Da jeg i 7. klasse tog af sted, på bagsædet af mor og fars bil, for at se efterskolen, var det med lidt sommerfugle i maven. Var det virkelig det, jeg skulle efter 9. klasse? Efter en times rundvisning med to elever var jeg solgt, som i helt solgt, og jeg har glædet mig lige siden. Gennem hele 8. og 9. klasse var det efterskoleåret, jeg så frem til. Når tingene blev lidt svære, var det tanken om efterskolen, der fik mig igennem. Når mine forældre opførte sig som kæmpe idioter, var det tanken om et år uden dem, der gjorde, at jeg kunne holde tingene ud. Og hvis de skal være helt ærlige, har de nok også fundet trøst i tanken om mit kommende fravær, når skænderierne om skærmtid, vasketøj på gulvet og kommehjemtider, har fået alle til at gå skråt gennem loftet! I skolen dagdrømte jeg om nye venner, natterend, skiture til Østrig og Norge, og alle de andre sjove ting, som jeg har hørt, sker på en efterskole. Det fik mig gennem striber af ligegyldige nationale tests.
Coronanedlukningen i foråret var ikke sjov, men det var ingenting i forhold til, hvordan jeg har det nu. Jeg sidder nu hjemme på mit værelse på 8 m2 og går i online-efterskole. Det er sygt nederen. Jeg savner skolen og mine nye venner, imens mit hår bare bliver længere og længere. Bliver politikerne ved med at være så tilbageholdende med at åbne samfundet, så ender jeg med at ligne min bedstefar, da han var ung. Men hvor hans lange hår var udtryk for oprør, er mit et bevis på, at jeg gør, som autoriteterne siger, og finder mig i at være låst inde. De eneste muskler, der bliver trænet, er dem i fingrene, for den sport, jeg dyrker mest, er computerspil. Jeg får flere og flere bumser, fordi jeg trøstespiser den ene toast efter den anden. Heldigvis vokser jeg ret så meget, så jeg bliver ikke fed.
