Arkivtegning: Per Marquard Otzen/Per Marquard Otzen
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mellemfolkeligt Samvirke: Lad os gøre op med den tarvelige kræmmermentalitet i dansk politik

Det værste ved den dagsorden, politikerne stiller os i udsigt op til folketingsvalget, er, at den er en gigantisk afledningsmanøvre i forhold til tidens store kriser.

Debatindlæg

En dag vil vi besinde os.

Når vi som samfund igen en dag er parate til at diskutere reelle udfordringer frem for at kæmpe imod vindmøllernes silhuetter; når politikere igen er villige til at sætte respekten for mennesker forud for partipolitisk taktik, vil vi alle se tilbage på 2018 som et gigantisk tidsspilde. Vi kunne have udrettet så meget. Vi havde så mange muligheder og gode forudsætninger for at håndtere og endda løse nogle reelle problemer, vil vi sige til hinanden.

I stedet lod vi vores frygt og hungren efter medieopmærksomhed og stående bifald tage overhånd og skygge for vores udsyn til omverdenen og for vores sans for reelle udfordringers omfang og alvor.

I ellevte time inden forårets valgkamp synes politikerne at reagere på tidens store kriser – en stigende ulighed i de fleste lande og en galopperende klimakrise – ved at sætte hovedtelefoner med høj musik på og håbe, at andre tager affære. Finanslovsaftalen for 2019 viser med trist tydelighed, hvor store morgendagens moralske tømmermænd bliver for os som samfund.

Eksempelvis står det planlagte udrejsecenter på Lindholm i Stege Bugt som symbolet på en øredøvende politisk og åndelig fattigdom

Eksempelvis står det planlagte udrejsecenter på Lindholm i Stege Bugt som symbolet på en øredøvende politisk og åndelig fattigdom. For det understreger en tarvelig kræmmermentalitet i dansk politik, hvor en regering, der står svagt i meningsmålinger, tildeler sit støtteparti skatteborgerbetalt valgkampsmateriale i form af en øde ø til en værdi af over 800 millioner kroner.

Oveni kommer det menneskerettighedsmæssigt betænkelige i at lægge op til en statssanktioneret frihedsberøvelse af mennesker uden nogen rettergang. For det er vel det, vi må kalde det, at dømme efter politikernes egne udsagn i medierne om øens formål og udformning.

Lige så villige politikerne tilsyneladende er til at kaste fortøjningerne til menneskerettighedskonventionen, lige så parate er de til at se stort på, om deres politik er i strid med den grundlov, de som medlemmer af Folketinget har aflagt ed på at overholde. Finanslovsaftalen for 2019 nedsætter den i forvejen omstridte integrationsydelse for nye udlændinge i Danmark markant.

Allerede før de nye nedskæringer i beløbsstørrelsen har Institut for Menneskerettigheder vurderet, at ydelsen, der ligger betragteligt under kontanthjælpsniveau, kan være på kant med grundlovens bestemmelser om det offentliges ansvars for at sikre borgere – alle med lovligt ophold i landet – et vist eksistensminimum. Instituttets advarsler blev af udlændingeministeren fejet væk med ordene om, at der var tale om et partsindlæg.

Så er der de stærkt kritisable forhold for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm. Folketingets ombudsmand har efter flere besøg slået fast, at institutionen vanskeliggør børnenes opvækst og begrænser deres muligheder for naturlig udvikling og livsudfoldelse. Børnenes hverdag er i høj grad præget af »uro, ensomhed og uoverskuelighed«, skriver han.

Mens vi er optaget af øde øer og hjemsendelsesydelser, stiger uligheden og den relative fattigdom i Danmark

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også Børns Vilkår og Dansk Flygtningehjælp har vurderet, at Sjælsmark ikke er egnet til langvarige ophold for børn og unge. Vi gyser ved tanken om, at de ansvarlige politikere måske ikke ser disse børn som mennesker, men i stedet blot som uvelkomne udlændinge, der ikke har krav på et værdigt liv.

Det værste ved den dagsorden, politikerne stiller os i udsigt op til folketingsvalget, er, at den er en gigantisk afledningsmanøvre. Vi kender de helt store kriser, som vi som samfund er nødt til at håndtere hurtigst muligt, hvis også vores børn skal have en tryg, retfærdig og bæredygtig planet at leve på. Vi har ovenikøbet en plan for, hvordan vi når i mål.

FN’s sytten verdensmål, som Danmark selv har været med til at udforme og skrevet under på, opsætter blandt andet klare mål for, hvordan vi afskaffer global fattigdom og bekæmper ulighed inden 2030.

I Danmark plejer vi at være gode til netop det sociale sikkerhedsnet. Men i disse år bevæger vi os faktisk længere væk fra at opfylde denne målsætning. Mens vi er optaget af øde øer og hjemsendelsesydelser, stiger uligheden og den relative fattigdom i Danmark. Sådan har det været, siden målene blev vedtaget i 2015.

Et helt centralt princip i FN’s verdensmål er, at ingen må lades i stikken, mens resten af samfundet udvikler sig. Men når vi i Danmark udsætter børn for institutionaliseret mistrivsel og sænker ydelser til de fattigste familier i Danmark til et niveau, der skubber madpakker og skoletasker ud af familiernes hverdag, går vi i den stik modsatte retning af verdensmålene. Helt entydigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Heldigvis står vi ikke alene med kritikken. Den bakkes op af tusindvis af borgere, der sidste år på FN’s menneskerettighedsdag, 10. december, gik på gaderne i en række danske byer i protest mod forringelserne af udlændinges kår. Over 22.000 borgere har støttet vores underskriftsindsamling mod finanslovsaftalen og været med til at betale for de annoncer, som i disse dage på togstationer og busholdepladser landet over siger fra over for angrebet på fattige og flygtninge.

Det giver fornyet tro på fremtiden. Tro på, at vi vil besinde os og se vores problemer i øjnene og sætte gang i en omstilling til en bæredygtig og retfærdig verden. Hvor ingen lades i stikken.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce