Torsdag aften kunne man live på dr.dk følge afslutningen på årets største (og måske eneste) politiske begivenhed for børn: Skolevalget. Værter og kommentatorer var i studiet, og reportere på Christiansborg stod klar til at sende reaktioner fra de (u)lykkelige ungdomspartier, der lige havde modtaget valgresultatet. Der skal lyde et stort tillykke til de over 80.000 elever, der deltog i skolevalget. Det er næsten altid godt at give sin mening til kende.»«
For skolevalget introducerer børnene til det potentielt værste ved demokratiet: valgkampen
Men her stopper rosen så også. For skolevalget er en forfærdelig opfindelse. Jeg deltog for første gang selv som debattør i 5 af de over 500 valgdebatter, der var arrangeret rundtom i landet. Alle foregik på den samme måde. Skolernes 8.- og 9.-klasser sad på stolene i gymnastiksalen med front mod en scene med en repræsentant for hvert af ungdomspartierne. Opstilling som til en klassisk ’town hall’-debat. Det er der ikke noget galt med, men det var der til gengæld i indholdet af de debatter, jeg deltog i.
For de unge politikere har virkelig lært noget af de voksne. Faktisk vil jeg tro, at alle partier grundigt har trænet debattørerne i debattens ’ædle kunst’. Og det resulterede desværre i en klassisk mudderkastningsdebat, hvor fløjene stod skarpt over for hinanden og kritiserede hinanden for løftebrud og manglende ansvar for landets udvikling. Jeg tror, skoleeleverne blev godt og grundigt rundtossede af det pseudodrama, der udspandt sig i bedste skoletid. En ting er i hvert fald sikkert efter en sådan debat: Ingen blev klogere, og alle blev lidt mere irriteret på hinanden. For skolevalget introducerer børnene til det potentielt værste ved demokratiet: valgkampen.
Skolevalg: Den danske ungdom bakker stadig op om blå blokJeg arbejder selv med politik på Christiansborg til hverdag. Her oplever jeg, når det er bedst, et levende demokrati med samarbejde mellem blokkene, diskussioner og samtaler, der gør os klogere i fællesskab. Lige indtil valgkampen går i gang. Selv om skolevalget lyder som en fremragende demokratiserende opfindelse, er det min oplevelse, at den desværre er det modsatte. Skolevalget er politikerlede i børnehøjde. Skoleeleverne oplever unge politikeraspiranter, der forsøger at lege Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Lad os håbe, at de er lige så hurtige til at glemme, som de er til at lære.
fortsæt med at læse
»De unge politikere forstår os bedre end de ældre på Christiansborg«
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

