I mandags sad vi alle sammen klinet til skærmen. Vi hungrede efter at se lys for enden af isolationstunnelen. I håbefuld forventning om en forsigtig kontrolleret åbning, der kunne give os tro på, at et frit Danmark ville vokse frem. Men vi fik hverken tro eller håb. Intet fortrøstningsfuldt fremtidsscenarie at pejle efter.
Jeg hørte ikke et eneste:»We will meet again«. Ikke en eneste reference til, hvordan vi tidligere i Danmark har løftet os ud af tunge kriser, som statsbankerotten og Anden Verdenskrig. Faktisk sagde statsministeren, at Danmark aldrig bliver det samme igen. Og det er jeg sådan set enig i. Men der var ingen bud på, hvad det så kan blive i stedet. Mette Frederiksen efterlod et gabende tomt hul fuldt af frygt og usikkerhed. Og det er i mine øjne virkelig kortsigtet krisekommunikation.
