Scenen har stået tom mere end længe. Som et forladt og sønderknust Pompeji. Med søjler og trapper. Halve gangbroer og brudstykker af gelændere. »Aldrig har scenen været så uendelig smuk som nu«, stod der i kommentarfeltet på Facebook for uendelig lang tid siden. Før ordet corona blev det, man sagde før noget andet. Scenestøvet har siden lagt sig tungt og bare ventet. Ventet på, at det hele ville være overstået. Ventet på at blive hvirvlet op igen.
Mine dage på den anden side af scenemuren, på kontoret på det tomme teater, har været travlere end nogensinde. Telefonerne har ringet som i timerne lige før en premiere. Med masser af spørgsmål og mange forventninger fra alle hjørner af Danmark. Og fra teatergæster, der ville tale bestillinger og billetter. Ofte talte jeg i to telefoner på samme tid. Og det hele blev omvendt. For det handlede ikke om her og nu – det handlede om ... om længe. Om der ville komme en fremtid? En fremtid som gæst. Om muligheden for nogensinde at mødes igen. Om at sidde i mørket igen og trække vejret sammen med andre. Mange fortrolige snakke i de mange timer og dage fra 11. marts og til nu. Sikke utallige oprigtigt interesserede teatergæster i telefonerne. Og forunderligt mange nysgerrige, medfølende og gavmilde mennesker gennem alle ugerne, der gav sig til kende. Der bare gerne ville vente og stå standby – til teatermørket bød indenfor igen.
