Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Liberal debattør Rasmus Brygger.
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Liberal debattør Rasmus Brygger.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Rasmus Brygger: Det er tid til et opgør med de absurde forestillinger om, hvad en rigtig mand er

Først var jeg ikke en rigtig dreng, fordi jeg ikke spillede fodbold. Nu er jeg ikke en rigtig mand, fordi jeg er feminist. Vi skal gentænke hele ideen om, hvad en rigtig mand er.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg var dreng i skolen, ville jeg helst ikke græde, når jeg faldt og slog mig. Og hvis jeg græd, var der i hvert fald ingen, der skulle se det. Hvad hvis de andre syntes, jeg var en tøs? Eller endnu værre: bøsse! De fleste drenge har prøvet at blive kaldt begge dele og i den grad få sat deres maskulinitet på prøve. Jeg kender det fra mig selv. Jeg var i hvert fald ikke en rigtig dreng, når jeg ikke spillede fodbold, fik jeg at vide. Da jeg blev ældre, var jeg ikke en rigtig dreng, fordi jeg ikke drak øl. Og nu er jeg så ikke en rigtig mand, fordi jeg er feminist.

Helt ærligt, der er noget ved den måde, vi tænker om mænd på, vi skal gentænke. Vi har som samfund brug for en snak om, hvad det vil sige at være mand. Ikke fordi mænd ikke må spille fodbold eller drikke øl. Det må de hjertens gerne. Men det skal ikke være deres boldøje og smag for øl, der definerer dem som mænd.

Barberbladsproducenten Gillette var for nylig i stormvejr, fordi de havde lanceret en ny reklamefilm. I den ser man bl.a. en række fædre kigge overbærende på to drenge, der slås, med bemærkningen om, at »boys will be boys«. Den har affødt en perlerække af kritik fra primært mænd, der føler, at deres køn er under angreb. Hvad de mange mandlige kritikere ikke forstår er, at dette ikke er et angreb på mænd: Det er et angreb på de negative og arkaiske ideer, vi som samfund har koblet på det at være maskulin.

Reaktionerne er meget karakteristiske for måden, vi taler maskulinitet på i Danmark. En ung mand var forleden i B.T. bekymret over, at feministerne med deres #MeToo snart fik så meget succes med at undertrykke maskulinteten, at mænd begynder at gå til zumba og drikke caffelatte. Et sandt mareridtsscenario, må man forstå. Et eksempel på, at mænd holder krampeagtigt fast i deres maskulinitet, fordi de frygter, at de nu skal feminiseres.

Rigtige mænd græder heller ikke. Mens det måske i dag ikke siges lige så direkte som tidligere, er der en klar forventning om, at drenge og mænd ikke skal vise følelser

Men hvad er maskulinitet? Hvad gør en mand til en rigtig mand? Svaret er selvfølgelig ligetil: Alle mænd er rigtige mænd. Og der er vitterlig ingen, der har ret til at sige, at nogen i mindre grad er en mand, fordi vedkommende ikke lever op til et gammelt prædefineret sæt regler, der gælder eksklusivt for mænd. I sig selv er det jo direkte absurd, at der overhovedet er særlige værdier, der karakteriserer mænd og kvinder. Mænd er ikke mindre mænd, hvis de er omsorgsfulde, ligesom der ikke går en flig af kvinder ved at være modige og tage styringen.

Og der er i den grad mange mænd, der ikke lever op til de konservative standarder. Er vi så ikke rigtige mænd?

For rigtige mænd må ikke være ofre. Da skuespilleren Terry Crews (der som massivt muskelbundt lever op til samtlige krav om, hvordan en maskulin mand bør se ud) sidste år fortalte, at han var blevet voldtaget, mødte han ekstrem latterliggørelse. Rapperen 50 Cent og en lang række politikere satte spørgsmålstegn ved, om mænd overhovedet kan voldtages – og kan de det, er de i hvert fald svage. Undersøgelser anslår, at omkring 5 procent af alle mænd har oplevet seksuelle krænkelser. Men det taler rigtige mænd ikke om. De holder kæft.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rigtige mænd græder heller ikke. Mens det måske i dag ikke siges lige så direkte som tidligere, er der en klar forventning om, at drenge og mænd ikke skal vise følelser. Og da slet ikke sårbarhed. Hvad gør det ved mænd, at de lukker deres følelser inde i et meget mørkt rum dybt indeni? Kvinder får tre gange så mange henvisninger til psykolog, mens tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord. Tre ud af fire hjemløse er mænd. Mænd er oftere både ofre for og udøvere af vold. Er der en sammenhæng? Det er i hvert fald ikke utænkeligt, at mænds følelsesregister bliver påvirket af andres forventninger til, hvad rigtige mænd gør og føler.

Jeg er i den forbindelse ked af at ødelægge et fjendebillede. Men det hele er altså ikke feministernes skyld. Det er ikke maskulinitet, men seksuelle overgreb, der er under angreb i #MeToo. Det er ikke feminister, der er skyld i, at mænd fylder på samfundets bund. Det er – i et vist omfang – et resultat af samfundets krav til dem som mænd, som de af forskellige årsager ikke har kunnet leve op til.

Derfor savner jeg et oprør fra os mænd. Oprøret skal ikke kun tage udgangspunkt i, at vi mænd skal sige fra over for dårlig opførsel over for kvinder. Det skal det også. Men lige så vigtigt er det, at vi tager en snak om maskulinitet, der tager afsæt i, at vi accepterer, at mænd også kan være svage, kan være ofre og kan skille sig ud – alt sammen uden at være mindre mand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kvinder har de sidste mange årtier kæmpet for retten til at sige fra over for samfundets krav. Det er på tide, at vi mænd også kommer på banen for vores eget køn. Ikke som modstandere, men som medspillere. For i virkeligheden har vi jo samme mål: at vi ikke skal bruge køn som undskyldning for at tryne hinanden. Ligestillingskampen i år 2019 bør i lige så høj grad være en mandekamp. Et opgør med absurde mandeidealer.

Reklamefilmen fra Gillette slutter af med en far, der spørger en ung dreng: »Er du okay?«. Ja, det er følelsesporno. Det er en klar kapitalisering på en tidsånd. Men det er også et spørgsmål, vi mænd kunne være bedre til at stille hinanden. Også selv om vi er rigtige mænd.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden