigende brug af kryptovaluta. Det handler formentlig om, at det bringer kontrollen med ens penge tilbage i egne hænder. Jeg har stor sympati for den lyst og det skifte, men er samtidig bekymret over, at vi endnu ikke har fundet en simpel og effektiv måde, hvorpå vi kan gribe om kryptovalutaer som bitcoin og selve blockchain-teknologien, så det kommer fællesskabet til gode.
Bankerne tilraner sig penge og tager samfundet som gidselDe nyeste teknologier efterlader godt nok folk med kontrollen, men også alene i nettets Vilde Vesten. Det er ikke fair, at almindelige borgere tvinges ud og efterlades til at navigere blandt internettets skrupelløse og tilmed kriminelle elementer, bare fordi de ønsker et alternativ til bankernes hovmod. Befolkningen har brug for løsninger. Bedre løsninger. Fælles, sikre og simple løsninger. De løsninger bør politikerne finde.
Og det er lige netop det, der er pointen med E-kronen. Borgerne skal selv bestemme, hvornår og i hvad de ønsker at investere, støtte og tro på.
Vi tror på, at befolkningen vil en anden, mere bæredygtig vej for Danmark, og derfor vil vi give folk et sikkert alternativ til det etablerede banksystem, hvorfra de kan være med til at bygge det samfund, de selv ønsker at efterlade til deres børn. Med E-kronen giver vi magten over egne penge tilbage til borgerne.
fortsæt med at læse
Bitcoin er et avanceret system, som kan vise vejen til store reformer af dansk økonomi
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
