Der er i disse dage en stigende tendens til, at børn og unge klamrer sig til de vurderinger, der gives af dem. Det ser man f.eks. i forbindelse med stræben efter 12-tallet i skolen, håbet om likes og rosende kommentarer på sociale medier og styrken i at klare sig godt i forhold til andre.
Hvorfor denne udvikling? Den kan selvfølgelig have mange grunde, men meget tyder på, at overdreven ros helt fra vuggestuealderen giver barnet en forskruet idé om, hvad der er værdifuldt.
Et klap på skulderen er altid rart. Men hvis vi vænner vores børn til, at deres handlinger skal vurderes, bedømmes, måles og vejes, vil det få konsekvenser for deres selvbillede.
Ros er ikke, hvad vores børn ude i daginstitutionerne har brug for. I rosen ligger der nemlig en voksenvurdering af barnet, som barnet på længere sigt ikke får nogen glæde af.
Ros er i bund og grund en bedømmelse af en handling. »Sikke en flot tegning!« og »Wow, hvor er du god til at gynge!« – typiske eksempler fra praksis, som vidner om en kultur, hvor anerkendelse bliver skiftet ud med overdreven ros.
Undersøgelser og observationer fra praksis viser, at anerkendelse som begreb igen og igen bliver misforstået. Mange pædagoger handler ud fra en overbevisning om, at barnet bliver mødt i sin oplevelser, når de roser og udtrykker begejstring over barnets præstationer.
Hov. Hvad nu, hvis forældre ikke afgør deres børns skæbneProblemet i det er, at vi udvikler børn og unge, som bliver dybt afhængige af denne form for ’feedback’ fra mennesker omkring sig. Bliver børnene vant til at stå på mål for konstante vurderinger, vil de opleve tvivl og usikkerhed omkring sig selv og deres handlinger fremover.
Det væsentlige her er at få en tydelighed omkring, hvad forskellen på ros og anerkendelser er. Den er nemlig betydelig. Ros er en positiv vurdering eller bedømmelse af andres handlinger eller adfærd. I børnenes tilfælde kommer rosen typisk fra en voksen – altså en, som er i en overmægtig position i forhold til barnet. Det skaber fra start en ubalance, da man i denne form for kommunikation ikke vil kunne spore ligeværd mellem barnet og den voksne.
Anerkendelse handler ikke om ros. Anerkendelse handler derimod om at møde den anden i den oplevelse, som personen gennemlever. Så i stedet for at sige »Hvor er du bare god til at tegne!« (en vurdering) vil man sige »Du bruger godt nok mange forskellige farver til din tegning – kan du godt lide at tegne?« (åbenhed over for oplevelsen).
Med dette eksempel kan man med en vis tydelighed vise, at der findes nogle helt fundamentale forskelle i pædagogernes italesættelser til børnene, som kan have stor betydning for børnenes selvoplevelse.
Det er ikke nødvendigvis negativt at rose vores små, men hvis det forstås som en udøvelse af anerkendende pædagogik, tager man grueligt fejl. Derudover vil et overdrevet forbrug af ros skabe usikre børn og unge, som ikke ser en værdi i sig selv.
Hvis man vænnes til at blive bedømt af voksne frem for at blive anerkendt, vil dette sætte sig som et mål for barnet, som på sigt vil give barnet et overfladisk forhold til sig selv.
Vi er i gang med et gigantisk eksperiment med vores børn. De bliver presset over evne, og det ender ikke godt, hvis ikke vi passer påForskningen fortæller os, at børn, som bliver mødt med anerkendelse i deres dagligdag, udvikler empati, rummelighed, indlevelsesevne og ikke mindst selvværd. Derfor skal vi have styr på, hvordan vi møder børnene i deres hverdagsliv. Lavt selvværd kan spores tilbage til vuggestuen og de mange misforståelser i faglige begrebers anvendelse.
Pædagoger roser ikke børnene med en ond hensigt – tværtimod. Men anerkendelsen kan bare noget, som ros ikke kan. Den udvikler individer, som finder reel værdi i sig selv, og dette er uanset styrker og svagheder. Man kan ikke være god til alt i denne verden; derfor vil ros som primær kommunikation til børnene altid komme til kort.
Vi skal møde børnene, når de mestrer, og når de fejler – og lade dem vide, at det er o.k.
fortsæt med at læse
