Sociolog: Krisen kan være et uventet momentum for at skabe vedvarende bidrag til ligestillingen

En samfundskrise som en pandemi er sociologisk set aldrig neutral. Den er hverken alders-, etnicitets- eller klasseblind, den påvirker forskellige samfundsgrupper på forskellige måder, direkte eller indirekte. Det er samfundskrisens natur: Den forstørrer og forstærker de allerede eksisterende forskelle i et samfund. ​​​

Livet under og efter en pandemi ændrer sig heller ikke på samme måde for mænd som for kvinder. Nogle af krisens effekter ser vi nu og her, f.eks. det markant høje antal mænd, der dør med eller af covid-19. Andre ser vi, umiddelbart efter den værste krise løjet af, og andre igen vil vi først kunne se længere ude i fremtiden.

Sidst vi havde en samfundskrise – finanskrisen, der brød ud i 2008 – var det i mange henseender mænd, der stod for skud. Krisen tog livet af mange ufaglærte jobs og jobs i bygge- og anlægsbranchen, hvor det i begge tilfælde gælder, at der arbejder flere mænd end kvinder. Derfor var det især mænd, krisen lod tilbage uden beskæftigelse og med privatøkonomien i ruiner.

Den samfundskrise, vi står midt i nu, rammer modsat finanskrisen især kvinder hårdt. Vi har allerede set, hvordan omfanget af vold i hjemmene i Danmark er steget under landets nedlukning og det i en grad, så kvindekrisecentrene har haft fået tilført ressourcer, for at antallet af sengepladser kunne følge med. Nu bekymrer ngo’erne, der arbejder med kønsbaseret vold, sig om en tilsvarende stigning i antallet af drab og vold med døden til følge – Amnesty International rapporterer om en fordobling af antallet af partnerdrab i England under landets lockdown.

Coronakrisen rammer også kvinder samfundsøkonomisk hårdt. I hvert fald hvis vi kigger ud i den nærmeste fremtid. Statistikker viser, at det er kvinder, der tilbringer mest tid tæt sammen med andre mennesker både privat og professionelt. Lidt firkantet kan man sige det sådan, at kvinder arbejder med mennesker, og kvinder passer andre mennesker: børn, gamle og syge. I en sundhedskrise gør det kvinder til en særlig udsat gruppe. Især af tre grunde: ​​​

For det første er kvinder sandsynligvis i overtal blandt dem, der mister deres jobs som direkte følge af pandemien. Det skyldes, at det især er i hotel-, restaurations- og detailbranchen – alle de steder, hvor mennesker samles – der er blevet fyret medarbejdere. Vi kender endnu ikke kønsfordelingen på de opsagte medarbejdere i Danmark, men tilsvarende opgørelser fra USA viser, at 60 procent af alle fyringer i marts var fyringer af kvinder.

For det andet er det primært kvinder, der varetager de professioner, vi som mennesker er dybt afhængige af, som vi lønner urimeligt lavt, som vi trækker de største veksler på lige nu, og som står i forreste smitterække. Sygeplejersker, sosu’er, bioanalytikere, apotekere og resten af sundhedssektoren er sammen med »dem, der gør rent, og dem, der tager sig af andre folks børn«, blevet til kritiske funktioner. Denne gruppering og beskrivelse er ikke formuleret af mig. Den er taget fra Københavns Kommunes beskrivelse af, hvilke forældre der står forrest i køen til at aflevere deres børn i institution, hvilket udstiller, hvor helt afgørende disse funktioner er for vores samfund, og ikke mindst hvor absurd det er, at historiens åg stadig hviler tungt på såkaldte kvindefag og holder lønnen nede.

For det tredje vil mange kvinder, navnlig i og over middelklassen, i disse måneder have brugt mere tid på at passe børn og hus, end de plejer at gøre. I forvejen bruger kvinder i Danmark i gennemsnit en time mere om dagen på husligt arbejde, end mænd gør. Når en familie med en mor og en far, der har jobs, som er mulige at udføre hjemme, sættes under pres, vil mødre i gennemsnit bruge mindre tid på arbejde og mere tid på omsorgsarbejde, end fædre vil.

Det er et mønster, vi genkender fra fordeling af barsel: Kvinders statistisk set lavere indtægt, mindre grad af iværksætteri, højere andel af deltidsansættelser samt manglende barselsordninger for mænd gør et forældrepars beslutning om, at mor nemmest kan undværes på arbejdsmarkedet, til den mest oplagte.

For enlige forældre, hvoraf de fleste er kvinder, vil situationen under coronakrisen tilsvarende være yderligere spidset til. Så selv om de fleste arbejdsgiveres forventning er afstemt de usædvanlige arbejdsvilkår, har mødre dårligere mulighed for at udføre arbejde, der bidrager til at kunne møde mål og opnå faglige resultater under coronakrisen, end fædre har. Den forskel skal ses i lyset af et dansk arbejdsmarked, der er i forvejen er kønsopdelt både vertikalt og horisontalt: Kvinder og mænd arbejder inden for forskellige fag, og flere mænd end kvinder besidder topposter og lederstillinger.

På kort sigt ser det altså særlig skidt ud for især kvinder. Men på længere sigt kan coronakrisen vise sig at være et uventet momentum for at skabe vedvarende ændringer i vores normer for køn. Vi har tidligere set, hvordan globale kriser har forandret de måder, vi indretter os på. Ikke kun under den aktuelle krise, fordi vi er tvunget til det, men også på længere sigt, når den nye normalitet skal indarbejdes. ​​​

For måske bliver det endog rigtig svært at holde fast i, at professionaliseret omsorgsarbejde skal forblive så lavt lønnet, som det er. Kontrasterne mellem sundhedspersonalets indsats og aflønning har skåret mange i både hjertet og øjnene. Selv om de næste overenskomstforhandlinger ikke er lige om hjørnet, kan minderne om coronatiden blive en løftestang for lønniveauet for omsorgsarbejde.

Selv om mange mødre har stået for størstedelen af børnepasningen, er der samtidig mange fædre, der under coronakrisen har brugt langt mere tid sammen med børnene, end de plejer, f.eks. de mange mænd, der er i parforhold med kvinder, der varetager kritiske funktioner. Vi ved fra fædrebarselsforskningen, at det har langvarige effekter for fædres forældreengagement, når de tager barsel, dvs. gennem praksis får erfaringer med at have hovedansvaret for børnenes hverdag. På samme måde kan fars erfaringer med i højere grad at skulle jonglere børn og arbejde under coronakrisen vise sig at få betydning, når forældrene igen skal på arbejde, og far og mor skal fordele hverdagens opgaver mellem sig.

Coronakrisen kommer ikke til at eliminere den times forskel, der er på mænd og kvinders huslige arbejde i hjemmet, eller afskrive samfundets behov for øremærket barsel til fædre. Men den kan være med til skubbe på for nye normer for mænd som lige dele omsorgsgiver og forsørger.

Endelig har arbejdsgiverne udvist en fleksibilitet som aldrig før. En fleksibilitet, som kan blive svær at trække helt tilbage, for er der egentlig ikke overraskende mange ting ved hjemmearbejdspladserne, der alt taget i betragtning er gået okay? Tiltagene kan ses som en udvidet udgave af den fleksibilitet, virksomheder tilbyder for bl.a. at tiltrække kvinder med børn til arbejdspladsen. ​​​

Det gør det nemmere for kvinder med børn at være – og avancere – på arbejdsmarkedet, når der kan planlægges og eksekveres mere frit. Ad omveje kan erfaringerne fra coronakrisen derfor være med til at skabe større arbejdstrivsel for kvinder – og sikkert også mænd.

Vi taler om at gøre genopretningen af samfundet grøn, at gribe muligheden for at få implementeret klimavenlige løsninger, når vi skal til at lappe verden sammen igen. Gør vi det samme med køn og ligestilling – har blik for mænd og kvinders forskellige betingelser i samfundet – kan coronakrisen blive et skub hen mod et mere kønsligestillet og bæredygtigt samfund. FN har netop anbefalet alle lande at sætte kvinders vilkår i centrum for genoprettelsen, og det handler bl.a. om at kompensere for tab i indtægt, anerkende værdien af under- og ubetalt omsorgsarbejde og at øge sikkerheden. Emner, der også er relevante i Danmark.

I arbejdet med at få Danmark på ret køl igen vil der formentlig blive nedsat en række statslige, regionale og kommunale arbejds- og ekspertgrupper. Og det er her i de centrale analyse- og beslutningsfora, kønsperspektivet skal inddrages.

Ikke på sidelinjen, ikke bagefter, ikke i næste omgang. Det er en beslutning om en ny praksis, man skal træffe og følge. Hvis coronakrisens konsekvenser for ligestillingen skal vendes til noget positivt, kræver det i sidste instans vilje til gribe chancen.