0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Den danske selvforståelse må ikke spænde ben for ligestillingen: I stedet for at fastholde en illusion om, at vi er i mål, kunne vi arbejde konstruktivt hen imod løsninger

Vi nærmer os kvindernes internationale kampdag. Vi må minde hinanden om, at ligestillingen ikke er opnået, og ikke lade os indhylle i myter og et godt internationalt rygte.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jørn Villumsen/Politiken-Tegning
Arkivtegning:: Jørn Villumsen/Politiken-Tegning

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ideen om kvindernes internationale kampdag blev fremsat i august 1910, på en international kvindekongres afholdt i Folkets Hus på Jagtvej 69. 65 år senere, i 1975, blev 8. marts anerkendt af FN som den internationale kvindedag. Vi kan i Danmark være stolte af at have lagt hus til denne dags opståen. Vi er kendt for ligestilling, og andre ser op til Danmark som foregangsland.

Hvis vi vil opretholde positionen som foregangsland, er der i dag, 109 år efter begivenheden i Folkets Hus, stadig brug for en fokuseret indsats på ligestillingsområdet. Hver dag, hele året rundt. På et politisk plan, men også på individ- organisationsplan.

Arbejdsmarkedet er i disse år en central arena for de forandringer, der sikrer kvinder og mænd lige gode levevilkår. Lad os her først fejre de positive forandringer, der er sket, og derefter se på, hvad der fortsat trænger til opmærksomhed, samt give et bud på, hvorfor denne opmærksomhed kan være så svær at mobilisere.

I stedet for at fastholde en illusion om, at vi er i mål, kunne vi arbejde konstruktivt hen imod løsninger, så vi faktisk får de individuelle muligheder og samfundsmæssige resultater, vi alle er enige om

I de seneste år er ordet diversitet eksempelvis blevet mainstream; man kan ikke komme uden om det, når man taler om innovation, ledelse og organisationsudvikling. Det er langsomt blevet almen viden, at homogenitet ikke ligefrem er nyskabende – at et sundt beslutningsforum ikke udgøres af en gruppe personer med samme køn, alder, uddannelsesmæssige baggrund eller samme kulturelle og/eller etniske baggrund.

Det er blevet legitimt at række fingeren i vejret og højt spørge: Kunne man virkelig ikke finde én eneste kvinde? Én eneste med minoritetsbaggrund? Én eneste, der ikke er magen til magtens traditionelle figur? Pludselig afføder sådanne spørgsmål røde ører, og således kan vi 8. marts 2019 konkludere, at et vigtigt slag er ved at være vundet; der er skabt bevidsthed om mangfoldighedens styrker og anerkendelse af, at den mangler!

Der er også opstået en ny politisk vilje til at gribe ind over for seksualisering af ulige magtforhold. Beskæftigelsesministeren og ligestillingsministeren – to ministre, der sædvanligvis foretrækker ikke at lovgive på ligestillingsområdet – har været i Folketinget med lovforslag, der har forbedret de udsattes retsstilling.

Sådanne tiltag har været medvirkende til, at seksuel chikane, der før var tabuiseret og noget, man forsøgte at håndtere i krogene, i 2019 er blevet til et prioriteret opmærksomheds- og udviklingspunkt på flere danske arbejdspladser.

Selv om 8. marts traditionelt er kvindernes dag, er der god grund til at fejre den sammen med mændene. Med to måneders øremærket forældreorlov til fædrene er der i år takket været et EU-direktiv skabt et solidt grundlag for, at småbørn og fædre kan blive en del af hinandens liv i en grad, vi aldrig før har set. Det er til fordel for den enkelte familie, og på samfundsplan kan vi glæde os over udsigten til færre skilsmisser, et bedre helbred for fædrene og et mere ligestillet arbejdsmarked.

Danmark er ikke et dukseland

8. marts er imidlertid også dagen, hvor vi husker os selv og hinanden på, at ligestilling aldrig kan tages for givet – og endnu ikke er opnået. På trods af ligelønslovgivning har Danmark for eksempel stadig et løngab mellem mænd og kvinder på 7,9, korrigeret for forskelle i jobs, branche og industri.

På det overnationale niveau er det slående, at Danmark kommer ind på en 95.-plads ud af 144 deltagende lande i World Economic Forums seneste opgørelse over kvinders deltagelse på de ledende niveauer i samfundet.

Dette nedslående resultat bliver underbygget af en stikprøve fra Erhvervsstyrelsen, som viser, at over halvdelen af de 1.200 største danske virksomheder – der i øvrigt er omfattet af reglerne om måltal og politikker for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen – ikke har én eneste kvinde repræsenteret i det øverste ledelsesorgan.

Desuden har det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø netop gennemført en undersøgelse, der over en flerårig måleperiode viser en jævn stigning i omfanget af seksuel chikane.

Historiske kønsopfattelser kan ikke undgå at påvirke konstruktionen af vores fælles bevidsthed, vores ’danskhed’ og vores måder at forstå og opfatte hinanden på i dag

Det er værd at bemærke, at selv om den mest udsatte gruppe uden sammenligning er unge kvinder, findes den største stigning i antallet af indrapporteringer blandt unge mænd. Der er således fortsat brug for initiativer og reguleringer, der synliggør og behandler sager om seksuel chikane på arbejdspladser – og det er afgørende, at initiativerne henvender sig til alle, uanset køn.

Annonce

Forelsket i myten om lighed

Hvor kønsligestilling i mange andre – også europæiske – lande stadig står højt på den politiske dagsorden og i de senere år også er blevet fulgt op med tiltagende politiske og strukturelle tiltag, finder man i Danmark ofte den holdning, at ’vi er der’. Vi kæmpede hårdt i 70’erne og fik allerede dengang opnået det, der stadig kæmpes for i mange andre lande.

Vi er i mål, synes mange at mene – på trods af at tal som de ovenstående tegner et mere nuanceret billede. Myten om, at vi i Danmark har opnået ligestilling, samt fortællingen om, at vi lever i et meritokrati, dvs. at det alene er dine kompetencer, der er afgørende for dine muligheder, gør det svært at tale om de resterende uligheder – og endnu sværere at gøre noget ved dem.

Logikken er den, at når vi nu har lige muligheder, må der være andre årsager til manglen på ligestilling. Men vi tager ikke højde for, hvordan historiske opfattelser bæres videre igennem generationer; det kan nogle gange tage længere tid at ændre holdning end handling.

Kønsroller – ligesom andre normer – produceres over tid og akkumuleres af den historiske udvikling. Historiske kønsopfattelser kan ikke undgå at påvirke konstruktionen af vores fælles bevidsthed, vores ’danskhed’ og vores måder at forstå og opfatte hinanden på i dag. Store dele af vores fælles historie nedarves i fortællinger, historier, talemåder, metaforer og humor, som derved nærmest usynligt påvirker vores kønsopfattelse mere, end vi tror.

I stedet for at fastholde en illusion om, at vi er i mål, kunne vi arbejde konstruktivt hen imod løsninger, så vi faktisk får de individuelle muligheder og samfundsmæssige resultater, vi alle er enige om. Kvinder kan ikke kæmpe denne kamp alene. Normer og fordomme fastholdes og reproduceres af både mænd og kvinder. Det kræver en fælles indsats at ændre vores indgroede forestillinger. Til gengæld vil vi alle vinde ved det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter