Da min kone og jeg i begyndelsen af februar modtog den forfærdelige meddelelse, at hendes søn brat var død som følge af en udiagnosticeret hjertefejl, kun 25 år gammel, sagde vores husvært i Los Angeles, der selv havde mistet en søn på samme alder, til os, at »I kommer igennem det, men I kommer aldrig over det«.
Vi vidste kun én ting, at vi aldrig ville blive de samme igen. Væk var den genkendelige selvfølgelighed, der hidtil havde præget vores hverdag. Alt det, vi antog for givet, havde mistet sin plads. Verden var blevet et fremmed sted, der på én gang trængte sig på med overvældende tydelighed og samtidig var fjernt og uvirkeligt. Jeg følte mig som en antropolog, der i et ukendt land havde mistet forbindelsen til ethvert sted, han kunne kalde sit eget. Jeg blev orienteringsløs og uden formål.
