Jeg er vokset op i en familie, der ikke gik i teateret, og i min folkeskoletid husker jeg kun et enkelt teaterbesøg. Men en dag kom selveste Michala Petri og spillede koncert i skolens gymnastiksal. Vi sad der, 600 vestegnsunger på blå plastikstole, i lugten af sved og vådt gymnastiktøj og lyttede til en dame, der spillede blokfløjte.
Jeg skal ikke kunne sige, om det fangede alle, men min søster, der sad på den blå stol ved siden af min og knugede min hånd, så det gjorde ondt, blev ramt. Bagefter gik hun direkte hjem og fortalte vores forældre, at hun ville lære at spille blokfløjte, og kort efter startede hun i musikskolen. Hun begyndte at spille i en folkemusikgruppe med nogle piger, der var lidt ældre end hende, og som kom fra familier med både klaver og Arte-abonnement. Der gik ikke lang tid, før hun kom hjem og spurgte mine forældre: Hvorfor går vi aldrig i teateret?
