0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Cand.mag.: Vores børnesyn er en katalysator for en stor del af de krænkelser, der udfolder sig i Danmark

Når børn vokser op med, at deres nej overhøres, og at deres grænser overskrides, hvordan skal de så lære at acceptere andre menneskers nej og respektere andre menneskers grænser?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Nørregaard/POLITIKEN
Arkivtegning: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Børn har meget lidt indflydelse på deres dagligdag. Hvor de tilbringer den, hvem de tilbringer den med, hvad de laver, hvem de leger med, hvornår og hvad de spiser. I mange daginstitutioner kan de ikke gå på toilettet uden publikum, og de må ikke bestemme, hvor meget tøj de vil have af eller på.

Dette er bare få eksempler på krænkende forhold, børn dagligt udsættes for, og hvor deres nej eller indsigelser alt for ofte overhøres. Der hersker simpelthen et misforhold mellem det anerkendende børnesyn, vi påstår at praktisere i Danmark, og det faktum, at voksne dagligt overhører børns nej, overskrider deres grænser og krænker deres autonomi.

Hvad er oddsene for, at de børn, hvis nej dagligt er blevet overhørt, i deres voksne liv kan forstå, at det kun er børn, hvis nej man må overhøre? Eller spurgt mere direkte: Kan vi forvente af krænkede børn, at de ikke krænker andre, når de bliver voksne? At de ikke resignerer og undlader at sige fra, når deres nej overhøres?

Det er en del af vores kultur, at børn vokser op på den måde, og vi fortæller hinanden, at sådan er det bare. Jeg har oplevet adskillige situationer, hvor mine egne børns nej blev overhørt.

Sundhedspersonale, der ikke respekterede mine børns kropsautonomi og blev sure, når mine børn reagerede på at blive rørt ved, stukket eller på anden vis behandlet uden at blive inkluderet og talt med.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter