Lyt til artiklen
Jeg er træt af inklusionsdebatten. Ærligt og oprigtigt træt. Det virker, som om at hver gang ordet inklusion bliver nævnt, forestiller folk sig et sted. En skole – en folkeskole. En bygning med gule mursten, en legeplads, papirklip i vinduerne og smartboards med tusch-streger. En folkeskole, hvor alle børn i verden skal presses ind eller skal trænes til at kunne begå sig.
Politikerne taler om, hvor mange børn de kan inkludere i folkeskolen. Autismeforældrene føler, at inklusionen har spillet fallit. Fagfolk taler om udfordringer med at inkludere børn i folkeskolen. Men nu siger jeg det højt og en gang for alle: Inklusion er ikke et sted, inklusion er en følelse.
