Dette er ikke et indlæg for eller imod en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Min viden om juraen er for begrænset. Og man bør være grundigt inde i substansen, før man udbasunerer sin mening på et så kompliceret og sensitivt felt.
Netop sensitiviteten og kompleksiteten er imidlertid fraværende i søndagens Kronik af Marianne Stidsen. Kronikens titel, ’Voldtægtsdebatten er kørt totalt af sporet’, signalerer tilsyneladende, at Stidsen vil indtage en rationel position, der bringer en ophedet debat tilbage på sporet. Men i realiteten bliver titlen en selvafslørende metafor for Kronikens egen kurs væk fra fornuften og ind i de fjendtlige fantasier.
Stidsen har en forkærlighed for at fremstille dem, hun er uenig med, som totalitære ekstremister. Det er en genkommende figur i hendes kritik: Den nye feminisme kalder hun, med en selvopfunden Stidsen-isme, mazisme (Pol. 28.2.); identitetspolitikken på Københavns Universitet »minder om Nazi-Tyskland« (Berlingske 13.12.), og MeToo er en terrorbevægelse, der bør retsforfølges efter terrorparagraffen (Berlingske 14.10.).
Totalitarisme er da også i søndagens Kronik bagtæppet for hendes iscenesættelse af forslaget om samtykke:
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar