Du er bare snerpet. Du må have misforstået noget. Det er bare dig, den er gal med.
Der er et utal af undskyldninger og bortforklaringer på, hvorfor vi ikke kan tale om ligestillingsproblemerne. Det er i forvejen ekstremt svært at stå frem og tale om de ting, store som små, som vi bliver udsat for på grund af vores køn eller seksualitet. At man så oveni risikerer at blive stemplet som krænkelsesparat, gør det langtfra lettere. Tværtimod.
Jeg taler her om alle dem, der har oplevet voldtægt. Seksuelle overgreb eller andre fysiske eller psykiske krænkelser. Men jeg taler også om de mange, der bliver behandlet anderledes på grund af deres køn eller seksualitet. Det kan være den mandlige sygeplejerske, der bliver behandlet som mindre mand, fordi han er i et typisk kvindefag. Det kan være kvinden, der ikke bliver taget seriøst, fordi hun har langt blond hår. Og det kan være os alle, der er vokset op og lever i et samfund, der i den grad påvirker vores syn på køn og seksualitet.
Det hele er problemer, store som små. Og uanset om det så står værre til i Bangladesh, så er det jo stadig problemer. Problemer, som man skal kunne tale om.
Mit suverænt største ønske er, at vi kan få talt mere om de ligestillingsproblemer, vi hver især oplever – mænd som kvinder – på en måde, der fordrer en ordentlig samtale. Det står i stærk kontrast til det nuværende debatmiljø, der i høj grad lukker ned for samtalen. Jeg har i de seneste år diskuteret rigtig mange ting. Alt fra Israel-Palæstina-konflikten til Christiania. Fra narkotikalovgivning til flygtningepolitik.
Alligevel opfatter jeg ligestillingsdebatten som en af de klart giftigste debatter, jeg har deltaget i. Det er forståeligt, fordi vi jo er helt inde at tale om vores egen identitet. Men det er samtidig ærgerligt, fordi der berøres nogle alvorlige emner, vi som samfund må og skal diskutere.
Jordemoder og sexolog: Mit arbejde viser mig hele tiden, at normer begrænser os helt ind i soveværelset og fødestuenDanmarks fodboldidentitet bygger stadig på EM-sejren i 1992. Hvad angår vores identitet som et progressivt og ligestillet land, er vi ikke kommet videre fra 1969, hvor vi som det første land lovliggjorde porno. Vi har en selvforståelse, der bygger på, at vi er et topmoderne land, hvad angår køn og identitet.
Hver gang vi hører om andre lande, der er længere fremme end os, så er det de andre, den er gal med. Men måske er vi bagud? Måske kunne vi faktisk blive bedre?
Et godt eksempel på, hvordan vi nægter at se problemerne i øjnene, er, når vi i Danmark taler om #MeToo. Som debattør møder jeg ofte skoleelever, når de skriver projektopgave, og et spørgsmål, der næsten er altid går igen, er: Er #MeToo ikke gået for langt?
Med andre ord: Vores modtagelse af debatten om overgreb er så ekstrem, at selv skoleelevers første tanke om en bevægelse, der har fået tusinder af overgrebssager frem i lyset, er, om ikke det har taget overhånd. Alt dette alene baseret på frygten for enkelte falske anklager. Falske anklager er selvsagt uhyrlige, men de skal ikke skygge for, at vi skal afdække de massive problemer, der er, med overgreb og krænkelser.
Jeg har, for at tage en aktuel sag frem, den allerstørste respekt for de modige unge kvinder, der den seneste tid er stået frem og har fortalt om de overgreb, de har været udsat for i ungdomspartier. Sagerne har ligget skjult så længe, fordi de aldrig blev taget seriøst. Og fordi der ikke var kultur for, at der kunne tales om problemerne.
Vi må bare erkende, at vi som samfund ikke er gode nok til at tale om de problemer, vi bliver udsat for – sådan helt generelt. Men måske især, når det gælder overgreb og kønsproblematik, har de fleste af os en tendens til at underspille problemerne. Det skyldes måske delvist, at vi ikke selv har oplevet noget tilsvarende, og det derfor kan være svært at forstå, præcis hvad der er tale om.
Så hvad kan vi gøre? Her er det nærliggende for de fleste feminister m.fl. at begynde at tale om politiske løsninger på problemerne. Seksuelle overgreb skal løses gennem nye love. Kvinder skal repræsenteres bedre gennem kvoter. Fædre skal tage mere barsel gennem øremærkning. Og så videre.
Den danske selvforståelse må ikke spænde ben for ligestillingen: I stedet for at fastholde en illusion om, at vi er i mål, kunne vi arbejde konstruktivt hen imod løsningerDet er helt legitimt at ty til en diskussion om løsninger, men man skal i den forbindelse bare være opmærksom på, at sådanne diskussioner kan skygge for en anden og mindst lige så vigtig del af løsningen: at vi taler om og anerkender problemerne.
Det er efterhånden velunderbygget, at vi som mennesker har en tendens til at forkaste problemerne, hvis vi er uenige i løsningerne.
I et studie fra Duke University forsøgte man f.eks. at fortælle to grupper amerikanske konservative, at der var global opvarmning. Den ene gruppe blev samtidig mødt med et forslag om mere statslig regulering som løsning. Den anden fik et forslag om at løse klimaproblemer gennem markedet via lav skat og privat innovation. Den første gruppe, der blev spurgt ind til lovgivning, de ikke brød sig om, forkastede i større omfang også, at der var et problem med global opvarmning.
Man kan overveje, om der ikke er lignende tendenser i den danske ligestillingsdebat. Som en, der er gået fra at være antifeminist til feminist, kan jeg i hvert fald genkende noget af det i mine egne fejlslutninger. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal holde op med at diskutere løsninger. Men vi skal samtidig være bevidste om, at ingen problemer bliver løst, før der er bred anerkendelse af, at der rent faktisk er tale om problemer.
I anledningen af kvindernes kampdag er mit største ønske for kvindekampen, at vi skal kunne tale om problemerne – store som små. Før vi gør det, kommer vi aldrig videre.
fortsæt med at læse
