Når man kan overveje at træffe afgørelse om at centralisere hele børneonkologien i København, så befinder man sig godt nok meget langt fra den virkelighed, som de kræftramte børn og deres familier står i. En virkelighed, hvor ikke alle børnene overlever deres sygdom, hvor behandlingen er så skrap, at listen over de kortsigtede og langsigtede bivirkninger er flere meter lang, og at de i værste fald også kan dø af behandlingen. En virkelighed, hvor hospitalet er blevet familiens andet eller måske primære hjem i en meget lang periode – faktisk op til mange år – og en virkelighed, hvor børnene og deres familier går igennem et kæmpe traume, der kan vare ved lang tid efter endt behandling.
Når et barn får en kræftdiagnose, er det mest essentielle, at barnet får den bedste behandling i hele verden. Her er vi i Midtjylland så privilegerede, at de på Aarhus Universitetshospital har kompetencer på et internationalt topniveau, og at man derved overlader sit barn i de bedste hænder. Dernæst er det helt essentielt, at man kan være tæt på familien og de nære relationer, som er helt afgørende for, hvor godt man kan komme igennem et så fysisk og mentalt drænende forløb. Meget af plejen af det kræftsyge barn ligger hos forældrene – hvilket er det helt rigtige – som kræver umenneskeligt mange ressourcer, da barnet skal observeres og have pleje døgnet rundt i de intensive perioder, som kan vare flere uger eller måneder ad gangen. Denne pleje er afgørende for barnets overlevelseschancer, og et studie har vist, at børn har større chance for at overleve et kræftforløb, hvis deres forældre er sammen, end hvis der er tale om en enlig forælder.
