I Politiken fra 7. februar læser jeg et meget vinklet og klippet interview med mig, hvor journalisten udelader at få de konklusioner med, som jeg finder vigtige, skriver Per stig Møller i dette indlæg.
Foto: Gregers Tycho/RITZAU

I Politiken fra 7. februar læser jeg et meget vinklet og klippet interview med mig, hvor journalisten udelader at få de konklusioner med, som jeg finder vigtige, skriver Per stig Møller i dette indlæg.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Per Stig Møller til Politiken: Det var slet ikke masseødelæggelsesvåbnene, diskussionen drejede sig om i marts 2003

Politiken har i et interview med mig d. 7. februar valgt de konklusioner, som avisens journalist helst ville have.

Debatindlæg

I Politiken fra 7. februar læser jeg et meget vinklet og klippet interview med mig. Intervieweren spørger anklagende ind til side 330 i bind 3 i ’Hvorfor gik Danmark i krig?’, hvori det anføres, at ordvalget omkring masseødelæggelsesvåben ændres undervejs i forløbet. Hvilket sjovt nok er den samme side, alle journalister tilfældigvis fandt en time efter offentliggørelsen.

Jeg gjorde ham opmærksom på, at der midt på siden står: »Undervejs var vurderingen blevet strammet og gjort mere sikker af embedsværket«. Det havde han overset.

Det har ingen mening at interviewe en person og så kun bringe og vinkle det, journalisten gerne vil høre

Jeg skal ikke hænge dette embedsværk ud, men det betyder jo, at det er svært at anklage mig for at have gjort det. Man kan så i stedet og i givet fald anklage mig eller andre for at have overset det. Men det afgørende er jo, hvad de to udredere Mariager og Wivel skriver i deres konklusioner i bind 1 side 314, som jeg læste op for intervieweren, da han ikke selv havde læst konklusionerne:

»Endvidere har spørgsmålet været rejst, om den danske regering talte usandt om eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak. Svaret på det spørgsmål er afvisende. Regeringen byggede på FE’s trusselsvurderinger, hvori det blev antaget, at Irak havde masseødelæggelsesvåben«.

Jeg nævnte også, at det slet ikke var masseødelæggelsesvåbnene, diskussionen drejede sig om i marts 2003, for dem troede alle, at Irak havde, men om, hvorvidt våbeninspektørerne skulle gives mere tid. Det var på det punkt, vandene skiltes.

For fuldstændighedens skyld, og for at give Politiken lejlighed til at korrigere sig selv nævnte jeg, at man på side 314 kan finde et dementi af Politikens – i anledning af Tynells bog– i sin tid stort opsatte historie om, at Statsministeriet mundtligt havde givet Folkeretskontoret instruks om, hvad det skulle nå frem til i sit notat om Irakkrigen: »Dette er efter alt at dømme en myte«, står der, ligesom det er en myte, at det skulle være et »weekendnotat«.

Det eneste, avisen lod mig få med, var citatet fra side 315, hvor de to udredere vedrørende Iraks forbindelse til terrorister noterer: »Regeringen hævdede ikke, at Irak havde kontakt til al-Qaeda, men til terrorister i almindelighed. Det har i øvrigt vist sig, at Iraks samarbejde med terrorister var mere omfattende end tidligere antaget«.

Da ’Organet for den højeste oplysning’ ikke har oplyst læserne om disse konklusioner, fandt og finder jeg det vigtigt at oplyse læserne om dem.

Det har ingen mening at interviewe en person og så kun bringe og vinkle det, journalisten gerne vil høre, og udelade det, den interviewede finder vigtigt at få med.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce