Tegning: Philip Ytournel/POLITIKEN
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Direktør: Det kræver 197 månelandinger på 4.000 dage at redde kloden

Løsningerne på klimaproblemerne kunne udløse verdenshistoriens største og hurtigste teknologiske revolution. Men løsningerne er fanget i en magtpolitisk fælde. Det dokumenterer historien om kullene, og det vil efter alt at dømme blive demonstreret og bekræftet ved det verdensøkonomiske topmøde i Davos den kommende uge.

Debatindlæg

De internationale rumprogrammer tælles blandt verdens mest ambitiøse og dyreste, men også blandt de vigtigste kilder til nye teknologiske gennembrud. Apollo-programmet, der i 1960’erne sendte de første mennesker på Månen, kostede i perioden 1963-1973, hvad der i dag svarer til omkring 200 milliarder kroner og beskæftigede op imod 400.000 forskere, ingeniører og teknikere.

Det affødte en lang række teknologiske gennembrud, som lande, sektorer og befolkninger verden over i dag nyder godt af. De strækker sig fra nye sunde fødevarer til småbørn og vandrensning til udvikling af solenergi og bæredygtige belysningssystemer – blot for at nævne et lille udpluk af de mange nyskabelser.

Gang denne indsats med 197 og halvér udviklingsperioden, og vi når frem til, hvad det teknologisk kræver at løse klimaproblemerne i tide. Dette er ikke en præcis beregning, men størrelserne er antagelig meget realistiske, når de teknologiske krav til at vinde klimakampen skal vurderes.

Hermed være også hævdet, at det teoretisk og teknologisk er muligt at holde de globale temperaturstigninger på omkring 2 grader, som anført i adskillige rapporter. Men under en række forudsætninger, der også beskriver forskellen på rum- og klimaprogrammer.

Rumprogrammerne er gennemført i nationale regi med bred politisk og økonomisk opbakning og set som prestigefyldte kapløb mellem de førende nationer – og med ambitionen om at udvikle helt nye banebrydende teknologier.

Klimaprogrammerne er internationale og har efter 24 års tilløb stadig svært ved at skabe forpligtende politisk opbakning, bl.a. fordi de dels udfordrer nationale interesser, dels fordi der ikke knyttes megen prestige til deltagelsen.

Til gengæld er de fleste nye teknologier enten udviklet eller på tegnebrættet, men skal både videreudvikles og implementeres under stort tidspres. Det er i sig selv en krævende teknologisk og økonomisk udfordring, og her er der intet kapløb om at komme først, snarere det modsatte.

Egentlig tankevækkende, at der er langt større og hurtigere opbakning til at udforske andre planeter end at redde vores egen.

Sidste år steg verdens kulproduktion igen efter et par års stagnation – trods alle besværgelser om en hurtig udfasning. Lande verden over er fortsat afhængige af kullene og vil være det mange år endnu

De 197 nationer, der står bag Paris-aftalen om reduktionen af temperaturstigningerne til 2 grader, skal både finde en fælles formel og hver især gennemføre et klimaprogram, der i omfang og kompleksitet nærmer sig rumprogrammerne.

Hvis de skal hamle op med klimaforandringerne, skal de store gennembrud ovenikøbet være sikret inden 2030, altså om 4.000 dage. Altså 197 månelandinger på 4.000 dage. Det er både den deadline, FN’s verdensmål opererer med, og som mange videnskabelige rapporter opstiller, hvis vi i tide skal knække klimakurven.

Spørgsmålet er derfor, om teknologien under disse omstændigheder kan få ’klimaraketten’ til at løfte sig og sikre de nødvendige gennembrud. Det er temaet i denne klimafortællings tredje kapitel.

De rent teknologiske muligheder blev overbevisende fremlagt af en af verdens førende klimaforskere, den svenske professor Johan Rockström i november 2018 ved en forelæsning på Københavns Universitet i anledning af Concitos 10-års jubilæum.

Han præsenterede beregninger, der dokumenterer, at denne ’sidste mulighed’ for at løse klimakrisen kan udløse en eksponentiel udvikling, såfremt udbredelsen af sol- og vindenergien fortsætter med den nuværende hast frem mod 2030. Det svarer til en fordobling af udbredelsen hvert fjerde år.

Dermed forudser han, at CO2-udslippet kan halveres i 2030, og vi kan overholde 1,5-2-graders målet. Men betingelsen er – ifølge Rockström – massive investeringer i gennemførelsen af de to vedvarende energier, at investorerne trækker sig ud af de fossile energikilder, samt at der gennemføres en række offentlige reguleringer.

Med andre ord. Det handler ikke kun om teknologi, men en hurtig vedtagelse og implementering af et komplekst sæt af økonomiske og politiske rammebetingelser.

Samme perspektiv tegnes i en detaljeret analyse, som i november 2018 blev fremlagt af institutionen Energy Transitions Commission. Med titlen ’Mission Possible’ har kommissionens 30 fremtrædende internationale medlemmer, bistået af 200 eksperter fra hele verden, analyseret, hvordan en række af de tungeste og mest forurenende industrier kan bidrage til at indfri målet om maksimalt 2 graders temperaturstigning.

Det gælder bl.a. cementindustrien, stålindustrien, hele den kemiske industri samt de tre transportindustrier – vej, sø og luft. Tilsammen står de for omkring 30 procent af udledningerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men de betingelser, der skal opfyldes for at leve op til de globale klimamål, bekræfter, hvorfor det kan være berettiget at sammenligne med rumprogrammerne. Godt nok findes mange af de nødvendige teknologier allerede, men en del er stadig på udviklingsstadiet. Investeringerne skal bl.a. sikre teknologiske gennembrud inden for energieffektivitet, cirkulær økonomi, elektrificering af transport – og industrisektoren, den kemiske industris produktionsprocesser, nye materialer mv.

Den indsats forudsætter en række politiske initiativer og reguleringer. De omfatter bl.a. brede internationale aftaler om en skat på udledningerne – en såkaldt ’carbon price’ – offentlig støtte til udvikling af ny infrastruktur, offentlige reguleringer af kravene til energieffektivisering samt til udbredelsen af bæredygtige energikilder. Desuden skal der fortsat reserveres store investeringer til forskning og udvikling samt til implementeringen af nye teknologier.

Hvis man et øjeblik forestiller sig, at såvel Johan Rockströms teorier som opskriften fra ’Mission Possible’ og tilsvarende teknologiske nybrud blev gennemført, ville klimaforandringerne forløse verdenshistoriens ubestridt største og hurtigste teknologiske revolution – og den med størst og længst betydning for flest mennesker.

Og så ser vi i øvrigt her kun på en afgrænset del af klimaproblematikken, nemlig den, der primært knytter sig til transformationen af energisystemer og tunge industrier. Det siger lidt om den mulige revolutions samlede slagkraft.

Men at det handler om andet og mere end teknologi, bekræfter historien om kullene. Afskaffelse af kullene som energikilde er udnævnt som et af de vigtigste klimaslag. Alligevel fortsætter kullene med at være den dominerende energiform i en række lande, og sidste år steg verdens kulproduktion igen efter et par års stagnation – trods alle besværgelser om en hurtig udfasning. Lande verden over er fortsat afhængige af kullene og vil være det mange år endnu.

I Tyskland er 40 procent af elforbruget baseret på kul og beskæftiger 20.000 mennesker. I Indien leverer kullene 60 procent af al energi, mens vedvarende energi endnu kun fylder 7 procent. Afhængigheden af kul forventes her først at toppe om 10 år.

Men Kina er kullets ubestridte supermagt, og trods planer om at udfase kullene har Kina stadig planer om at opføre 700 nye kulkraftværker såvel i Kina som i en række andre lande. Læg dertil, at kulproduktion beskæftiger over 4 millioner kinesere. Sammenlagt forventes 1.600 nye kulværker opført i over 60 lande de kommende år.

Når den stærkt klimaskadelige kulproduktion trods fortsatte bestræbelser på udfasninger fortsat er en energimæssig magtfaktor, skyldes det bl.a., at der endnu er millioner af tons kul i undergrunden, at produktionen støttes af magtfulde virksomheder, samt at en lang række regeringer allokerer milliarder af dollars i subsidier til produktionen, at banker og investorer tjener mange penge på kullene, at mange energisystemer i adskillige år vil være afhængige af kullene, og at de er en meget billig energikilde.

Derfor er det en politisk tabersag i mange lande at tage hurtige opgør med afskaffelsen af kullene.

Det illustrerer forskellen på rumprogrammer og klimaprogrammer – og viser, hvorfor teknologiske løsninger ikke kan vurderes isolerede. Klimakampen er også en politisk ideologisk kamp, en kamp, hvor meget store kapitalinteresser er i spil, og hvor mange fronter skal angribes samtidig. De rigtige løsninger er tilsyneladende fanget i en magtpolitisk fælde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis man for alvor skal forstå udfordringerne i det spil, kan man med fordel læse den ’Global Risk Report 2019’, som organisationen World Economic Forum udsendte i onsdags, og som i den kommende uge skal drøftes på organisationens årlige verdensøkonomiske topmøde i den schweiziske alpeby Davos:

Klimaforandringerne dominerer risikobilledet, og det er der to grunde til. For det første er det ubestridt klodens største trussel og har været det i flere år, men for det andet har verdenssamfundet ifølge rapporten fejlet i at gennemføre de nødvendige løsninger i tide.

En nærlæsning af ’Global Risk Report 2019’ – i øvrigt den hidtil mest skræmmende – viser, at de globale problemer, herunder klimaforandringerne, har nået et omfang og en kompleksitet, der kræver, at vi ikke kun skal forske i nye teknologier, men i nye måder at få hele samfund til at ændre adfærd på – og at vi skal kunne gøre det hurtigt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce