0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Carsten Jensen: Inden i virussen lurer en anden virus. Det er frygten

Vi er i krig med en virus. Men vi er også i krig med en natur, hvis kræfter er langt voldsommere end nogen virus. Betragt den nuværende krigstilstand som en åndelig beredskabsøvelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Tegning: Philip Ytournel/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg

Da min kone og jeg i begyndelsen af februar modtog den forfærdelige meddelelse, at hendes søn brat var død som følge af en udiagnosticeret hjertefejl, kun 25 år gammel, sagde vores husvært i Los Angeles, der selv havde mistet en søn på samme alder, til os, at »I kommer igennem det, men I kommer aldrig over det«.​​

Vi vidste kun én ting, at vi aldrig ville blive de samme igen. Væk var den genkendelige selvfølgelighed, der hidtil havde præget vores hverdag. Alt det, vi antog for givet, havde mistet sin plads. Verden var blevet et fremmed sted, der på én gang trængte sig på med overvældende tydelighed og samtidig var fjernt og uvirkeligt. Jeg følte mig som en antropolog, der i et ukendt land havde mistet forbindelsen til ethvert sted, han kunne kalde sit eget. Jeg blev orienteringsløs og uden formål.

Da jeg halvanden måned senere befandt mig i Los Angeles’ halvtomme lufthavn på vej hjem til Danmark, gik det op for mig, at jeg ikke var alene. Der var en fremmedhed i blikket på de mennesker, der færdedes omkring mig, og jeg kunne ikke lade være med at forbinde den med den coronavirus, der havde tømt lufthavnen og snart skulle tømme gader overalt i verden. Også for de andre passagerer i lufthavnen havde det givne mistet sin selvfølgelighed. Også de var i færd med at tage afsked.

Det er måske dristigt at drage en parallel mellem den globale situation og så min egen private og hævde, at den tilstand, coronavirussen har hensat verden i, kan minde om sorg. Men også sorgen er en form for påtvungen, ufrivillig selvisolation. Sorg er en enecelle. Der er afsked i den og ordløshed, tab og en fornemmelse af at bevæge sig i et ukendt terræn, hvor erfaringen må opgive at komme med sine gode råd. Der er mindelser om det i vores reaktioner på virussen. Det er grundsubstansen i vores fælles liv, den jord, vi træder på, hverdagen med dens rutiner, som brat har ændret sig. ​​

Selv gårsdagens mest trivielle begivenheder, indkøb i supermarkedet, turen med tog eller bus til arbejde, er pludselig omgivet af et forskønnende, nostalgisk skær. Engang var det bare handlinger, der skulle overstås. Nu drømmer vi om dengang, vi gik i supermarkedet uden at være hjemsøgt af indre ængstelse. Hvem har ellers rørt ved de varer, jeg tager ned fra hylderne? Bør jeg lade hånden hvile på gelænderet, når jeg går ned ad trappen? Vi har ikke bare en ubekvem oplevelse af de andres nærhed, men også af vores egen krop, som pludselig ikke længere tilhører os, men er udsat som et hus uden låse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter