Som den rimeligt garvede demonstrationsdeltager jeg er, mener jeg at have en nogenlunde fornemmelse af, hvilke magtmidler politiet kan tage i brug, og hvornår de gør det. Efter demonstrationen mod Israels vold mod det palæstinensiske folk fredag 14. maj må jeg erkende, at den fornemmelse ikke holder stik.
Min klare oplevelse var denne fredag eftermiddag, at politiet frem for at deeskalere og afvikle konflikt eskalerede den og satte uskyldige mennesker i fare. Jeg er meget bevidst om, at jeg som borger i Danmark har et enormt stort og globalt set sjældent privilegium, nemlig at jeg har ret til at ytre mig, protestere og demonstrere. De rettigheder er grundlovssikrede, og jf. politiloven er det en af politiets centrale opgaver at beskytte mig, når jeg gør det. Det privilegium er jeg bange for at miste, for hvis vi og vores børn udsættes for tåregas og tæsk, fordi en mindre fraktion af en stor demonstration opfører sig voldeligt, så tror jeg ikke, der er mange borgere, der har lyst til at gå på gaden, uanset hvor vigtig sagen måtte være.
